Løkkeridderen sadler op – men har han en kurs?
Venstres tidligere formand vil gerne lave opbrud i dansk politik. Men hvem vil følge en mand, hvis projekt - indtil nu - mest handler om ham selv?
At han havde mistet fodfæstet, var Lars Løkke Rasmussen sådan set helt åben om, da hans bog ”Om de fleste og det meste” udkom i august sidste år. Her stod det klart, at den tidligere statsminister og Venstreformand var på jagt efter sit nye ståsted. Bogskrivningen var en vej videre, skrev han.
”Måske kan jeg gøre mig selv en lille smule klogere og sætte en retning for resten af mit liv,” skrev Løkke i bogens prolog. Og i epilogen kom så et (ikke)svar:
”Jeg havde troet, at dette bogskriveri havde skab den afklaring – hvem er jeg? – som jeg annoncerede i min prolog. Men jeg er stadig i tvivl… Dog ikke om, at valget snart må træffes. Jeg kan mærke, at det er tæt på.”
1. januar 2021 – nogle få timer efter Mette Frederiksens nytårstale - kom så en del af svaret.
Lars Løkke Rasmussen meddelte, at han efter 40 års medlemskab af Venstre nu meldte sig ud. Men han bliver i Folketinget, og dermed kan spekulationerne fortsætte, præcis som Løkke faktisk godt kan lide det: Hvad vil han mon nu? Etablerer han et nyt parti, skifter han til et andet, hvad finder han nu på?
Den endelige anstødssten angiver Løkke at være en politisk udvikling, hvor symbolpolitk og ultimative synspunkter fylder for meget. Ligesom han også – i sit Facebookopslag om udmeldelsen – hævder, at udlændingepolitikken ikke længere er den definerende forskel i dansk politik.
”Verden er ikke sort/hvid, men sendes i farver. De lette løsninger er tit for letkøbte. Der er brug for en politisk samtale, hvor vi taler op og ikke ned til hinanden,” lyder det fra Løkke.
Har man hørt noget lignende før?
Stort set hver gang politikere har brudt med deres partier for siden at påbegynde et nyt politisk partiprojekt, har ordene været nogenlunde de samme.
”Nok er nok,” lød det tilbage i 2007, da Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen forlod henholdsvis de radikale og de konservative for at starte Ny Alliance (der senere blev til Liberal Alliance). Det var dengang udlændingepolitikken, der var blevet for meget for de tre.
Da den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk i 2013 stiftede Alternativet, var det med en melding om at ville forandre og forny den politiske samtale.
En lang række større eller mindre politiske koryfæer har gennem tiden forsøgt sig med nye partipolitiske udspring og krumspring.
Fra tidligere Venstre-statsminister Knud Kristensen, der også forlod sit parti i protest og stiftede partiet De Uafhængige, over Fremskridtsmand Mogens Glistrup, centrumdemokrat Erhard Jakobsen og DF’er Pia Kjærsgaard til en række af mere eller mindre ukendte politikere, der løb panden mod muren i et parti for så at søge grønnere græs andre steder.
Ingen nævnt, ingen glemt. Alle dog med flotte ord om demokrati, debat og ønsket om at ville forandre – yes I can…
Men hvad gør Lars Løkke Rasmussen?
Det er tydeligt, at bitterheden også stadig er en drivkraft i Løkkes politiske opgør med Venstre. I sit Facebookopslag har han således behov for at markere, at medlemsdemokratiet i hans øjne blev kortsluttet igen, da Støjberg af partiets hovedbestyrelse forleden blev fyret som næstformand.
Den Støjberg, som Lars Løkke Rasmussen så langt fra er enig med, og hvis politiske metode, han sigter direkte imod, når han tordner mod symbolpolitik og ”konkurrencen om, hvem der kan udtrykke sig hårdest”.
Men han skulle lige minde om, at han jo også selv – med urette – blev afsat som formand af selvsamme hovedbestyrelse i Venstre.
Løkke er med egne ord nødt til at sætte sig selv fri for at kunne være en ”aktiv stemme i overgangens og håbets tid”.
Fri af Venstre, må man forstå. I øvrigt kan man så konstatere, at selv om det naturligvis er et tab for Venstre at miste en tidligere formand, statsminister og stemmesluger, så er den nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, nu også sat fri af Løkkes slagskygge.
