Politik

Lige nu sejler det hele i Venstre

ANALYSE: Inger Støjberg meldte sig mandag "helt uenig" med sin formand om mulig rigsretssag. Venstre er endt i en blindgyde, og et magtopgør ulmer.

- Venstre ved du, hvor du har.

Sådan lød det stærke slogan, da Anders Fogh Rasmussen i slutningen af 1990'erne lykkedes med at gøre nationens midtervælgere til Venstrevælgere og overbevisende vandt magten ved valget i 2001.

Det var ”Tid til forandring”, og Fogh havde succes med stærke politiske budskaber om skattestop, bedre ældrepleje, bedre sygehuse, stram udlændingepolitik og stram retspolitik til en Nyrup/Lykketoft/Jelved-træt nation.

Budskaberne var klare og til at afkode selv for ikke politisk vakte borgere. Og Venstre beholdt et stærkt greb om magten i et årti, inden Helle Thorning, der ellers tidligt proklamerede, at hun kunne ”slå Anders Fogh”, vandt over Foghs efterfølger Lars Løkke ved valget i 2011.

I dag er situationen i Venstre en helt anden.

Lige nu sejler det hele

Nok fik partiet et glimrende valg med fremgang i 2019, hvor Løkke i vælgerbefolkningen lykkedes med sin pludselige de facto udmeldelse af blå blok og flirteri med Socialdemokratiet, men i realiteten har Venstre ledt efter sig selv og partiets identitet lige siden.

For Løkkes projekt var ikke Venstres, det var Løkkes, og han havde forsømt at inddrage sit parti i sit kursskifte. Tilbage stod man uden kurs.

Magten glippede da også helt forudsigeligt, for Mette Frederiksen havde ikke spor brug for Løkke. I stedet indledte Venstre en ledelsesmagtkamp, hvor først baglandet afsatte både Løkke og daværende næstformand Kristian Jensen.

For derefter at indsætte Jakob Ellemann-Jensen som formand og Inger Støjberg som næstformand i et forsøg på at rumme hele partiets sjæl – fra de udlændingepolitiske værdikrigere i nærheden af DF og Nye Borgerlige til de storbysmarte liberale humanister, der deler nær-veganske og omtrent glutenfri værdier med De Radikale.

Ellemann skulle være manden med fanen og retningen, Støjberg garanten for, at den stramme udlændingepolitik aldrig blev glemt. Planen var at skabe et stærkt borgerligt alternativ og en ledelse af den blå opposition.

Lige nu sejler det hele.

Venstre ved ingen, hvor de har

Venstre ved ikke selv, hvor det har Venstre, og derfor ved heller ikke hverken vælgere eller resten af oppositionen, hvad partiet står for.

En Inger Støjberg, der set med hendes øjne er holdt uden for ledelsen, og med Ellemanns øjne ikke har blik for andet end Inger Støjberg, er kommet gevaldigt på tværs.

Formanden og næstformanden taler ikke samme sprog, ja de taler omtrent slet ikke sammen. Og den linje, som Ellemann forsøger at lægge i eksempelvis sagen om den ulovlige instruks, som Inger Støjberg undersøges for, og som kan føre til en rigsretssag mod Støjberg, meldte Støjberg sig mandag lodret uenig i.

Så ja, Venstre ved ingen, hvor de har. Slet ikke partiets egen ledelse.

Og lige nu tegnes billedet af et egentligt opgør mellem formanden og næstformanden.

Støjberg skubber vælgerne foran sig

Ellemann har partiets brede opbakning, mens Støjberg kun har støtte internt fra folk som de tidligere ministre Søren Gade og Hans Chr. Schmidt og få andre.

Til gengæld har Støjberg godt fat i mange vælgere, og det er dem, hun skubber foran sig i kampen mod Ellemann.

Eksempelvis ved igen og igen at gøre sagen om den ulovlige instruks til en sag om for eller imod barnebrude, hvilket åbenlyst irriterer juristen Ellemann, der hævder, at han kæmper for Venstres position som et lov og orden-parti. Og pointerer, at partiet står over Inger Støjberg, som altså af sin ledelsesmakker får at vide, at hun sætter sig selv over partiet.

Ellemann betoner selv den ekstra pointe, at han for at have ryggen fri i kritikken mod Mette Frederiksen i mink-sagen – altså i kampen mod regeringen – ikke skal virke, som om han holder hånden over sine egne.

Kollektiv hovedrysten

Tilbage står et parti i kollektiv hovedrysten. Ellemann har på 15 måneder ikke formået at få sat en eneste politisk hegnspæl, ikke mindst fordi der ikke er orden i eget hus endnu.

Ja, der har været corona-pandemi, og 2020 har ikke været et normalt år, men alligevel: Hvad vil Jakob Ellemann-Jensen med sit parti? Hvad vil han med oppositionen? Hvad er de store sigtelinjer for Venstre?

En ting er, at man ikke vil gøre det dyrere at være dansker – en holdning, der kort før jul førte til, at Venstre overraskende holdt sig uden for politiforliget, fordi man øjensynligt var imod prisreguleringer af bøder og stigning i prisen på et pas og en køreprøve.

Men er det virkelig nok til at indramme et egentligt politisk projekt?

I givet fald skal det nok forklares bedre og mere indgående, således at vælgerne kan få øjnene op for, at Ellemann og Venstre også i virkelighedens verden repræsenterer et alternativ til en socialdemokratisk Mette Frederiksen-regering, der ikke bare har stor folkelig opbakning og udøver stærk ledelse, men også evnede at bruge oppositionsperioden fra 2015 til 2019 på at opbygge et politisk projekt, som hele partiet stod bag og som kunne forklares til vælgerne ved valget i 2019.

Indtil videre er det svært at se på Venstres første halvandet år i opposition, at tiden er brugt på andet en spild og interne magtkampe, der endda stadig står uafklarede.