Politik

Hvad sker der, hvis Trump går solo?

Amerikansk politik domineres af to partier. Det er piratpræsidenten Trump et godt eksempel på. Men snart kan han gøre livet surt for republikanerne.

Donald Trumps kometagtige karriere er et godt eksempel på, hvorfor amerikansk politik i flere århundreder har været et de facto topartisystem.

Efter at have flirtet med at stille op som uafhængig kandidat i en årrække og et kort kandidatur som Reformpartiets præsidentkandidat i år 2000 valgte Trump i 2015 at melde sig ind under de dominerende partiers faner i forsøget på at blive præsident.

Selvom Trump blev behandlet som en paria af det republikanske etablissement, havde han som bekendt succes med at vinde partiets nominering.

Uønsket af parnasset, men elsket af nok vælgere i primærvalgene endte Trump som en pirat i 1700-tallet med at kapre det republikanske skib. En moderne udgave af Kaptajn Ding Dong, hvor klokkerne, der spiller til angreb, var blevet udskiftet med 140 tegn på Twitter.

Erkendelsen var entydig: Hvis du vil have succes i amerikansk politik, skal du være fribytter, hvis du vil have noget for friværdien.

Inden længe bliver spørgsmålet så, hvad piratpræsidenten Trump har tænkt sig at gøre fremover. Bliver han hængende hos republikanerne, eller forlader han den synkende skude og går solo? Og hvis han gør, hvad sker der så?

Ødelægge fremfor at vinde

Historien viser, at en solokandidat sagtens kan påvirke et valg.

I 1990'erne formåede rigmanden Ross Perot for eksempel at få imponerende 19 og 8 procent af stemmerne på landsplan ved præsidentvalgene i 1992 og 1996.

Det er dog ganske sigende, at Perot på trods af sin stærke præsentation i 1992 – hvor rigmanden endda til tider førte i meningsmålingerne over Bill Clinton og George H. W. Bush – ikke formåede at vinde en eneste valgmandstemme.

Perot endte dengang muligvis i et vist omfang med at ødelægge den siddende præsident Bushs chancer for at blive genvalgt ved at stjæle stemmer. Han havde til syvende og sidst ingen realistisk chance for selv at blive sejrherre.

Læresætningen var åbenlys: Hvis man for alvor drømmer om at bo i Det Hvide Hus, skal man ind under de etablerede partiers faner.

Det kommer efter alt at dømme også til at gøre sig gældende for Donald Trump fremover, såfremt ambitionen er at vende tilbage til Det Hvide Hus.

Truslen er Trumps trumf

Problemet for det republikanske etablissement er, at alene udsigten til en piratpræsident i opposition er et mareridtsscenarie. Det er meget svært at se et scenarie for sig, hvor Trumps mulige fribytterforsøg under frie faner ikke også vil få Det Republikanske Parti til at lide skibbrud i de kommende valg.

Ikke fordi Trump og hans sammensvorne har de store chancer for at skrive historie og bryde demokraternes og republikanernes århundredelange dominans i Det Hvide Hus.

Men fordi det mest sandsynlige scenarie så ville være, at Trump nok ville kunne trække så tilpas mange stemmer fra en republikansk kandidat, at demokraterne kunne nominere en stuebirk og stadig hive sejren hjem.

Dilemmaet for det republikanske etablissement er med andre ord til at få øje på. Forsøger man at få piratpræsidenten til at gå planken ud i politisk forstand og presse ham ud af partiet, eller vil man tage kampen op mod fribytteren inden for de etablerede rammer?

Svaret blæser ligesom sejlene på det republikanske skib i vinden, men én ting er sikkert: truslen om at forlade skuden og gå solo vil i en overskuelig fremtid være Trumps største trumf.

Kan Trump sprænge topartisystemet?

Hvorfor der egentlig kun er to store partier i USA, er et af de mest gængse spørgsmål, man får som USA-analytiker.

Sammenlignet med de fleste europæiske lande er det da også ganske bemærkelsesværdigt, at amerikansk politik i flere århundreder de facto har været et topartisystem, hvor republikanerne og demokraterne dominerer både på lokal-, delstats- og føderalt plan.

En stor del af forklaringen på dette skal ses i, at små partier har svært ved at konkurrere med de to store partier, både når det kommer til gennemslagskraft, genkendelighed og gysser.

En anden forklaring er, at demokraterne og republikanerne historisk set har vist sig at være gode til at indkorporere nye politiske dagsordener, som måtte dukke op, eksempelvis på klimaområdet.

Sidst, men ikke mindst, er det værd at huske, at Det Demokratiske Parti og Det Republikanske Parti i realiteten snarere skal ses som politiske bevægelser – eller blokke for at bruge et begreb fra dansk politik – henholdsvis til venstre og højre for midten.

Hvis Trump går solo, får han ualmindelig svært ved at opnå andet end at være en torn i øjet på republikanerne. Men spørgsmålet er, om det kan blive første skridt på vejen mod et nyt politisk system. Kan Trump lirke topartisystemets spændetrøje op?

Det kan han sandsynligvis ikke. Men det sagde man også om hans chancer for at vinde præsidentvalget i 2016.