Nu får vi beviserne i Støjberg-sagen
Efter knap et års arbejde fremlægger Instrukskommissionen mandag sine konklusioner, og så er det op til Folketinget at fælde dom over Inger Støjberg.
Mandag formiddag fremlægger Instrukskommissionen sin beretning om, hvad der skete, da Venstres daværende integrationsminister Inger Støjberg ville adskille alle asylægtepar, hvor den ene var under 18 år.
Kommissionen har gennemtrawlet skriftligt materiale og afhørt 42 vidner, herunder Støjberg selv og daværende statsminister, partifællen Lars Løkke Rasmussen.
Alt sammen med henblik på at vurdere om Inger Støjberg gav en ulovlig instruks, og hvorvidt hun senere førte Folketinget bag lyset.
Ligeledes ser kommissionen på embedsmændenes rolle, men først til foråret kommer bedømmelsen af, om de har et ansvar i sagen.
Her og nu gælder det alene Inger Støjberg.
Hvilke beviser finder kommissionen vigtige, og hvordan tror de, at begivenhederne har fundet sted?
Derefter er det op til Folketinget, om forløbet skal have konsekvenser for den tidligere integrationsminister.
Kommissionen vurderer altså ikke, om Inger Støjberg bør straffes for brud på loven om ministeransvar. Den siger heller ikke noget om, hvorvidt sagen skal ende i Rigsretten.
Men den siger så meget andet, hvor tingene vil stå skrevet mellem linjerne.
Central dato
Den helt centrale dato er 10. februar 2016. En dag der begyndte med et møde i koncerndirektionen i Integrationsministeriet og sluttede med, at Udlændingestyrelsen i et opkald fik besked om, hvordan de skulle håndtere adskillelsen af asylpar.
Forklaringerne fra de vigtigste personer på dagen stritter i helt modsatte retninger. Hvem tror kommissionen på, og hvordan opfatter den begivenhederne?
Det bliver helt afgørende for den samlede konklusion om Inger Støjbergs rolle.
På den ene side står den ledende jurist i ministeriet Lykke Sørensen. Hun har forklaret, at hun på mødet om formiddagen advarede Inger Støjberg om, at det var ulovligt at adskille alle asylpar med en mindreårig uden undtagelser. Forinden havde hun konsulteret Justitsministeriet, der gav hende ret.
Alligevel udsendte ministeren en pressemeddelelse omkring klokken 14.15 og holdt samtidig et doorstep (kort og uformelt pressemøde på gangen, red.) for pressen på Christiansborg.
Inger Støjbergs hovedbudskab var krystalklart: Asylparrene skulle alle skilles ad. Hun nævnte ikke undtagelser.
Men, har hun forklaret for kommissionen, det var en politisk tilkendegivelse. Hun vil og skal ikke nævne undtagelser. Så vil medieinteressen dreje sig om dem og ikke hovedbudskabet.
Pressemeddelelsen var derfor ikke en juridisk ordre.
Trumf i ærmet
Under afhøringerne i kommissionen trak Inger Støjberg endda en trumf op af ærmet.
Et hidtil ukendt ministernotat fra 2. februar, som hun godkendte 9. februar – altså dagen før den afgørende dag.
Notatet nævner undtagelser, hensyn til internationale konventioner og krav om individuel sagsbehandling. Alt det som ombudsmanden året efter i kraftig kritik af ministeriet ikke kan genfinde i adskillelsen af ægteparrene.
Men det er ikke Støjbergs eller ministeriets skyld, hævder afdelingschefen Line Skytte Mørk Hansen, der fra Integrationsministeriet allerede om eftermiddagen 10. februar over telefon instruerede Udlændingestyrelsen i, hvordan de straks skulle begynde at skille parrene ad.
Hun siger, at hun læste op af ministernotatet og eksplicit nævnte undtagelser.
På samme måde som Støjberg mener hun, at den ulovlige sagsbehandling i Udlændingestyrelsen skyldes sagsbehandlerne dér og deres misforståelser.
Ministernotatet var "dødt og borte"
Det benægter de to repræsentanter fra Udlændingestyrelsen, som sad i den anden ende af røret 10. februar. De siger, at de alene fik at vide, at det var pressemeddelelsen, der gjaldt.
Styrelsens udlægning er under afhøringerne i kommissionen blevet bakket op af Lykke Sørensen, den ledende jurist i Integrationsministeriet samt hendes souschef Jesper Gori.
