Virkeligheden ramte, da Uffe Elbæk hørte beslutningerne blive truffet gennem væggen
Uffe Elbæk har i sin tid som politiker været tæt på at blive smadret af sit ego – helt bogstavelig talt. Bagefter var det alle kampene i Alternativet.
Han var egentlig ved at løbe mailboksen igennem på sin iPhone.
Men mens han sad der ved cafebordet på det lille kontor med skrå vægge og vinduet placeret så lavt, at man næsten skal dukke sig for at se ned på gaden, blev han afbrudt. Han kunne pludselig høre stemmerne på den anden side af væggen. Han glemte for en stund alt om sine mails, for han var klar over, at gruppen i lokalet ved siden af var i gang med at træffe beslutninger.
Præcis hvilke beslutninger, de var ved at træffe, vidste han ikke. Men det var heller ikke det, der optog ham.
I stedet tænkte den 66-årige politiker, at det var første gang i 38 år, at han ikke sad dér, hvor beslutningerne blev truffet og sagerne afgjort.
Uanset, om det var som grundlægger og leder af Frontløberne i 1982, rektor for KaosPiloterne i 1990'erne, direktør for World Outgames i 00'erne, kulturminister i 2012, eller leder af Alternativet indtil sidste år, havde Uffe Elbæk været vant til, at det var ham, der sad for enden af mødebordet og havde det afgørende ord.
Så fedt at være chef
- Det har jeg haft det rigtig godt med, for det har givet dyb mening for mig at være ansvarlig for de beslutninger, der er truffet, der hvor jeg har arbejdet, siger Uffe Elbæk, da han møder TV 2 for at tale om, hvordan det er pludselig ikke at have magten mere. I dansk politik og i Uffe Elbæks tilfælde i så mange andre sammenhænge. Og hvordan det føles, når man bliver svigtet af dem, man har kæmpet for og med, og som, man tror, vil være på ens side.
- Det er så fedt at være chef. Altså, det synes jeg virkelig. Jeg har meget svært ved at skulle have en chef over mig. Jeg kan ikke rigtig forestille mig, hvordan det skulle være.
Ikke desto mindre er Uffe Elbæk ikke rigtig chef for nogen i dag. Det sluttede i december sidste år, da han på hjørnet af Gammel Kongevej og H.C. Ørstedsvej midt på Frederiksberg stod over for pressen.
Der endte hans syv år lange rolle i det politiske projekt Alternativet. Han trak sig som politisk leder.
Forud var gået år, hvor medierne flød over med skandalehistorier om Alternativet.
Alt lige fra kultur- og fritidsborgmester i København Niko Grünfeld, der måtte trække sig efter kritik af cv-fusk, dyre kontorindretninger og nepotisme, over en række sager om seksuelle krænkelser til dobbeltmoralen i at prædike for danskerne, at de skal holde sig fra at flyve, samtidig med at partiets daværende politiske ordfører var fløjet jorden rundt næsten fire en halv gange. På bare tre år.
Kuppet
Samtidig begyndte organisationen også at knirke med vedholdende kritik af dårlig ledelse og topstyring i partiet. Internt i folketingsgruppen oplevede Uffe Elbæk det som knive i ryggen, og at et flertal i gruppen pludselig kuppede sig til en stor del af magten og indflydelsen.
Særligt var forholdet mellem Uffe Elbæk og Josephine Fock mere end anstrengt. Han oplevede gentagne gange, at hun som gruppeforperson gik bag om ryggen på ham i forbindelse med organisatoriske spørgsmål og medarbejdersager.
Det kulminerede, da Uffe Elbæk og den politiske ordfører Rasmus Nordqvist af samme grund ville finde en erstatning for Josephine Fock som gruppeforperson og ekskludere hende fra ledelsen af folketingsgruppen. Det skulle ske på det afsluttende gruppemøde, inden de gik på sommerferie i 2017.
Hvad han og Rasmus Nordqvist ikke vidste var, at størstedelen af gruppen i stedet havde samlet sig om Josephine Fock og ville have nogle grundlæggende opgør med Uffe Elbæk og organisationen.
Det endte med, at Uffe Elbæk enten måtte acceptere den nye dagsorden eller forlade ledelsen i Alternativet. Med pistolen for panden valgte han at acceptere den nye dagsorden, der blandt andet betød, at hans højre hånd Rasmus Nordqvist måtte forlade ledelsen sammen med Josephine Fock.
Forløbet gjorde Uffe Elbæk både rasende og ked af det.
Jeg bar Alternativet ind ved valget
- Der var ikke nogen af dem, der ville sidde i det lokale, hvis ikke jeg havde skabt det parti. Mange ville ikke være kommet i Folketinget, hvis ikke jeg havde fået så godt et valg, siger han til TV 2.
