Politik

Giften har ligget i jorden siden 60'erne - nu starter oprensningen

Fem ud af i alt ti generationsforureninger er sat forrest i køen.

Siden 1960'erne har store jordforureninger ligget og ulmet under overfladen.

Som postkort fra en svunden tid har de mindet os om, hvordan man for flere årtier siden ikke havde den samme viden om eller regler for håndtering af skadelige stoffer.

Nu går oprensningen i gang, lyder det fra aftalepartierne bag finansloven for 2021.

Der sættes således samlet 630 millioner kroner af til projektet frem mod 2025.

Fem giftgrunde står forrest

Der findes i alt ti generationsforureninger i Danmark, men partierne har valgt at sætte fem af dem forrest i køen.

Det gælder forureningerne ved:

  • Himmark Strand
  • Kærgård Klitplantage
  • Det tidligere Grindstedværket
  • Høfde 42
  • Cheminovas gamle fabriksgrund

De resterende fem giftgrundes fremtid er altså dermed fortsat ukendt.

Men regeringen, SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet har givet håndslag på at gøre status i 2023 og drøfte, hvordan de skal håndteres.

Oprensningen skal varetages af regionerne og sættes i gang i 2021. Først i 2033 forventer partierne at være i mål.

SF's hovedkrav

Pengene til oprensning af generationsforureninger har længe fyldt meget hos SF.

Allerede forud for sidste års finanslovsforhandlinger erklærede SF det som mål at sikre 300 millioner kroner ekstra i 2020 til de ti forureninger. Det kom de dengang ikke igennem med.

Siden tog de turen til forureningernes knudepunkt, Høfde 42 i det vestjyske, for at præsentere oprensningen som et reelt hovedkrav til finansloven for 2021.

Under fødderne på dem lå resterne af kemikalievirksomheden Cheminovas spildevand og giftigt affald. Ifølge Region Midtjylland rummer det gamle depot på mere end 100 tons kemikalier.

Om det var turen vestpå, der gjorde udslaget, vides ikke. Men det var utvivlsomt en berørt partileder, der søndag satte ord på den politiske sejr:

- Generationsforureningerne står som sorte skampletter på danmarkskortet. Mange har snakket om dem, men ingen har gjort noget. Nu går vi i gang. Det her er starten på et helt nyt eventyr, lød det fra Pia Olsen Dyhr (SF).

"En kæmpe forløsning"

Dagens nyhed er også en stor sejr for miljøforkæmperen Bjarne Hansen fra Thyborøn.

Det var hans far, Aage Hansen, der først gjorde opmærksom på giftdepotets konsekvenser for miljøet.

Siden overtog sønnen kampen for at få ryddet op efter fortidens synder.

- Det er en kæmpe forløsning, men lige nu har jeg svært ved at sætte ord på, siger en rørt Bjarne Hansen til TV MIDTVEST.