Politik

Sådan anbefales du at holde nytårsaften

Udover en lang række konkrete anbefalinger vil der være forbud mod salg af alkohol fra klokken 22.

Sundhedsstyrelsen har i forbindelse med nytårsaften udarbejdet en række råd til, hvordan danskerne bør forholde sig, når 2020 bliver til 2021.

Foruden forsamlingsforbuddet på 10 personer og anbefalinger om maksimalt 10 personer i private hjem, som gælder alle ugens dage, vil der nytårsaften være forbud mod salg af alkohol fra klokken 22.00 til klokken 09.00 nytårsdag.

Forbuddet gælder både fra serveringssteder, butikker og andre lokaler.

- Politiet er i dialog med relevante kommuner om hensigtsmæssig indretning af byrum med videre med en klar strategisk hensigt om at undgå sammenstimling i det offentlige rum, står der i en pressemeddelelse fra Sundhedsministeriet.

Anbefalingerne er som følger:

  • Vær så få som muligt og aldrig flere end 10 personer til nytår, inklusiv dig og din husstand, uanset hvor stor din bolig er.
  • Invitér kun personer fra din omgangskreds af 10 personer, som du plejer at se ofte.
  • Bliv hjemme, hvis du har symptomer, er testet positiv eller er nær kontakt til en med covid-19.
  • Hold dig til dit eget nytårsselskab hele aftenen, også hvis I går udendørs.
  • Undgå steder, hvor mange mennesker typisk går hen nytårsaften.
  • Find alternative måder at ønske godt nytår til dine naboer, hils for eksempel henover hækken, på hver sin altan eller over telefonen.
  • Aflys fælles fyrværkeriarrangementer eller -opvisninger, hvor flere mennesker fra nabolaget samles samme sted.
  • Lav aftaler for virtuelle nytårshilsner med venner og familie, som du gerne ville have fejret nytåret med.
  • Uden for private boliger og haver i tilknytning hertil gælder forsamlingsforbuddet på 10 personer.