- Vi gravede vores egen grav
Simon Emil Ammitzbøll-Bille gik fra magt og modtagelser som rockstjerne til at skulle skride ad helvede til. I dag er politik ikke al indsats værd.
Han orkede den nok i virkeligheden ikke mere. Magten i Liberal Alliance.
Efter massakren ved folketingsvalget sidste år lå det i kortene, at Simon Emil Ammitzbøll-Bille skulle tage over efter Anders Samuelsen, der som den første partileder i historien ikke blev valgt ind i Folketinget sammen med sit parti.
Det var også Anders Samuelsens eget ønske, at ”kronprinsen” skulle tage over efter ham.
Men da de sad fire mennesker tilbage i det parti, der kort forinden havde talt 13 folketingspolitikere og af dem seks ministre, trak det ikke i Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Han gik derfor med til, at den nyvalgte Alex Vanopslagh skulle stå i spidsen for partiet.
- Ole Birk Olesen foreslog, at jeg skulle være ny partileder. Alex foreslog, at det skulle være Alex. Et par dage efter blev vi enige om, at det skulle være Alex. Vi havde et møde i Ole Birks lejlighed, hvor vi meget fredeligt og uden nogen form for kampvalg valgte Alex, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.
Til lands, til vands og i luften
Forud var gået et valg, hvor Liberal Alliance var blevet flået fra hinanden af vælgerne. Og det var i høj grad ledelsens og dermed Simon Emil Ammitzbøll-Billes egen skyld, fortæller han.
Topskatten er naturligvis oplagt at pege på. Anders Samuelsen havde igen og igen truet med at vælte regeringen, hvis ikke topskatten blev sænket. Men i stedet for at vælte regeringen gik Liberal Alliance ind i den. Simon Emil Ammitzbøll-Bille hæfter sig ved, at de samlede skatter og afgifter rent faktisk blev barberet rekordlangt ned.
- I det perspektiv burde det være en kæmpe succes. Men fordi vi selv havde sagt, at det var denne ene sag, det hele var afgjort af, havde vi gravet vores egen grav.
- Vi fik bogstaveligt talt nedsat skatter på transportmidler til lands, til vands og i luften. Men det er selvfølgelig også noget vrøvl at påstå, at vi holdt løftet, for det er ikke lige så godt at få lettet en afgift på sportsflyvere, som det er at få nedsat personskatten.
En afledt effekt af topskattekrigen, der fik finanslovsforhandlingerne i 2017 til smelte sammen, var, at Liberal Alliance lovede Lars Løkke et lettere forløb ved den sidste finanslov i 2018 inden folketingsvalget.
Snydt af egen spin
Det betød, at Dansk Folkeparti fik en øde ø på Lindholm til kriminelle asylansøgere sammen med et erklæret paradigmeskifte, hvor fokus først og fremmest handlede om at sende indvandrere hjem.
Hos Liberal Alliance var opfattelsen, at det hele var et blufnummer uden nogen større reel betydning.
- Og så bildte vi os ind, at vi kunne gå med til det, fordi det alligevel ikke betød en skid i den virkelige verden. Men offentligheden så jo kun Dansk Folkepartis sejr, og vi kunne jo ikke så godt gå ud og sige, at der ikke var noget indhold.
- Vi havde spundet os selv ind i en mærkelig tankegang, at man kunne snyde på vægten i forhold til Dansk Folkeparti.
Men Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Anders Samuelsen havde først og fremmest snydt sig selv. Det stod meget klart, da valget var udskrevet, og det var tid til at stå ansigt til ansigt med vælgerne.
- Da jeg stod på stationerne og delte flyers ud, tror jeg det mest almindelige, vi fik at vide, var, at de håbede, at vi blev stemt ad helvede til eller noget i den stil. Hvis de overhovedet gad at tale med os. Ved valget i 2015 var det nogle steder med en modtagelse, som var vi rockstjerner.
Dårlig konkurrent til Nye Borgerlige
Den tidligere økonomi- og indenrigsministers indflydelse i partiet behøvede dog ikke at være sluttet efter katastrofevalget og med Alex Vanopslagh som ny leder af Liberal Alliance.
- Alex foreslog mig både, at jeg kunne blive gruppeformand, politisk ordfører og til sidst landsformand, men jeg sagde nej tak. Det havde jeg ikke nogen ambition om. Det politiske projekt havde bevæget sig væk fra det, jeg mener og tror på.
- Jeg forsøgte at tegne et billede af, hvordan vi kunne være mere positive for verden med blik for klimaforandringer – for kan man overhovedet have et parti i dag, der ikke tager det seriøst? Behøvede vi at være en dårlig konkurrent til Nye Borgerlige på udlændingepolitikken?
