Politik

Ellemann reagerer på Støjberg-sag: - Det er en kraftig kritik, og den skal vi tage alvorligt

Inger Støjberg erkender fejl, men afviser at have givet en ulovlig ordre.

Venstre vil tage kritikken af tidligere udlændinge- og integrationsminister og Venstres nuværende næstformand, Inger Støjberg, alvorligt.

Det siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til TV 2, efter Instrukskommissionen mandag har afgivet en delberetning om sagen om adskillelse af unge asylpar.

- Dels så hæfter jeg mig ved, at der ikke er givet nogen direkte ulovlig ordre om, at der skal handles i strid med lovgivningen, og så hæfter jeg mig også ved, at der er en kraftig kritik, og den skal vi tage alvorligt, siger han til TV 2.

Venstre har indkaldt til møde

Ellemann oplyser, at han endnu ikke har læst hele rapporten, og at han til at begynde med vil sætte sig og læse beretningen fra kommissionen.

- Og så har vi en ordentlig behandling af det i Venstre, og så har vi en ordentlig behandling af det i Folketinget, siger han.

Ifølge TV 2s oplysninger har Venstre indkaldt både hovedbestyrelsen, forretningsudvalget og partiets borgmestre til orientering om sagen.

Tidligere på dagen har Venstres folketingsgruppe holdt et lignende orienteringsmøde. Ifølge TV 2s oplysninger var der ikke nogen debat om sagen, men tale om en orientering.

Det er op til Folketinget at afgøre, hvilke konsekvenser kommissionens undersøgelse skal have for Inger Støjberg, herunder om hun i yderste konsekvens skal stilles for en rigsret.

- Klart ulovligt og "urigtige" oplysninger

Sagen om adskillelse af unge asylpar rækker tilbage til februar 2016, hvor Inger Støjberg udsendte en pressemeddelelse om, at alle par på landets asylcentre skulle adskilles, hvis den ene var under 18 år. Meddelelsen blev opfattet som en instruks, og ombudsmanden konkluderede efterfølgende, at instruksen var ulovlig.

Instrukskommissionen har skullet undersøge, om Inger Støjberg bevidst brød loven, og om hun talte usandt over for Folketinget.

Kommissionen konkluderer, at Støjberg ikke direkte udtalte en tjenestebefaling om, at embedsfolkene skulle administrere i strid med loven, men at de i praksis handlede i overensstemmelse med Støjbergs "udtrykte ønske" om at adskille alle par, hvilket var ulovligt.

- Dette ønske fastholdt Inger Støjberg på trods af flere mundtlige advarsler fra embedsværket, og den praksisændring, der blev meddelt Udlændingestyrelsen 10. februar 2016, var således en direkte konsekvens af Inger Støjbergs tydeligt udtrykte ønske om en undtagelsesfri ordning, står der i beretningen fra kommissionen.

Den undtagelsesfrie instruks havde den følge, at der i Udlændingestyrelsen i hvert fald i en periode blev administreret "klart ulovligt", fastslår kommissionen.

Kommissionen konkluderer desuden, at Støjberg har givet "urigtige og misvisende" oplysninger til Folketinget.

Støjberg: Den kritik tager jeg selvfølgelig til mig

Inger Støjberg har også selv reageret på sagen på sin Facebook-profil.

Hun erkender, at der er begået fejl i sagen, men hun slår fast, at hun ikke "på noget tidspunkt har bedt nogen om at udføre noget ulovligt".

- Der er blevet begået fejl i sagen, det bliver jeg kritiseret for, og den kritik tager jeg selvfølgelig til mig. Men det ændrer ikke på, at jeg ikke har afgivet en ulovlig ordre, skriver Inger Støjberg.

I Facebook-opslaget forholder hun sig ikke til kommissionens konklusion om, at den ulovlige praksis var en direkte konsekvens af hendes ønske om at adskille alle par, at hun var blevet advaret flere gange af sit embedsværk, og at hun har talt usandt over for Folketinget.