Politik

Håndværkerfradraget hæves - men branchen har allerede rygende travlt

Byggebranchen har nok at se til på trods af coronavirus. Men at hæve håndværkerfradraget er alligevel ikke nogen dum idé, lyder det fra fagforbund.

Søndag eftermiddag præsenterede regeringen og støttepartierne deres nye finanslov for 2021.

I den fremgår det, at boligjobordningen - også kendt som håndværkerfradraget - hæves til 25.000 kroner. Det gælder for både service- og håndværksydelser, så sammenlagt er loftet på fradraget nu hævet til 50.000 kroner.

- Vi vil på denne måde hjælpe virksomheder til at få ansat folk, sagde finansminister Nicolai Wammen (S) ved pressemødet i Finansministeriet.

- Vi ved ikke, hvad 2021 kommer til at byde på. Derfor vil vi gerne holde hånden under håndværkerne, lød det.

Men mange håndværkere har haft masser at lave trods krisen, og derfor vækker det nogle steder undren, at det er byggebranchen, som hånden holdes under.

Hjælp til andre i samfundets ånd

Ifølge tømrermester ved Østerbrogruppen Thomas Reesen er december til februar typisk stille måneder i branchen, men i år har december været alt andet end stille - til trods for coronavirus.

Med ændringen i håndværkerfradraget er han ikke i tvivl om, at det vil fortsætte:

- Hvis jeg kigger ind i glaskuglen, tror jeg, at det her vil give os rigtig meget at lave, siger han til TV 2.

Travlheden i byggebranchen kan kobles sammen med udbetalingen af sammenlagt 30 milliarder indefrosne feriekroner. I oktober svarede 44 procent af danskerne nemlig, at de ville bruge pengene på boligforbedringer.

Samtidig fortalte virksomheden 3byggetilbud til TV 2, at de i efteråret oplevede 50 procent flere ordrer end i foråret, og flere byggevirksomheder meldte om lange ventetider.

Selvom vi har stor forståelse for, at andre industrier har det hårdt, er det ikke nogen dum idé at satse på byggeribranchen

Gunde Odgaard, sekretariatschef i Bygge-, Anlægs- og Trækartellet

Thomas Reesen oplever, at det fortsat ser fint ud over hele linjen.

Derfor undrer han sig over, at de 340 millioner, der er afsat til at hæve fradraget, ikke bruges på mere hårdt trængte brancher:

- I samfundets ånd er der måske også andre, der har brug for at få tilført den slags penge. Oplevelsesindustrien har i den grad fået en på hatten, og de kunne have gavn af en ordning a la den, vi har fået, siger han.

Thomas Reesen understreger, at han er mere end tilfreds med regeringens håndsrækning, men han mener, det ville være på plads med en tilsvarende hjælp til andre industrier.

Rettidig omhu

At byggeribranchen er rigtig godt kørende i øjeblikket, bakker Gunde Odgaard op om. Han er sekretariatschef i Bygge-, Anlægs- og Trækartellet, der er en sammenslutning af syv fagforbund i branchen.

Alligevel mener han, at det er fornuftigt at hæve fradraget, fordi det kan skabe en "voldsomt høj multiplikatoreffekt":

- Der er en hel kæde af folk, som har nytte og gavn af, at der er gang i byggeriet. Det skaber blandt andet jobs til materialer og transport og mon ikke, der også bliver solgt et par stykker smørrebrød mere, siger Gunde Odgaard til TV 2.

Desuden er der ingen, der ved, hvordan branchen vil klare sig i det nye år, siger han.

Derfor kalder han løsningen for "rettidig omhu":

- Vi er mere konjunkturfølsomme end så mange andre brancher, så selvom vi har stor forståelse for, at andre industrier har det hårdt, er det ikke nogen dum idé at satse på byggeribranchen på grund af multiplikatoreffekten, lyder det fra Gunde Odgaard.