Politik

Vaccinekø og restriktioner: Her er Mette F.s svar til danskerne

Coronakrisen stod øverst på dagsordenen, da statsminister Mette Frederiksen (S) søndag aften gav et længere interview.

Hvornår kan virksomhederne regne med åbne op? Skal hjemmeplejens medarbejdere rykke frem i vaccinekøen? Og bliver der foretaget nok kviktests på landets plejehjem?

Det var nogle af de spørgsmål, som statsminister Mette Frederiksen (S) blev mødt med, da hun søndag aften blev interviewet i TV 2 Nyhederne.

En af dem, der gerne ville have svar fra statsministeren var hoteldirektør på Østergaards Hotel, Henrik Nothlev.

To gange under coronakrisen har hans hotel været nødt til at lukke med et døgns varsel, og derfor ville han gerne have svar på, hvornår de cirka kunne regne med at tage imod gæster igen.

- Lige nu ved jeg godt, at vi ikke kan åbne, men hvor langt skal vi ned i smittetal, før vi kan åbne op? Vi mangler en retning, for lige nu ved vi ingenting, lød det fra Henrik Nothlev til TV 2.

Her havde Mette Frederiksen ikke den mest opløftende melding.

- Når det handler om oplevelsesindustrien, så kommer der til at være restriktioner i et eller andet omfang resten af vinteren, lød det fra statsministeren.

Kviktest på plejehjem

En anden, der havde et spørgsmål til Mette Frederiksen, var Malene Toft, hvis 73-årige far er plejehjemsbeboer i Aarhus.

På blot en uge blev 55 af medarbejderne på plejehjemmet testet positiv for coronavirus, og først derefter blev der indført kviktest af de medarbejdere, der mødte ind. Morgenen efter det blev sat i værks blev yderligere tre medarbejdere testet positiv, fortalte Malene Toft.

Hun ville derfor gerne have svar på, om ikke man burde have sat ind med kviktests noget før, når der var så stor smittespredning blandt medarbejderne.

Det er vigtigt, at der bliver testet meget på landets plejehjem, anerkendte statsministeren, som dog samtidig pointerede, at kviktest ikke er den eneste løsning.

- Der er ikke ét middel, der gør, at vi kommer igennem denne her epidemi. Danskernes adfærd er og bliver det vigtigste, svarede hun.

Hvem skal frem i vaccinekøen?

Også hjemmesygeplejersken Marie-Louise Delholm havde et spørgsmål om prioriteringerne i indsatsen mod corona.

Til daglig arbejder hun i Helsingør Kommune og har kontakt med borgere, som er smittet med coronavirus. Ifølge hende er mange medarbejdere i karantæne eller bliver selv smittet, og derfor er hun bekymret for, om der på et tidspunkt ikke vil være nok ledige hænder, og at plejesektoren bryder sammen.

- De kunne eventuelt give os en vaccine, så vi kan passe på borgerne. For hvis vi ligger syge, eller skal i karantæne, kan vi jo ikke passe på borgerne. Og hvad gør vi så? lød det fra Marie-Louise Delholm til TV 2.

Ifølge Mette Frederiksen er vaccinekøen dog ikke til at rokke ved:

- Hvis vi skal vaccinere alle medarbejdere i kritiske funktioner, så har vi simpelthen ikke vacciner nok til at vaccinere de gamle og syge, og det er jo dem, der risikerer at dø af denne her sygdom, sagde hun.

Men hvis de kræftsyge eller hjertesyge ikke kan blive behandlet, fordi læger og sygeplejersker er blevet lagt ned af corona, så har det vel også rigtig store konsekvenser for liv? spurgte TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg.

- Alt har konsekvenser, når vi har at gøre med en global pandemi, og det er nogle rigtig svære prioriteringer, svarede Mette Frederiksen.

- Det, vi bare skal vide, er, at hver gang vi sætter en gruppe op før nogle andre, så tager man jo nogle ud, der ikke kan blive vaccineret, der er i større risiko for at dø af denne her sygdom.

Se hele interviewet på TV 2 PLAY.