Forfatter om Løkkes exit: - Jeg fatter ikke, at de ikke kan bruge ham
Kirsten Jacobsen har skrevet 'Befrielsens øjeblik' om Lars Løkke Rasmussen.
Forfatteren Kirsten Jacobsen er ikke overrasket over, at Lars Løkke Rasmussen nu har valgt at melde sig ud af Venstre.
- Det undrer mig ikke spor, han melder sig ud af partiet. Jeg identificerede Lars Løkke med en mere midtsøgende politik, end Venstre stod for, siger Kirsten Jacobsen.
Til gengæld er hun overrasket over, at Venstre ikke kunne bruge den tidligere statsminister:
- Jeg fatter ikke, at de ikke kan bruge ham. Det kan godt være, han havde brug for et par afklapsninger, men jeg fatter ikke, at Venstre ikke havde brug for ham, når man ser, hvordan de er brændt ned til grunden, siger hun.
Smed bombe i valgkampen
Jacobsen har skrevet to bøger om Lars Løkke Rasmussen, senest 'Befrielsens øjeblik' som blev til i marts og april 2019 efter omfattende interviews med den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen. Her vakte Løkke blandt andet opsigt ved at tale om et fremtidigt muligt regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre. Den politiske bombe landede midt i valgkampen.
- Jeg tror, han ser verden partipolitisk anderledes, siger Kirsten Jacobsen.
Hun mener også, at Lars Løkke Rasmussen tænker mere internationalt end de fleste i Venstre.
- Med alle de kritikpunkter, man ellers kan have mod Lars Løkke, så kan han se, at verden hænger sammen.
Hun kalder også Lars Løkke Rasmussen "visionær".
- Det gode er, at han har visioner. Det dårlige er, at han ikke er en vedligeholder, siger Kirsten Jacobsen.
Kirsten Jacobsen er også forfatter til 'Løkkeland' fra 2006, som blev til, da Lars Løkke Rasmussen var sundheds- og indenrigsminister.