Politik

Jurister tvivler på, om Støjberg kan dømmes i en rigsretssag

Støjberg vil maksimalt få en bøde, hvis hun kendes skyldig i en rigsretssag, lyder en af vurderingerne.

Det er tvivlsomt, om Inger Støjberg kan dømmes ved en rigsretssag.

Sådan lyder konklusionerne fra to jurister, som Venstre har hyret til at vurdere Instrukskommissionens beretning.

Det skriver Venstre på sin hjemmeside.

Her ligger de to juristers konklusioner, og i den ene står der, at udfaldet af en eventuel rigsret ”efter min opfattelse er forbundet med usikkerhed,” som advokat Poul Heidmann skriver.

Den anden advokat, Peer Schaumburg-Müller, vurderer i sin konklusion, at der ”helt givet” vil være grundlag for en rigsretssag. Men han skriver også, at Inger Støjberg maksimalt vil få en bøde, hvis hun kendes skyldig.

En ulovlig instruks

Det var en ulovlig instruks, da Støjberg som udlændinge- og integrationsminister i februar 2016 udsendte en pressemeddelelse med en besked om, at alle par på asylcentre skulle skilles ad, hvis den ene var under 18 år.

Det konkluderede Instrukskommissionen i sin delberetning, der blev offentliggjort i december. Efterfølgende blev et stort flertal på Christiansborg enige om, at uvildige advokater skal vurdere, om Inger Støjberg kan dømmes ved en rigsret.

Også Venstre bakkede op og hyrede i samme omgang de to jurister til at nærlæse rapporten og komme med den vurdering, der nu er landet.

- En vis sandsynlighed for frifindelse

Partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen, skriver på Facebook, at det ikke er givet på forhånd, at Folketinget rejser en rigsretssag mod Inger Støjberg.

- Der er grund til at tænke sig grundigt om, inden Folketinget nedsætter en rigsret, der med en vis sandsynlighed ender i en frifindelse, skriver han.

TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg, vurderer, at Jakob Ellemann-Jensen forsøger at vise, at han ikke er bange for en rigsretssag.

- Han vil have, at danskerne skal opfatte Venstre som et retskaffent parti, som ikke betvivler, at lov og orden står over egne politikere, siger Troels Mylenberg.

Mistillid og samarbejdsproblemer

Det har været nogle hektiske uger for Venstre, der kulminerede med et opgør mellem jul og nytår, og som endte med, at Inger Støjberg måtte trække sig fra næstformandsposten.

Forinden havde Jakob Ellemann-Jensen sagt til Jyllands-Posten, at man var klar til at støtte en rigsretssag, hvis det var det, der skulle til for at rense partiet og Inger Støjberg.

En holdning, Støjberg selv både var overrasket over og uenig i.

- Jakob Ellemann-Jensen ønsker sig ikke nogen rigsretssag, siger Troels Mylenberg.

- Hans udestående mod Inger Støjberg handler om alt andet og meget mere end det her. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over i forhold til tilliden og samarbejdet mellem de to.