Politik

Forsvarsminister nægter at svare på, hvornår hun blev bekendt med manglende lovhjemmel

Forsvaret har ikke foretaget sig noget ulovligt, understregede Trine Bramsen (S) på dagens samråd.

Det samme svar lød igen og igen, da forsvarsminister Trine Bramsen (S) tirsdag formiddag var i samråd om Forsvarets indblanding i minksagen.

Her forsøgte en gruppe vedholdende spørgere i en time at få svar på, hvornår ministeren blev bekendt med, at der ikke var lovhjemmel til at sige, at alle landets mink skulle aflives.

Men lige lidt hjalp det.

For hver gang spørgsmålet blev stillet, lød det, at hun "ikke anerkender præmissen om, at Forsvaret skulle have gjort noget ulovligt".

- Det har Forsvaret ikke. Forsvaret har optalt mink og lavet afslutningseftersyn. Begge dele er der lovhjemmel til, lød det.

Forsvarsminister: - Det var ikke ulovligt

Da samrådet lakkede mod enden, var der tydelig frustration blandt spørgerne.

Den konservative sundhedsordfører, Per Larsen, var efter eget udsagn "meget irriteret". Han var helt med på, at der isoleret set var hjemmel til at tælle de døde mink, men hvad hjælper det, når minkavlingerne var ulovlige, ville han vide.

- Det er jo nemt nok at sidde og sige, at der var lovhjemmel, men når selve aktionen var ulovlig, burde det jo gøre indtryk på en minister. Jeg kan i hvert fald sige, at det har gjort stort indtryk på rigtig mange mennesker – og faktisk også på noget af Forsvarets eget personale, sagde Per Larsen.

Han fortalte også, at han har talt med en kvinde, som først blev ringet op af politiet, da de holdt nede for enden af indkørslen:

- Umiddelbart efter kom Forsvaret. Er det ikke et problem for retsstatsfølelsen i det her land?

Ifølge ministeren kom Forsvaret dog aldrig bare rullende ind til folk, men ringede og lavede aftaler hver gang.

- Spørgeren bliver ved med at vende tilbage til, at det er ulovligt. Uanset hvor mange gange, der bliver spurgt, kommer jeg ikke til at sige, at det var ulovligt. For det var det ikke, svarede Trine Bramsen.

Ikke anderledes end andre opgaver

Den opgave, Forsvaret hjalp med at løse, var nemlig ikke selve minkaflivningen, sagde ministeren.

Den minkaflivning, der viste sig ikke at være lovhjemmel til.

Trine Bramsen henviste til paragraf 7 i forsvarsloven, som giver ministeren mulighed for at bede Forsvaret om at "løse andre opgaver, herunder for politiet". Det hører optællingen af mink, ifølge ministeren, under.

Og selvom flere af spørgerne altså gang på gang forsøgte at spore ministeren hen på den overordnede aktion, der handlede om at alle mink skulle aflives, var svaret, at ansvaret ikke lå hos Forsvaret, men den myndighed, der beder Forsvaret om hjælp.

- Den opgave er jo ikke anderledes, end når Forsvaret løser andre opgaver for andre ministerier, lød det fra Trine Bramsen.

Ministeren: - Skadeligt for Forsvaret

Ministeren anfægtede også spørgernes retorik og kaldte den ”skadelig for vores forsvar”.

- Jeg synes, vi skal på passe på, hvad vi gør ved vores myndigheder, som vi jo har stor tillid til. Når man siger eller skriver på Facebook, at de har handlet ulovligt, er det jo klart, at der sidder nogle borgere tilbage og tænker: ”Nå, så Forsvaret er sådan nogle, der bare kan komme kørende op ad indkørslen”, sagde hun.

Venstres Hans Christians Schmidt kaldte det efterfølgende direkte ”intimiderende,” at ministeren kan finde på at blande sig i, hvad man kan og ikke kan skrive på sociale medier om sagen.

- Kan vi ikke godt blive fri for det der? Det hører sig altså ikke hjemme i så alvorlig en sag, sagde han og forsøgte nok engang at få besvaret samrådets helt store spørgsmål:

- De andre ministre har svaret på, hvornår de fik at vide, at der ikke var lovhjemmel til at slå alle mink ihjel. Hvorfor kan vi ikke få det at vide fra dig?

Optælling fortsatte, selvom ministre fik besked

Forsvarsministeren stod fast på, at hun alene skulle forholde sig til, hvorvidt der er lovhjemmel til de ting, Forsvaret foretager sig. Og det er der, konstaterede hun.

- Hvad der sker på andre områder, må spørgeren simpelthen tage med de ansvarlige ministre, sagde Trine Bramsen.

Statsministeren, sundhedsministeren, justitsministeren og fødevareministeren har alle udtalt, at de blev bekendt med den manglende lovhjemmel i weekenden 7. og 8. november, flere dage efter at Mette Frederiksen (S) 4. november sagde på et pressemøde, at alle mink skulle aflives.

Aflivningerne af mink og forsvarets indsats fortsatte i dagene efter.