Politik

Orla Østerby forlader de konservative

Håndteringen af en sag om 'grænseoverskridende adfærd' har resulteret i, at Orla Østerby har valgt at blive løsgænger i Folketinget.

Orla Østerby forlader Det Konservative Folkeparti og bliver løsgænger i Folketinget.

Det meddeler han i en kortfattet pressemeddelelse til TV MIDTVEST fredag aften.

- Det gør jeg som en konsekvens af partiets håndtering af sagen, hvor jeg blev beskyldt for grænseoverskridende adfærd overfor en kollega. Jeg har ikke yderligere kommentarer til udmeldelsen, står der i pressemeddelelsen.

Fik frataget ordførerskaber

Tilbage i oktober måned fik Orla Østerby frataget sine ordførerskaber for Det Konservative Folkeparti på grund af ”grænseoverskridende adfærd”.

Det skrev partiet i en pressemeddelelse.

Partiets ledelse var blevet bekendt med en række episoder, hvor Orla Østerby havde overskredet sin partikollega Brigitte Klintskov Jerkels grænser i 2017.

- Partiet kan på ingen måde acceptere, at man fysisk og verbalt udsætter en anden for grænseoverskridende adfærd. Derfor fratager vi nu Orla Østerby hans ordførerskaber, lød det fra gruppeformand Mai Mercado.

Orla Østerby udtalte i oktober, at hændelserne skete i "misforstået kækhed, som desværre ikke blev opfattet sådan".

- Det beklager jeg dybt. Vi lever jo i en tid, hvor mange må lære noget i forhold til, hvordan adfærd opfattes, lød det fra det nu tidligere medlem af de konservative.

Den undskyldning accepterede Brigitte Klintskov Jerkel.

- Orla har givet mig en undskyldning, og den har jeg taget imod. Jeg er glad for, at partiets ledelse har håndteret sagen, som den har gjort. Det er ikke nemt at stille sig frem og fortælle om den slags episoder, lød det i partiets pressemeddelelsen om sagen.

Orla Østerby er 67 år gammel, og var indtil oktober ordfører for idræt, landbrugs og fødevarer, kommunalpolitik, landdistrikter samt små-øer, kirke og dyrevelfærd.