Politik

Støjberg trækker sig som næstformand for Venstre

- Det kommer som en overraskelse, at det er endt her, skriver Inger Støjberg på Facebook

Venstre skal have ny næstformand.

På opfordring fra formand Jakob Ellemann-Jensen har Inger Støjberg valgt at trække sig fra posten. Det skriver hun på Facebook.

- Jakob Ellemann har i dag bedt mig om at gå af som næstformand for Venstre. Jeg forstår, at det bl.a skyldes hans manglende tillid til min linje i en række politiske sager.

- Det kommer som en overraskelse, at det er endt her, og at Jakob har bedt mig om at gå af som næstformand. Jeg havde gerne set det anderledes. Men sådan er det, lyder det fra Støjberg.

Overrasket og uenig med formanden

Støjbergs udmelding kommer efter, at hun de seneste dage, har ligget i åben krig med Jakob Ellemann-Jensen.

Søndag aften udkom et interview i Jyllands-Posten, hvor Ellemann fastslog, at Venstre ultimativt var klar til at støtte en rigsretssag mod Inger Støjberg, hvis det var det, der skulle til for at få hende og Venstre renset i sagen om den ulovlige instruks om adskillelse af alle mindreårige asylpar.

Lyn-analyse

Inger Støjberg har i denne situation haft svært ved at se ud over sig selv og sin egen situation. Så sandheden er nok, at konflikten mellem Ellemann og Støjberg var så tilspidset, at Jakob Ellemann ikke kunne nøjes med, at Inger Støjberg tog orlov fra posten som næstformand. De to har været så meget på kollisionskurs, at det er svært for Ellemann at se ind i, at Inger Støjberg kunne vende tilbage som næstformand. 

I stedet har Ellemann nok argumenteret for ro omkring næstformandsposten. Her er brug for en person, Venstre kan bygge en fremtid på. Det kan Ellemann ikke med Inger Støjberg. 

 

Den linje erklærede Støjberg sig efterfølgende både "overrasket" og "uenig" i. Parterne prøvede ifølge TV 2s oplysninger tirsdag eftermiddag at klinke skårene uden held. Som konsekvens blev Venstres Forretningsudvalg indkaldt til møde.

Her opfordrede flere hende ifølge Støjberg selv til at tage orlov, " men det var magtpåliggende for Jakob, at jeg skal gå helt af som næstformand nu", skriver hun på Facebook.

TV 2 har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Inger Støjberg, men hun ønsker på nuværende tidspunkt ikke at udtale sig. TV 2 arbejder også på en kommentar fra Jakob Ellemann-Jensen, men det er endnu heller ikke lykkes.

Udvalg støtter op om Ellemann

Til gengæld har Venstres Forretningsudvalg udsendt en pressemeddelelse, hvor det samstemmigt kalder situationen i partiet "umådelig trist", samtidig bekræfter det, at "et stort flertal" tirsdag aften opfordrede Støjberg til at trække sig som næstformand.

- Vi må konstatere, at der igennem længere tid har været vanskeligheder med samarbejdet mellem Venstres formand og Venstres næstformand, og der er ikke længere tillid mellem de to. Derfor er samarbejdet uopretteligt brudt sammen, skriver udvalget og understreger, at det bakker op om Jakob Ellemann-Jensens linje i den aktuelle sag om Instrukskommissionen.