Jesper Gori har forklaret, at ministernotatet efter mødet i Koncerndirektionen og Støjbergs pressemeddelelse var ”dødt og borte”.
Lige efter mødet sendte Udlændingestyrelsens direktør, Henrik Grunnet, ligeledes en mail til sine folk, hvor han skrev, at der ikke er tvivl om ministerens stilling til sagen.
De skulle alle skilles ad ”uanset Børnekonventionen, når parret har et fælles barn”. Også dét modsiger Støjbergs forklaring.
Spørgsmålet er: Hvem tror kommissionen på? Og hvilken vægt tillægger den ministernotatet?
Hvis kommissionen også mener, at det var ”dødt og borte” efter 10. februar, falder Inger Støjbergs væsentligste forsvarsbastion, og så vil de alvorlige anklager formentlig strømme ind.
Det taler næppe til Støjbergs fordel, at hun i byger af svar til Folketinget gennem tre år ikke selv har nævnt notatet.
Til Støjbergs fordel
Alt det drejer sig om de faktiske begivenheder.
Men den igangværende minksag, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) er under borgerlig anklage for under et pressemøde at afgive en ulovlig ordre om, at alle mink skal aflives, kan måske vise sig til Støjbergs fordel.
Juristerne er rygende uenige. Er det ikke det samme i Støjbergs sag? Og hvis kronjuristerne i Justitsministeriet kan frikende statsministeren, hvorfor er Støjberg så under anklage for lovbrud?
Hvad er forskellen på et pressemøde og en pressemeddelelse? Instrukskommissionen tager næppe stilling.
Ombudsmanden gjorde det heller ikke, men det bliver givet en del af den politiske debat, hvis Støjberg skal stå til ansvar.
Sandhedspligten
Kommissionen skal også vurdere, om Inger Støjberg har overholdt den såkaldte ”sandhedspligt”. En minister må ikke lyve og slet ikke for Folketinget. Det bryder også med loven om ministeransvar.
Først var sagsbehandlingen lovlig, og så var den ikke i løbet af fire samråd i de tre efterfølgende år og svar på massevis af spørgsmål efter 10. februar 2016.
Men mest risikofyldt for Støjberg er måske hendes svar til Folketinget 22. juni 2017. Her var Henrik Grunnets ovennævnte mail efter koncerndirektionsmødet pludselig dukket op.
Støjberg havde tidligere oplyst til Folketinget, at der ikke fandtes skriftlige kilder til mødet, men 22. juni 2017 måtte hun fremsende oplysning om mailen, der blev fundet efter fornyet gennemgang i Udlændingestyrelsen.
Støjberg: Jeg kendte ikke indholdet af mailen
Hun fremsendte dog ikke selve mailen til Folketinget eller oplyste om, hvad der stod i den. Hun sagde kun, at hun havde fået at vide, mailen ikke fortalte noget nærmere om indholdet af drøftelserne på mødet.
Hun erklærede samtidig, at hun heller ikke selv kendte indholdet. En forklaring, der i kommissionen er imødegået af Lykke Sørensen, som under vidneansvar har oplyst, at hun fortalte Støjberg om, hvad Grunnet skrev.
En forklaring, både Støjberg og hendes særlige rådgiver, Mark Thorsen, dog benægter.
Hvem tror kommissionen på? Hvis de tror på Lykke Sørensen, har Støjberg løjet for Folketinget.
Hurtig reaktion
Når kommissionens beretning bliver offentliggjort mandag formiddag, vil Folketingets partier formentlig hurtigt reagere med deres bedømmelse.
Alt efter kommissionens bevisvurdering vil nogle af partierne måske endda kræve den store hammer i form af en rigsretssag. Inger Støjberg vil sikkert også selv forklare sig.
Men den endelige konklusion vil dog nok vente på sig. Formelt i den slags sager vil Folketinget nedsætte et underudvalg til at vurdere beretningen.
Juridisk ekspertise vil blive konsulteret. Hvis det skal ende med en tiltale og en rigsretssag mod Inger Støjberg, skal Folketinget dog ikke vente alt for længe. Også her er datoen 10. februar afgørende.
Denne dato næste år er nemlig fem år efter den famøse pressemeddelelse. Hvis ikke Folketinget har konkluderet juridisk inden da og vedtaget et anklageskrift, er det næsten lige meget. For så er sagen forældet.