Politik

Forhåndsfavorit melder sig som kandidat til at afløse Støjberg

Formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose, stiller op som kandidat til næstformandsposten i Venstre.

Den traditionelt indflydelsesrige næstformandspost i Venstre er ledig, og nu har den første kandidat meldt sig.

I et opslag på Facebook skriver regionsrådsformand i Region Syddanmark og formand for Danske Regioner, Stephanie Lose, at hun går efter at afløse Inger Støjberg som næstformand.

- Det er min tro, at en næstformand med rod i Venstres kommunale og regionale bagland vil være en styrke for partiet og for vores formand, skriver Lose blandt andet.

Kære alle Jeg har besluttet mig for at stille op til posten som næstformand i Venstre. Modsat tidligere næstformænd...

Posted by Stephanie Lose on Thursday, January 7, 2021
I et opslag på Facebook skriver regionsrådsformand i Region Syddanmark og formand for Danske Regioner, Stephanie Lose, at hun går efter at afløse Inger Støjberg som næstformand for Venstre.

Vil redefinere næstformandsposten

Næstformandsposten i Venstre har traditionelt været sidste trædesten på vejen til at blive formand. Det har de senere år affødt voldsomme magtkampe. Bedst eksemplificeret ved opgøret mellem Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen.

Lyn-analyse

Stephanie Lose er på mange måder drømmekandidaten for Venstre og også Jakob Ellemanns favorit som ny næstformand.

Hun er vellidt i Venstre og kender partiet indgående, har fødderne godt placeret i den jyske muld og favner det regionale og kommunale bagland.

Hun var med til at føre kniven, da Lars Løkke blev tvunget til at gå som formand og har også aktivt arbejdet for at få afsat Inger Støjberg. Det forpligter.

Derfor bifalder mange i baglandet, at Lose nu træder frem og viser, at hun er villig til at tage ansvaret på sig.

Bliver Lose valgt vil hun dog gøre op med netop det. hun vil med egne ord "redefinere" næstformandsposten.

- Hvis Venstres medlemmer vælger mig som næstformand, er det min hensigt, at koncentrere mig om at arbejde aktivt og engageret på de indre linjer i vores parti med både organisation og politik, og så vil jeg overlade til Formanden og Folketingsgruppen at tegne Venstres politiske linje i medierne, fastslår hun.

Har tidligere afvist kandidatur

Stephanie Lose var også i spil som næstformandskandidat sidst posten skulle besættes i Venstre, men dengang afviste hun at stille op, fordi hun havde rigeligt at gøre med at passe sine hverv i Region Syddanmark og Danske Regioner, hvilket gav plads til Inger Støjberg.

Hvad der har ændret sig for Lose, ville TV 2 gerne have spurgt hovedpersonen selv om, men det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra hende.

Med til at vælte Støjberg

Paradoksalt nok, var Lose kort før nytår med til at vælte netop Inger Støjberg, da hun som en del af Venstre forretningsudvalg støttede op om formand Jakob Ellemann-Jensens krav om, at næstformanden måtte gå.

Hun var således medunderskriver på en udtalelse, der direkte opfordrede Støjberg til at trække sig.

Foreløbig er Lose den eneste, der officielt har meldt sig som kandidat til at tage over. Viborgs borgmester Ulrik Wilbek sagde onsdag til Viborg Stifts Folkeblad, at han har fået mange opfordringer til at stille op, og at han derfor ville overveje det.

Men efter Stephanie Loses udmelding, siger han til TV Midtvest, at han ikke længere er i spil:

- Jeg vil ikke i et kampvalg. Det vil være dårligt for partiet, fastslår han.

Det er Venstres medlemmer, der på et ekstraordinært, virtuelt landsmøde beslutter, hvem der skal være partiets nye næstformand.

Løhde støtter op om Lose

Sophie Løhde, Venstres politiske ordfører, støtter Stephanie Lose som ny næstformand i partiet.

Det skriver hun på Facebook:

- Da jeg var sundhedsminister havde jeg selv fornøjelsen af et tæt samarbejde med Stephanie, der er en bragende dygtig regionsrådsformand i Region Syddanmark og formand for Danske Regioner. Hun har været med til at skabe mange gode og flotte resultater, skriver Løhde.