- Jeg vil ikke underspille, at de også gjorde, hvad de kunne for at bidrage, men der er ingen tvivl om, at jeg ved valget i 2015 bar Alternativet ind (i Folketinget, red). Og så pludselig er der et flertal, der siger, "vi vil ikke det samme som dig".
Det gjorde nærmest ondt i hjertet på Uffe Elbæk, fortæller han i dag. Alt det, han havde været med til at bygge op, der skulle være de nye værdier og en ny måde at tænke politisk kultur på, endte i velkendte og trivielle personlige dramaer og magtkamp.
- Det var dybt, dybt frustrerende. Jeg kan slet ikke forklare i ord, hvor frustrerende den periode var. Det var et tab af mening for mig. Alle følelser var i spil. Sorg, frustration, had.
Uffe Elbæk er helt klar over, at der også nogle, der mener, at han må have været ”dybt frustrerende” som leder.
Alligevel oplevede han forløbet som et decideret kup. Og mistede fuldstændig meningen med Alternativet, der var braget ind i Folketinget to år tidligere.
- Det er da voldsomt. Jeg var slet ikke stolt af projektet i den periode – og de følgende to år. Jeg var ikke stolt af os herinde på Christiansborg. Og det skal man være.
I ugerne efter kupforsøget havde han svært ved at slippe tanken om at forlade det hele.
- Men jeg kunne ikke bære, at det håb, vi havde skabt, skulle pustes ud. Derfor æder jeg den – ligesom Rasmus Nordqvist gør.
Skæbnebeslutningerne
Uffe Elbæk fortæller, at han to gange i sin politiske tilværelse har truffet det, han kalder for politiske ”skæbnebeslutninger”.
I begge tilfælde mistede han stor magt, betydning og indflydelse. Senest, da han stoppede som leder af Alternativet i december sidste år. Den første gang vender vi tilbage til.
- Den ene gang var trist. Den anden var med stor glæde. Da jeg stoppede som leder af Alternativet var det meget velovervejet og en total overskudsbeslutning. Jeg syntes, timingen var helt rigtig.
For at forstå Uffe Elbæks begejstring over at stoppe i Alternativet – og måske også for helt at tro på den – skal tiden spoles tilbage til en togkupe i Nordtyskland i begyndelsen af efterårsferien i 2019.
Lige ud for Hamborg
Uffe Elbæk var på vej på togferie i Berlin med sin mand Jens. På vejen gjorde Uffe Elbæk sig tanker om, hvad der skulle til, før han på det tidspunkt mente, at det var rigtigt at stoppe som leder af Alternativet og give ansvaret videre til den næste generation.
Tankerne noterede han i sin dagbog. Og da toget var tæt ved Hamborg, var han sikker i sin sag. Han var klar til at overlade Alternativt til næste generation, når nogle konkrete kriterier var opfyldt.
Der skulle være tilstrækkelig lang tid til, at efterfølgeren kunne etablere og markere sig inden næste folketingsvalg. Partiet skulle have nogle politiske succeser, og så skulle der igen være opbakning til partiet.
- Derfor var timingen helt rigtig i december. Vi havde lagt et valg bag os og leveret på det. Vi havde sat os nye mål og havde succeser i rygsækken med klimamålet på 70 procent og en deltagelse i finansloven. Målingerne var begyndt at gå op igen, og der var tilstrækkelig lang tid til næste valg.
Stoltheden over projektet var tilbage. Derudover skulle nogle personlige ting også være på plads, fortæller dagbogen.
Der skulle ligge en klar strategi for Uffe Elbæks internationale aktiviteter og for hans bogprojekt om Alternativet.
Da alt på den måde var tilrettelagt efter Uffe Elbæks hoved, glædede han sig ligefrem til at fortælle om, at han ville træde ned fra hovedscenen i Alternativet og til den efterfølgende proces med at vælge hans efterfølger som politisk leder.
Presset fra boulevardpressen
Samme muligheder for tilrettelæggelse og timing havde Uffe Elbæk ikke ved sin første ”skæbnebeslutning”.
Den traf han i december 2012, da han trak sig som kulturminister oven på en voldsom kritik af, at han havde lagt flere arrangementer hos gøglerskolen AFUK i København, hvor han selv havde været bestyrelsesmedlem, og hvor hans mand arbejdede.
- Jeg syntes ikke, at jeg kunne byde min bedre halvdel at skulle igennem boulevardpressens forsider. Det var på en trist baggrund, men det var det rigtige valg. Derfor gav jeg Helle Thorning-Schmidt besked om, at jeg stoppede.
Selvom der altså var stor forskel på de to beslutninger, havde de begge et altafgørende fællestræk, understreger Uffe Elbæk.
- Det var min egen beslutning. Det har det i princippet været, hvad enten jeg er stoppet som direktør, rektor, minister eller partileder. Og det er vanvittigt vigtigt. Jeg tror afgjort, det handler meget om ens ego.
