Venstre indkalder til krisemøde i aften - en af dem må gå, vurderer politisk redaktør
Partiet må vælge, om det støtter enten formanden eller næstformanden - og det betyder også, at en af dem må gå, vurderer TV 2s politiske redaktør.
For anden gang på 48 timer er Venstres magtfulde forretningsudvalg indkaldt til ekstraordinært møde. Det erfarer TV 2.
På mødet, der begyndte klokken 19, skal medlemmerne tage stilling til, om de støtter enten formand Jakob Ellemann-Jensen eller næstformand Inger Støjbergs linje i spørgsmålet om en eventuel rigsretssag mod sidstnævnte.
Ifølge TV 2’s oplysninger er det eneste punkt på dagsordenen “afklaring af opbakning til formandens linje... samt konsekvenser heraf”.
Mødet i forretningsudvalget tirsdag aften kan ende med, at enten Inger Støjberg eller Jakob Ellemann-Jensen må trække sig. Det vurderer TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg:
- Jakob Ellemann-Jensen har set sig nødsaget til at indkalde Venstres Forretningsudvalg for anden gang på 48 timer, så man kan drøfte spørgsmålet om Venstres linje i forhold til en eventuel rigsretssag mod Inger Støjberg endnu engang. For det går ikke, at formand og næstformand ikke kan enes i et så afgørende spørgsmål, siger han.
- Nu skal partiet vælge, om det støtter ham eller Støjberg, og det vil så også betyde, at den anden part må gå.
Forsoningsmøde endte uden forsoning
TV 2s kilder fortæller, at formandskabets interne opgør kulminerede på, hvad der ellers skulle have været et forsoningsmøde tirsdag eftermiddag.
Her skulle parterne have forsøgt at nå en fælles enighed, men da ingen af dem ville give sig, blev løsningen at indkalde forretningsudvalget.
Det, der adskiller dem, er spørgsmålet om, hvorvidt Venstre skal acceptere en rigsretssag mod Inger Støjberg eller ej, hvis Folketingets advokater skulle mene, at der er grobund for det.
Det mener Jakob Ellemann-Jensen, at Venstre skal, hvilket Inger Støjberg er "meget uenig" i.
Kras kritik fra kommission
Støjberg modtog i begyndelsen af december voldsom kritik fra den såkaldte Instrukskommission, der i løbet af 2020 har kulegravet forløbet omkring den ulovlige adskillelse af asylpar, hvor den ene part var mindreårig, der fandt sted, mens Inger Støjberg var udlændinge- og integrationsminister.
Kommissionen konkluderede blandt andet, at Støjberg var blevet advaret om, at den instruks, der førte til adskillelsen af asylparrene var ulovlig, og at hun sidenhen vildledte Folketinget om sagen.
Derfor valgte et flertal af Folketingets partier at få uvildige advokater til at vurdere, om der var grundlag for en rigsretssag mod Støjberg.
Konklusionen kommer de med i begyndelsen af januar, og viser den, at det juridiske grundlag er tilstede, er det Jakob Ellemann-Jensens holdning, at Venstre skal støtte, at der startes en rigsretssag.
Formålet er at få renset både Venstre og Støjberg, har han fortalt først til Jyllands-Posten og siden blandt andet TV 2.
Men den linje er Støjberg lodret imod.
Mandag skrev hun på Facebook direkte, at hun var både "overrasket" og "uenig" i Ellemanns udtalelser.