Alex Vanopslagh var sådan set enig med Simon Emil Ammitzbøll-Bille i, at linjen måske ville kunne give 5-10 procent af vælgerne. Han var bare ikke enig i politikken.
- Det er jo fair and square. Og så er det sådan, det er. På den måde kunne jeg også se, at min fremtid ikke lå som folketingspolitiker i Liberal Alliance.
Ondt i røven-liberalisme
For bedre at forstå hvorfor han ikke tog imod de fremtrædende poster i partiet, skal man tage partinavnet ganske bogstaveligt, forklarer Simon Emil Ammitzbøll-Bille. For det er en samling af meget forskellige liberale. Og vælgernes udrensning i personkredsen havde isoleret Ammitzbøll-Bille politisk i partiet.
Anders Samuelsen var væk. Det samme var Christina Egelund, Mette Bock og Leif Mikkelsen. Sammen havde de været, som Ammitzbøll-Bille beskriver det, den modererende gruppe i partiet.
Han havde for en del år tilbage forsøgt at tegne et skisma. Der findes grundlæggende ”en glad og en ondt i røven liberalisme".
- Anders og jeg var, trods alle vores forskelligheder, tilhængere af en optimistisk, positiv og glad liberalisme, som handler om, at hvis du får mere frihed, kan du leve livet mere, som du selv vil, og hvis du får det ansvar, bliver du et bedre og mere lykkeligt menneske og kan også være bedre over for dine medmennesker.
- Ondt i røven er måske lige hårdt nok. Men så en ”kassemester-liberalisme”, der handler om, at verden er et uretfærdigt sted, som går ud over mig. Og det må jeg sørge for at forhindre, og derfor må jeg gå ud og være vred i tide og utide.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille medgiver, at det er karikeret. Men det ændrer ikke ved, at han mistænker kassemestrene i at tænke, at det hele var nemmere, hvis verden ikke var så kompliceret.
- Det bliver sådan noget med, at man måske bare går og er lidt træt af udlændinge, kvinder, vegetarer og homoseksuelle.
Det var virkelig forfærdeligt
Det gjorde Simon Emil træt. Drænede ham for engagement. Særligt ved ét møde gik det op for ham, hvor slemt det stod til.
- Vores nye gruppeværelse var et, vi overtog fra de konservative, der havde brugt det som kontor eller sådan noget. Det var simpelthen Christiansborgs mørkeste lokale. Vi holdt et gruppemøde og skulle forberede enten åbningsdebatten eller finanslovsdebatten i 2019.
- Vi sad bare der i det rum, og der var nærmest mindre energi i menneskene end i sparepæren i loftet. Der tænkte jeg, at det var virkelig forfærdeligt. Og der var et bagland… jeg skal passe på, hvad jeg siger, for det er jo til citat. Men der var et bagland, der var blevet drænet for energi oven på alt det, det var blevet udsat for de seneste år.
Ammitzbøll-Bille nåede frem til, at hans opgave i partiet havde været sammen med Anders Samuelsen. Sammen med sin kone indså han, at inspirationen ikke længere var der til at overbevise sig selv og baglandet om, at han skulle forsøge at gøre op med kassemester-tænkningen i partiet.
Ville kun levere 75-80 procent
I oktober sidste år fortalte han, at han havde meldt sig ud af den liberale alliance, efter at have kritiseret partiets EU-politik og sammen med Christina Egelund påpeget grundlæggende fejl i partiet.
Kort efter stiftede han og Christina Egelund partiet Fremad, som han dog nedlagde igen i oktober i år.
Paradoksalt nok traf han beslutningen om at nedlægge partiet, da det endelig begyndte at gå bare en smule fremad efter en lang periode med en ganske flad kurve over indsamlingen af de nødvendige vælgererklæringer.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund nærmede sig et partiprogram, de havde udsigt til en lettere adgang til penge og havde kontakt til det, som Simon Emil kalder for "interessante mennesker".
- For første gang begyndte Fremad måske at blive alvor. Så jeg var nødt til at se mig selv i øjnene. Kunne jeg være partileder for et parti, der skulle trækkes helt op fra bunden? Det kræver 120 procent, og hvis jeg kun var villig til at levere 75-80 procent, kunne det ikke lade sig gøre.
Stor ståhej for ingenting
Som økonomi- og indenrigsminister havde Ammitzbøll-Bille fået et indblik i, hvor voldsom magtforskydningen er mellem regeringen og Folketinget. Mens han endnu ikke havde prøvet at sidde i regering, havde han en klar forventning om, at vægten helt klart tippede til regeringens side.
- Men den er jo langt mere til regeringens fordel, end jeg overhovedet havde forestillet mig. Vi sad hver onsdag morgen i regeringens økonomiudvalg og fordelte millioner og milliarder af kroner. Og det var meget sjældent, hvis nogensinde, at der kom nogen og sagde, at det ikke var blevet, som vi havde besluttet.
