Politik

Statsministeren kaldt i samråd om nye afsløringer i minksag

En række fortrolige mails, som B.T. er i besiddelse af, sætter spørgsmålstegn ved statsminister Mette Frederiksens (S) forklaringer i minksagen.

Gang på gang har regeringen nægtet, at der med aflivningen af alle mink er tale om et reelt dødsstød til erhvervet.

Men nu fortæller Dansk Folkeparti til TV 2, at de har indkaldt statsminister Mette Frederiksen (S) i samråd om en ny udvikling i sagen.

Torsdag kunne B.T. på baggrund af en række mails nemlig fortælle, at det på et møde 3. november flere gange blev sagt, at der var tale om "en de facto nedlukning".

Det understreger behovet for at få undersøgt sagen til bunds

Troels Mylenberg, politisk redaktør på TV 2

Mødet fandt sted, dagen før minkavlerne fik besked på at aflive deres dyr, og ved bordet sad blandt andre den nu daværende fødevareminister Mogens Jensen. Han kom lige fra det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg, hvor medlemmerne med statsminister Mette Frederiksen i spidsen traf beslutningen.

Avisen har lagt de opsigtsvækkende mails offentligt frem, og indholdet udfordrer ifølge TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg, statsministerens forklaring.

- Den venlige vurdering er, at det rejser nye spørgsmål og understreger behovet for at få det undersøgt til bunds. Derfor betyder det nok også, at det her kommer til at indgå i den undersøgelseskommission, der skal undersøge sagen, siger han.

"Der er politik, og så er der jura"

Som det ser ud nu, er planen at forbyde minkavl i Danmark indtil 2022.

Det centrale er, at statsministeren sammen med sit følge af ministre afviser at have truffet beslutning om, at minkerhvervet skal lukke permanent. De fastholder, at der alene er tale om en midlertidig nedlukning.

Det kunne man blandt andet forstå på Mette Frederiksen under en debat i Folketingssalen 25. november:

- Der er politik, og så er der jura. Regeringen har ikke truffet beslutning om at lukke minkerhvervet. Regeringen har truffet en beslutning om, at minkene skal aflives. Det er to forskellige beslutninger, lød det i den forbindelse fra statsministeren til spørgeren Søren Pape Poulsen (K), som svarede:

- Hvis alle mink er aflivet, vil statsministeren så helt seriøst påstå, at der stadig er et minkerhverv i Danmark? De er døde og borte. Hvordan kan man finde en eller anden juridisk krog og hænge det op på?

Statsministeren svarede, at når man spørger med jura, så bliver man også nødt til at svare med jura.

- Og regeringen har aldrig, som jeg tror, det bliver antydet, sagt, at man med et fingerknips vil kunne starte en minkproduktion som den, vi har været kendt med. Det ved alle, tilføjede hun.

Vask burene og hent mink i Polen

Dagen efter interviewede TV 2 justitsminister Nick Hækkerup (S) om spørgsmålet. Her lød det, at det danske minkerhverv godt kan genopstå.

- Hvis man afliver, så fjerner man minkene, men man kan sådan set gøre burene rene, hente nye mink i Polen og starte op igen. Den situation er noget helt andet end at fjerne erhvervet helt.

Men hvis man også afliver avlsdyr, som instruksen går på, at man skal, hvor skal man så få de mink fra?

- Nu er jeg jo ikke minkproducent, men man kunne måske tage til Polen eller et andet sted i verden og hente ikke-smittede avlsdyr, sagde justitsministeren til TV 2.

Mails bekræfter eksperter og opposition

Af den redegørelse om forløbet, der udkom 18. november, fremgår det, at statsministeren og en række ministre dagen før pressemødet drøftede, hvorvidt der var hjemmel til en "varig nedlukning" af minkerhvervet.

Alligevel lød det dagen efter fra Mette Frederiksen, at redegørelsen ifølge hende slog fast, at regeringen ikke var bekendt med den manglende lovhjemmel, da den traf beslutningen.

Den konklusion var oppositionen og en række juridiske eksperter dengang uenige i. For når man siger, at alle mink inklusive avlsdyr skal aflives, så lukker man erhvervet, lød det blandt andet fra Frederik Waage, professor ved juridisk institut på Syddansk Universitet:

- Der var ingen, der efter pressemødet var i i tvivl om, at det var det, statsministeren havde gjort.

Den seneste afsløring kommer dog ifølge Troels Mylenberg ikke til at rykke på, at regeringen fortsat vil afvente konklusionen på den undersøgelse, der sættes i gang. Man skal højst forvente, at det bliver en del deraf.

- Når der er sat undersøgelser i gang, har man ikke krav på, at der svares, og ministrene har ingen fordel i at gøre det, siger han.

Loven, der gør aflivningerne lovlige og samtidig forbyder minkavl indtil 2022, tredjebehandles i Folketinget på mandag.