- Den opmærksomhed man får som minister og partileder, bliver man jo lidt afhængig af og skal aflære sig. Og her betyder det meget, hvordan man træder ned fra scenen. At det er ens eget valg.
Selvom Uffe Elbæk understreger, at han selv suverænt traf begge sine skæbnebeslutninger, var de alligevel voldsomme.
Egoet
- Det er under alle omstændigheder en blanding af befrielse og angst. Det lyder voldsomt at sige angst, men man mister status. Bekræftelsen er vanedannende, så når magten og dermed bekræftelsen forsvinder, får ens ego virkelig abstinenser.
Blandet andet af den grund rejste Uffe Elbæk sammen med sin mand i julen 2012 til USA. Uffe Elbæk havde netop trukket sig som minister, og han og Jens havde oplevet mediernes dækning som meget massiv og voldsom.
Retfærdigvis hører det med til historien, at Rigsrevisionen efterfølgende frikendte Uffe Elbæk for inhabilitet, og kun kritiserede ministeriets kontroller. Men det vidste han ikke midt i stormen.
- Vi var nødt til at trække stikket. Så vi tog til nogle gode venner, der bor ud til Stillehavet nord for San Francisco. Jeg havde brug for at komme væk, og jeg var helt i tvivl, om det stadig gav mening at være i politik, eller om jeg skulle stoppe.
De gode venner har flere gange også været Uffe Elbæks mentorer. Den rolle indtog de også, da de tog imod den danske eksminister for otte år siden.
- De havde en proces med mig en aften, hvor jeg skulle give slip på mit ego. Det var en smuk aften, hvor vi var gået ned til stranden.
Det var bælgravende mørkt, men Uffe Elbæk kunne høre de kæmpestore bølger rulle ind mod klipperne under stjernehimlen. Det føltes helt magisk.
Uffe Elbæk fik at vide, at han skulle sende en rispapirlampe op. Den var symbolet på egoet, han skulle give slip på.
- Jeg fik tændt den, og jeg kunne følge lampen, da den steg til vejrs og kom godt deropad. Men på en eller anden måde gik der ild i papiret, og så styrtede metalskellettet fra den direkte ned mod mig og smadrede ned i sandet lige ved siden af mig.
- Mine venner knækkede sammen af grin. ’"Du troede nok, at du kunne give slip på dit ego", sagde de. Men nope, det var ikke færdigt med mig.
Tid til næste generation
Egoet blev altså hos Uffe Elbæk. Og Elbæk forblev i dansk politik, hvor han i dag er menigt folketingsmedlem hos udbryderne fra Alternativet, Frie Grønne.
Selvom han i dag sidder uden for døren – eller på den anden side af væggen – når beslutningerne bliver truffet, er han afklaret med sin nye rolle.
- Jeg vil ikke være ansigtet på Frie Grønne. Jeg er på vej mod 70 år, og det gælder næste generation nu. Jeg er også meget bevidst om, at jeg ikke skal være formand for det frie grønne råd – det der svarer til hovedbestyrelsen. Jeg skal ikke sidde i beslutningsrummet.
Alligevel gjorde det indtryk, da det første gang gik op for ham, at det er andre, der nu træffer beslutningerne.
- Det var satme underligt. Jeg sad lige ved siden af og kunne høre dem gennem væggen – at de diskuterede og besluttede. Men jeg måtte jo vente med at høre dem til bagefter og spørge, hvad de havde besluttet. Totalt knaldet mand.
Mentoren
Den nye rolle hos Frie Grønne går blandt andet ud på at være en slags mentor for Sikandar Siddique.
- Når man er leder, er der et enormt arbejdspres, og det hele sker i en hastighed, der gør, at man sjældent når at stoppe op og tænke over, hvad der egentlig skete, og hvad vi kan lære af det. Som mentor kan jeg gå ind og trække på alt det, jeg har lært.
- Min forfængelighed har det også rigtig godt med rollen som mentor. Du kan tro, at jeg stadig er opmærksom på min egen forfængelighed. Men jeg mener, at jeg er der, hvor jeg godt kan joke med det.
Derfor var dagen inden interviewet med TV 2 også helt fortrinlig.
Det var før de seneste coronanedlukninger. Uffe Elbæk var sammen med Sikandar Siddique på vej fra Christiansborg til Cafe Europa på Strøget i København. De ville vende nogle ting, mens de spiste deres favorit på menukortet, fiskefrikadellerne.
Desværre var frikadellerne fjernet fra kortet, men turen blev alligevel en særdeles god oplevelse for Uffe Elbæk. På vej derover var der nemlig en gruppe unge, der gerne ville tage have taget selfies.
- Og det var ikke med Sikandar. Det var mig, de ville have taget billede med. Det var rigtig fedt. Også for egoet.
I samme serie: