Politik

Hans Toft stopper som borgmester i Gentofte

Efter 28 år på posten giver bykongen tøjlerne videre til tidligere håndboldstjerne Michael Fenger.

Den konservative borgmester i Gentofte, Hans Toft, genopstiller ikke ved kommunalvalget til efteråret.

Det oplyser Konservative i Gentofte i en pressemeddelelse.

Han har siddet på posten i næsten 28 år.

- Efter de mange år og i en alder af næsten 75 år ved næste valgperiodes begyndelse har jeg fundet det rigtigt at slippe tøjlerne, udtaler Hans Toft i en pressemeddelelse.

Han stopper som borgmester til maj.

- Jeg ser med meget stor glæde tilbage på de mange fantastiske år som kommunens borgmester – og også i stor taknemmelighed for altid at kunne dele en aktiv hverdag med Gentofte-borgere i alle aldersgrupper, udtaler han.

Tidligere håndboldstjerne overtager stolen

Den konservative gruppe indstiller, at byrådsmedlem og tidligere håndboldstjerne Michael Fenger overtager borgmesterposten 15. maj eller "snarest herefter, når han kan frigøres fra sit nuværende ansættelsesforhold".

Den Konservative Vælgerforening i Gentofte indstiller også, at Michael Fenger opstilles som konservatives spidskandidat til kommunalvalget i november.

Michael Fenger overtager borgmesterposten i Gentofte Kommune.

Hans Toft giver med "stor glæde" tøjlerne videre til Michael Fenger.

- Han vil med sin brede både erhvervsmæssige og politiske erfaring samt sine mange år som udøver og leder i Gentoftes idræts- og fritidsliv blive en både kompetent og vellidt borgmester, udtaler Hans Toft.

Fenger: Det er et privilegium

Michael Fenger, der er uddannet cand.polit, har siddet i Gentoftes kommunalbestyrelse i 11 år.

Han har tidligere spillet 234 kampe for det danske herrelandshold, hvor han i 80'rne og 90'erne var en af holdets helt store profiler. Også i den danske liga, hvor han tørnede ud for HIK, var han i perioden en af de helt store stjerner.

Han glæder sig til at sætte sig i borgmesterstolen.

- Det er både et privilegium og særdeles spændende at skulle være borgmester i den kommune, hvor jeg er vokset op og gennem 50 år har haft en aktiv dagligdag, siger Michael Fenger i pressemeddelelsen.

Konservative har i mange år siddet tungt på magten i Gentofte. Ved seneste kommunalvalg fik partiet 58 procent af stemmerne, og 13 ud af 19 medlemmer i kommunalbestyrelsen er konservative.

Michael Fenger vil fortsætte "det positive og konstruktive samarbejde" i den konservative gruppe og med de øvrige grupper.

- Alt med henblik på at sikre, at Gentofte fortsat skal være et godt sted at leve, bo og arbejde og fortsat udvikles med en god service og med en effektiv administration – og med lavest mulige skat, selvom vi nu er ramt af den helt urimelige nye udligningsregning, lyder det fra Michael Fenger.