Politik

Sverige godkender passage til og fra Bornholm for enkelte grupper

Lempelsen træder i kraft til midnat og gør det muligt for enkelte grupper at rejse til og fra øen, men det løser langt fra problemerne for alle. 

Sverige åbner nu for, at en række grupper kan få lov at passere svensk jord for at komme til og fra Bornholm.

Undtagelsen træder i kraft til midnat og gælder personer, der bor på øen, arbejder i det bornholmske sundhedsvæsen eller har "presserende familiesager".

Det skriver den svenske regering i en pressemeddelelse.

- Jeg er glad for, at lempelse nu er meldt ud. (..) Håber, at alle der skal til/fra Bornholm nu kan komme det inden jul, skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på Twitter.

Lukkede grænser i en måned

Svenskerne lukkede for to dage siden grænsen til Danmark for at forhindre, at danskere stimler til Sverige på grund af den danske nedlukning af butikker og storcentre.

Det fik stor betydning for bosiddende såvel som rejsende til Bornholm, da færger til og fra Sverige med meget kort varsel blev aflyst.

TV 2 har siden kunnet fortælle, hvordan billetter til alternative ruter er blevet revet væk, og hvordan familier er blevet tvunget til at holde jul hver for sig som konsekvens.

Passage ikke tilladt for alle

Med de nye lempelser bliver det altså nu muligt for enkelte grupper at rejse til og fra øen, men det løser langt fra problemerne for alle.

Derfor skriver transportminister Benny Engelbrecht (S) på Twitter, at det ikke ændrer behovet for alternativ transport, herunder fly og forbindelsen mellem Køge og Rønne.

Molslinjen oplyser, at det fra 26. december igen vil blive muligt at sejre fra Ystad til Bornholm for de danskere, der nu får lov at rejse i transit gennem Sverige.

Grænselukningen er imidlertid sat til at gælde en måned, men gælder i forvejen ikke svenske statsborgere eller danskere, som bor eller arbejder i Sverige.