Umiddelbart er det jo helt vildt, at Venstre inden for en uge både fyrer en næstformand og mister en tidligere formand, men omvendt er bordet så også rent. Nu er det alene op til Ellemann selv at vise, hvilket Venstre, han kan og vil. Der er godt 10 måneder til et kommunalvalg og maksimalt to et halvt år til næste folketingsvalg. Ellemann har det svært, og han har travlt.
Rygtebørsen er stille
Og ja, Løkke har stadig ikke anvist en præcis retning for, hvor hans nye frie stemme skal runge.
Han bliver siddende i det Folketing, som han ikke har vist sig meget i siden valget i 2019. Mon det vitterligt er der, Løkkes nye fri stemme skal høres fra? I givet fald skulle det være med en helt nye partigruppering.
Lige nu og her tyder ikke meget på, at Løkke er i gang med opbygningen af noget sådant. Altså et nyt parti placeret i midten, lidt til højre – centrumhøjre. Det kræver både intens forberedelse, håndgangne mænd og kvinder og også gerne medsammensvorne. Rygtebørsen melder ikke meget om nogen af delene.
Lars Løkke høstede i valgkampen og ved valget både roser og stemmer på sit nyfundne projekt om at søge magten henover midten. Det lød som en lækkerbisken for alle dem, der drømmer om at kunne samle alt det gode fra Venstre og Socialdemokratiet og samtidig slippe af med det dårlige fra dem begge.
En slags liberal socialstat uden for meget af noget af det. Den kernedanske samtaledemokrat og pragmatikers Utopia.
For Utopia er der rettelig tale om. Og det kan undre, at så få har fokuseret på det faktum, at det på Christiansborg kun var Løkke, der havde det ønske. Mette Frederiksen og Socialdemokratiet nød da søreme at blive friet så intenst til, endda af en siddende statsminister, som samtidig meddelte sine nuværende partnere, at dem gad ham skam ikke dele seng med længere.
Det er altid rart med villige bejlere, men svaret var et rungende ’tak, men nej tak’ fra Frederiksen, der jo som bekendt havde et helt andet soloprojekt i gang. Hun var allerede godt gift med sig selv og sine egne. Hvad pokker skulle hun dog med Lars Løkke og hans drømme om centrum-magtdeling, andet end at nyde blå bloks skilsmissedrama for åbent tæppe.
Løkkeparti?
Den analyse nåede Løkke øjensynligt aldrig frem til, altså at drømmen om det fælles henovermidten-projekt netop var en drøm af den slags, som ikke har meget med realiteter og virkelighed at skaffe.
Ja, ikke engang de radikale synes længere at nære samme ønske. Partiet har ikke mindst efter Morten Østergaards afgang meldt sig endnu tættere ind i rød blok og håber på ad den vej på et tidspunkt at gøre sig tilpas interessant til, at Mette Frederiksen inviterer dem indenfor i regeringen.
Det har altså som minimum meget lange udsigter for et eventuelt Løkkeparti at få politiske ben at gå på. Men man skal som bekendt aldrig sige aldrig i politik og slet ikke i forhold til Lars Løkke Rasmussen. Spørgsmålet er dog, om han i sine videre tanker om, hvordan han skal gøre sin politiske indflydelse gældende, ikke også kunne se andre veje end et nyt parti.
Måske at træde ind i et andet. Måske at udøve indflydelse som politisk-ideologisk lobbyist og meningsdanner. Måske har han slet ikke gjort den del af regnebrættet op endnu.
Bogskriveriet gav ikke den endelige afklaring, kunne vi læse. En tur over Atlanten med udsigt til vidunderlig stjernehimmel gav vished om udmeldelsen af Venstre. Hvad mere skal der mon til, før Løkke finder sin egen nye politiske lykketilstand.
Hvis altså ikke ønsketilstanden netop er den, hvor ingen rigtig ved, hvor de har ham. Sådan drev han sit politiske projekt som formand og statsminister. Der var stor styrke for Løkke i, at alle navigerede efter ham i vished om, at han nok skulle finde en kurs. Og at han nok skulle finde en vej videre. Lige nu kræver det dog nok lidt klarere meldinger om kurs og retning.
Hvis altså projektet skal være andet og mere end Lars Løkke Rasmussens eget.