Mette F: - Tingene går i den rigtige retning, men vi skal længere ned
Den nye, engelske mutation af coronavirussen smitter "af pommern til", siger statsministeren. Derfor vil hun ikke udelukke længere restriktioner.
Det er mørkt for tiden. Meget mørkt. Dagtimerne er få, og alt er lukket ned.
Men måske er der snart mere lyse at spore. Det ser nemlig ud til at de nuværende coronarestriktioner virker. Det fastslår statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview i TV 2 programmet 'Go' morgen Danmark'.
- Det ser ud til, at tingene går i den rigtige retning nu, siger hun og uddyber:
- Vi har smitte, der er på vej ned. Vi har heldigvis faldende antal indlæggelserne på sygehusene. Positivprocenten – altså antallet af danskere, der bliver testet positiv hver dag – er også faldende. Det er rigtig, rigtig godt.
Mutation supersmitter
Men – for der er desværre et men – statsministeren vil ikke love, at den positive udvikling automatisk betyder, at de restriktioner, der lige nu har lukket det meste af samfundet ned, bliver løftet.
For nuværende løber de til 17. januar og kan sagtens blive forlænget, siger Mette Frederiksen. Udfordringen er nemlig, at en såkaldte britiske mutation af coronavirussen har ramt landet, og som den spreder sig, vil endnu flere blive smittet
- Den britiske mutation smitter af pommeren til.
- Derfor skal vi have slået smitten markant ned, for at den britiske mutation ikke brager løs her i januar og februar, lyder det fra statsministeren.
På Facebook supplerer sundhedsminister Magnus Heunicke (S) Mette Frederiksen. I et opslag skriver han, at han har to gode nyheder og en dårlig. De gode er dels, at Danmark er et af de lande, der mest effektivt får brugt de vacciner, vi får, og dels, at vi med Heunickes ord nu har "tøjlet smitten".
Den dårlige er, at mens de generelle smittetal begynder at gå ned, gælder det ikke for den engelske variant. Den fortsætter med at sprede sig. Derfor skal smitten endnu længere ned, understreger sundhedsministeren.
Hold øje med fem tal
Præcis, hvor langt smitten skal ned, tør regeringen ikke sige fuldstændig, men Mette Frederiksen opfordrer danskerne til at holde øje med fem forskellige tal, hvis de vil vide, hvilken vej det går.
Det første er antallet af nysmittede. Det var ifølge den seneste opgørelse torsdag 1842.
Det andet er positivprocenten. Det relaterer sig til antallet af smittede og indikerer, hvor mange af dem, der er testet siden i går, som er blevet testet positiv. Den var torsdag 1,76 procent.
Det tredje og fjerde er antallet af indlæggelser og antallet af dødsfald, som torsdag var henholdsvis 861 og 37.
Det femte og sidste tal er kontakttallet. Kontakttallet offentliggøres hver tirsdag og siger noget om, hvor mange personer én person, der har corona, smitter. Er tallet over 1, så er epidemien i Danmark på vej op, er tallet under 1, er den på vej ned, og derfor er kontakttallet i virkeligheden måske den allerbedste indikator. Ved seneste opgørelse 5. januar lå tallet på 1 rent.
- Hvis vi får det banket ned i nærheden af 0,7, står vi et rigtig godt sted, siger Mette Frederiksen og understreger, at hun fortsat tror, at påsken bliver et vendepunkt.
- Jeg synes, der er et lys derude. Først og fremmest på grund af vaccinen. Vi er kommet godt fra start i Danmark.