Det har sat tingene i perspektiv. Simon Emil anerkender, at Folketinget også har magt. Den er bare meget lille, ofte mest af kosmetisk betydning. Støttepartier kan godt sidde til langt ud på natten for at få ændret nogle små detaljer, der også ender som nyheder i medierne.
Men det ændrer i eksministerens øjne ikke ved, at det er regeringen, der spiller ud, og det er regeringen, der sprøjter aktstykker over i Folketingets Finansudvalg, der som regel derefter blot udfylder rollen som gummistempel for regeringens politik.
- Forhandlingerne er ofte stor ståhej for ingenting. Det er også noget af den erkendelse, jeg er kommet til i forhold til Fremad. Tænkt, hvis det var lykkedes. Så skulle vi kæmpe sammen med de andre til natteforhandlinger for at ændre på tre sætninger i en aftale. Er det virkelig det, livet går ud på?
Fire voldsomme år
Svaret er nej, hvis man spørger Simon Emil Ammitzbøll-Bille og hans familie. Dels fordi han nu havde fået et indblik i, hvor stor magten i virkeligheden kan være, hvis man sidder i regering. Dels på grund af helt andre og private årsager.
Der er sket voldsomt meget i Simon Emils tilværelse de seneste fire år.
- Min mand døde, jeg fandt min kæreste, som nu er min kone, jeg er blevet far, jeg forlod et parti, jeg lavede et parti, jeg nedlagde et parti, jeg har været syg af kræft, jeg er blevet minister, jeg er stoppet som minister igen. Og jeg er såmænd også flyttet.
- Det handler om prioriteringer. Jeg har to små piger på et halvt og to et halvt år. Dem vil jeg gerne være sammen med. På nogle måder har jeg levet mit liv omvendt. Jeg begyndte med 20 års karriere, og nu har jeg så fået børn og vil gerne være sammen med dem.
Fik han chancen for igen at sidde i regeringen, kunne det godt friste. I hvert fald hvis det var i en central position. Men det er ikke noget, han savner som sådan.
- I det perspektiv, jeg lige har beskrevet, betyder tabet af magt egentlig ikke så meget. Det lyder måske mærkeligt, hvis jeg spørger, og jeg er nok også blevet lidt mere hippie på det seneste, men hvorfor er det egentlig, at man skal arbejde 70-100 timer om ugen?
Sugede grundvand
Den politiske resignation luftede Simon Emil Ammitzbøll-Bille allerede, da han lagde Fremad i graven. I samme ombæring fortalte han, at han var tættere på Christiansborgs udgang end indgangen.
Mens han venter på at lukke døren helt efter sig i dansk politik, har han kastet sig over ting, han ikke har prøvet før. Han vil for første gang prøve at skrive en bog, ligesom han vil lave nogle podcasts.
- Jeg synes bestemt ikke, at jeg er valset ind til magt, ære og indflydelse. Vi knoklede os til det i Liberal Alliance, hvor vores landsformand Leif Mikkelsen plejede at sige, at vi var helt nede at suge grundvand ind. Så med familien, et par beslutningsforslag, nogle podcasts og en bog har jeg nok at give mig til i dag.
- Hvis jeg stopper efter næste valg, har jeg siddet på Christiansborg et sted mellem 16 og 18 år gennem fem perioder. Så man kan vel godt sige, at jeg har gjort min borgerpligt og taget del i folkestyret.
Mangel på værdier og idealisme
Simon Emil Ammitzbøll-Bille er udmærket klar over, at der er mange, der undrer sig over måden, han har udført sin borgerpligt på, fordi han har skiftet så meget rundt.
Han begyndte som nyvalgt i Radikale Venstre i 2005 efter at have været formand for ungdomspartiet i tre år, forlod partiet i 2008 for at stifte Borgerligt Centrum, inden han i 2009 blev en vigtig del af Liberal Alliance, som han altså forlod sidste år.
- Men der er så meget kadaverdisciplin på Christiansborg. Hvis ikke man kan føre sine ideer ud i livet, forstår jeg ikke, at man bare bliver hængende. Hvorfor er man så optaget af at være folketingspolitiker, at man har lyst til at blive i partiet, uanset hvad fanden det gør. Det må i hvert fald kræve en mangel på værdier og idealisme.
- Jeg skulle til mit tredje parti, før jeg blev minister. Men det blev jeg da. Tænk på alle dem, der er blevet i deres parti hele livet og har undertrykt deres holdning uden at blive minister. De sidder sikkert stadig og håber på, at det sker en eller anden dag.
Alex Vanopslagh har haft lejlighed til at kommentere artiklen, men han holder juleferie.
I samme serie: