Støjberg erkender at have talt usandt over for Folketinget - men giver embedsfolk skylden
Støjberg mener selv, at hun ikke bør stilles for en Rigsret, og at hun godt kan blive siddende som Venstres næstformand, mens sagen ruller.
Tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) erkender at have givet Folketinget urigtige oplysninger i sagen om ulovlig adskillelse af unge asylpar.
Det siger hun til TV 2, efter Instrukskommissionen mandag har offentliggjort en delberetning om sagen.
Kommissionen konkluderer blandt andet, at Inger Støjberg gav "urigtige" og "misvisende" oplysninger til Folketinget under et samråd i 2017, og at hun var klar over det.
- Det må jeg jo bare tage til mig, siger Inger Støjberg.
- Hær af jurister gennemgik det
Inger Støjberg giver samtidig sine daværende embedsfolk en del af skylden for, at hun førte Folketinget bag lyset.
- Jeg får jo stukket nogle talepunkter i hånden fra mit ministerium - det har været igennem en hel hær af jurister - og der må jeg altså sige, at der forventer jeg jo så også, at de ting var rigtige, siger hun.
- Men nu er det det her, kommissionen siger, og det tager jeg selvfølgelig til mig. Det kan ikke være anderledes. Men det er bestemt ikke med vilje, at jeg siger noget forkert til Folketinget, for det er altså gennemgået af en hel hær af jurister, inden det når op på mit bord.
Inger Støjberg, du fulgte jo selv sagen, og kommissionen siger, at det må have været klart for dig, at det, du sagde, var forkert. Så du kan vel ikke skyde på embedsmændene?
- Nej, men det ændrer jo altså ikke på, at når flere jurister siger, at det her er helt inden for skiven af, hvad du kan sige, så forventer jeg selvfølgelig også, at det er inden for skiven. Men det var det så åbenbart ikke. Det får jeg noget kritik for, og det tager jeg til mig, siger Inger Støjberg.
Afviser at have givet ulovlig ordre til embedsfolk
Inger Støjberg slår samtidig fast, at hun på intet tidspunkt har givet sine embedsfolk en ordre om at bryde loven.
- Jeg hæfter mig ved, at det står klart og tydeligt (i beretningen, red.), at jeg jo ikke på noget tidspunkt har givet en ulovlig ordre til nogen af mine embedsmænd, og det er jo også helt sandt. Der er nul vidner, der har sagt noget andet, og det er selvfølgelig fuldstændig afgørende, siger hun.
Kommissionen konkluderer, at Støjberg ikke direkte udtalte en tjenestebefaling om, at embedsfolkene skulle administrere i strid med loven, men at de i praksis handlede i overensstemmelse med Støjbergs "udtrykte ønske" om at adskille alle par, hvilket var ulovligt.
Ifølge kommissionen blev der administreret "klart ulovligt", og det var en "direkte konsekvens af Inger Støjbergs tydeligt udtrykte ønske om en undtagelsesfri ordning". Kommissionen konkluderer desuden, at Støjberg blev advaret om det flere gange af sit embedsværk.
Inger Støjberg, kommissionen siger, at din udmelding om at adskille alle asylpar fører til den ulovlige praksis. Dermed bliver den vel ført tilbage til dig?
- Jo, men det ændrer bare ikke på, at jeg ikke på noget tidspunkt har sagt til nogen som helst af mine embedsmænd, at de skulle bryde lovgivningen. Jeg har ikke givet tjenestebefaling til nogen som helst, og der er lige præcis nul vidner, der siger, at jeg har det, så det er jo rigtig godt.
Men de skriver jo, at administrationen er en direkte konsekvens af det, du siger, og at embedsværket fører dit ønske ud i livet, fordi de opfatter det sådan på vegne af dig?
- Ja, men der er ingen som helst tvivl om, at jeg ønskede, at alle par skulle adskilles. De kunne de så ikke på grund af lovgivningen. Og der er heller ikke nogen tvivl om, at jeg udfordrede mit embedsværk i, om det nu også kunne være rigtigt, at man ikke kunne, fordi jeg er inderligt imod barnebrude, og det vil jeg være til min dødsdag. Men derfra til at have sagt, at nogen skulle gøre noget ulovligt for at gennemføre det her, er der altså meget lang vej, og det har jeg netop ikke gjort.
Støjberg vægter stadig ministernotat meget højt
Da Inger Støjberg blev afhørt i Instrukskommissionen, brugte hun et såkaldt ministernotat som sit stærkeste forsvar. Hun henviste til, at hun dagen inden udsendelsen af den ulovlige instruks i februar 2016 godkendte notatet, hvoraf det fremgik, at der i sagsbehandlingen skulle tages hensyn til international lov.
Kommissionen hælder det forsvar ad brættet. I beretningen står der, at notatet "utvivlsomt mistede sin betydning som følge af Inger Støjbergs efterfølgende meget klare tilkendegivelser - både eksternt og internt i departementet - om, at hun ville have en undtagelsesfri ordning".
Inger Støjberg, da du blev afhørt i kommissionen, lagde du vægt på, at du havde et juridisk sikkerhedsnet i form af et ministernotat. Det tilsidesætter kommissionen fuldstændig og anser for at være nul og niks. Så hele dit forsvar er jo faldet væk?`
- Nej, det er det jo ikke. Jeg kan godt undre mig over, at man ikke vægter et ministernotat.
De siger, at det ikke spillede nogen rolle?
- Det vægter jeg altså selv meget højt, og det er jo også det, embedsmænd, der var tættest på mig, også gør. Både departementschefen og afdelingschefen siger jo netop, at der lå det her notat, og at jeg modvilligt sagde ja til det.
- Jeg sagde ja til, at der kunne være undtagelser. Det var på et tidspunkt, hvor vi troede, at det var en teoretisk sandsynlighed, at der kunne dukke nogen op, der ikke kunne adskilles. Det viste sig så hen ad vejen, at der var par, der ikke kunne blive adskilt. Det var også derfor, fem par ikke blev adskilt. Det var sådan set ikke med min gode vilje, men jeg accepterede også, at det var sådan, og det er jo så også det, der i dag - trods alt - står.
- Der er på ingen måde grundlag for rigsretssag
Efter kommissionens beretning er det nu op til Folketinget at vurdere, hvilke konsekvenser sagen skal have for Inger Støjberg, herunder om der skal rejses en Rigsretssag.
Set fra et juridisk perspektiv er der grundlag for at rejse en Rigsretssag, vurderer professor i forfatningsret Jens Elo Rytter fra Københavns Universitet.
Men det er Støjberg uenig i.
- Det er jo ikke op til mig at vurdere. Det er op til Folketinget. Men jeg synes selvfølgelig ikke selv, at der på nogen måde er grundlag for en rigsretssag. For det væsentlige i det her er jo, om jeg gav en ulovlig ordre til mine embedsmænd eller ikke gjorde. Det gjorde jeg ikke. Det har jeg selv sagt, og det har samtlige vidner nu også bakket op om.
Hun mener også, at hun godt kan blive siddende som Venstres næstformand og passe sine ordførerskaber, mens sagen kører.
- Ja, det mener jeg helt bestemt, at jeg kan, siger hun.
Andre steder i samfundet suspenderer man folk, når de har sådan noget hængende over hovedet. Så hvorfor kan du det?
- Hvis jeg havde sagt til nogen, at de skulle bryde lovgivningen, havde tingene set anderledes ud. Men det har jeg altså ikke, og det er også det samtlige vidner siger, så selvfølgelig kan jeg det.