Politik

Formandsopgør i Venstre skal afklares på ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde

Hovedbestyrelsen skal ifølge TV 2s oplysninger diskutere "situationen i Venstre".

Opgøret mellem Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og næstformand Inger Støjberg kulminerer tirsdag aften.

Ifølge TV 2s oplysninger er Venstres hovedbestyrelse med ganske kort varsel blevet indkaldt til ekstraordinært møde, hvor de skal drøfte spliden mellem de to parter.

TV 2 har set indkaldelsen, hvor der kortfattet står, at der "indkaldes til møde i Hovedbestyrelsen i aften kl. 21.40 vedrørende situationen i Venstre".

Interview udløste konflikt

Indkaldelsen til hovedbestyrelsesmødet kommer umiddelbart efter, at partiets forretningsudvalg har afholdt møde om præcis samme emne.

Mødet var indkaldt på foranledning af Jakob Ellemann-Jensen, efter at han de seneste dage har ligget i åben strid med sin næstformand Inger Støjberg.

Konflikten udløber af et interview med Ellemann, som Jyllands-Posten bragte søndag aften. I interviewet fastslog Ellemann, at Venstre vil støtte en rigsretssag mod Inger Støjberg, hvis de advokater, som Folketinget lige nu har til at vurdere en delberetning fra den såkaldte Instrukskommission, kommer frem til, at der er grundlag for at føre en sådan.

Ellemanns argument er, at man så på den måde vil få Venstre og Støjberg renset ved en frifindelse, men den plan køber Støjberg ikke. Da interviewet udkom erklærede hun sig på Facebook både "overrasket" og "uenig" i sin formands linje.

Kritik fra kommissionen

I kommissionens delberetning får Inger Støjberg kras kritik for sin rolle i en sag tilbage fra 2016, hvor Udlændinge- og Integrationsministeriet under Støjbergs ledelse udsendte en pressemeddelelse med en ulovlig instruks om at alle asylpar, hvor den ene part var under 18, skulle skilles ad.

Kommissionen konkluderer blandt andet, at Støjberg blev advaret om, at instruksen var ulovlig, og at hun siden vildledte Folketinget om sagen.

Det er i Venstre landsmødet, der både indsætter og afsætter formænd og næstformænd. Ifølge partiets vedtægter kan en tredjedel af gruppen eller partiformanden beslutte, at der skal indkaldes til et ekstraordinært landsmøde.