Coronavirus

TV 2 erfarer: Ældste skoleelever sendes hjem, og restauranter skal lukke i 38 kommuner

Nye restriktioner vil gælde i København, Aarhus, Odense og en lang række kommuner i hovedstaden og på Sjælland.

De ældste skoleelever fra 5. klasse og opefter skal sendes hjem, og alle restauranter, barer, biografer og teatre skal lukke ned i store dele af landet fra på onsdag.

Derudover hjemsendes offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner.

Det er en række af de nye restriktioner, som regeringen har besluttet at indføre for at mindske coronasmitten. Det erfarer TV 2 fra flere kilder.

TV 2 erfarer

Denne artikel bygger på oplysninger fra anonyme kilder, da informationerne kun har været mulige at fremskaffe under betingelse af anonymitet.

Det har TV 2 accepteret, fordi TV 2 finder oplysningerne relevante for offentligheden.

De nye restriktioner vil gælde i 38 kommuner, som tæller blandt andet København, Aarhus, Odense samt en lang række kommuner i hovedstaden og på Sjælland.

Det er endnu uklart, hvor længe nedlukningen i kommunerne skal stå på.

Regeringen vil præsentere de nye restriktioner på et pressemøde mandag klokken 12.

Forud for pressemødet er Folketingets sundhedsordførere mandag morgen blevet orienteret om de nye restriktioner. Også 38 borgmestre er ifølge TV 2s oplysninger blevet indkaldt til orientering mandag morgen.

Borgmestre fra følgende 38 kommuner er indkaldt:

  1. Albertslund
  2. Allerød
  3. Ballerup
  4. Brøndby
  5. Dragør
  6. Egedal
  7. Faxe
  8. Fredensborg
  9. Frederiksberg
  10. Frederikssund
  11. Furesø
  12. Gentofte
  13. Gladsaxe
  14. Glostrup
  15. Greve
  16. Gribskov
  17. Halsnæs
  18. Helsingør
  19. Herlev
  20. Hillerød
  21. Hvidovre
  22. Høje-Taastrup
  23. Hørsholm
  24. Ishøj
  25. København
  26. Køge
  27. Lejre
  28. Lyngby-Tårbæk
  29. Odense
  30. Roskilde
  31. Rudersdal
  32. Rødovre
  33. Slagelse
  34. Solrød
  35. Tårnby
  36. Vallensbæk
  37. Vordingborg
  38. Aarhus

Af denne artikel har det tidligere fremgået, at elever fra 4. klasse og opefter sendes hjem. Dette er rettet til 5. klasse og opefter.