Politik

Gavekort, højere fradrag og feriepenge: Sådan vil partierne stimulere dansk økonomi

Finansministeren har tidligere sagt, at han håber på en bred, politisk aftale. Derfor er blå blok også repræsenteret ved forhandlingerne.

Under overskriften "Grøn Genstart af Danmark" forhandler en række af Folketingets partier i disse dage om finanslov, klima og økonomisk stimuli.

Enkelte partier har allerede løftet sløret for, hvordan de mener, økonomien skal stimuleres.

Blandt andet nævnte statsminister Mette Frederiksen (S) for uger tilbage, at regeringen undersøgte muligheden for at give et skattefradrag på hotel- og restaurantbesøg.

Men hvad mener de andre partier, der sidder med ved forhandlingerne? TV 2 har herunder samlet nogle af de forslag, de indtil videre er kommet med.

Enhedslisten

Giv gavekort på 1000 kroner

Søndag lød det fra støttepartiet Enhedslisten, at de vil uddele firecifrede oplevelsesgavekort.

Konkret foreslår de at give alle udeboende personer over 18 år med en månedlig indkomst før skat på op til cirka 32.000 kroner et oplevelsesgavekort på 1000 kroner.

Forslaget vil gavne cirka 3,3 millioner danskere, og de samlede udgifter vil ifølge Enhedslisten være på 3-3,5 milliarder kroner.

- Med et oplevelsesgavekort kan vi give folk en på opleveren og lidt lys i vintermånederne. Det synes jeg ærlig talt, de har fortjent, siger partiets erhvervs- og beskæftigelsesordfører Victoria Velasquez.

Socialistisk Folkeparti

Rens generationsforureninger og invester grønt

Hos SF tager de hverken imod Enhedslistens gavekort-idé eller regeringens skattefradrag med særligt åbne arme.

- Udover at det koster en masse penge, er der ret mange problematikker i forhold til, hvordan man vil sikre en social balance og samtidig sikre, at pengene bliver brugt bedst muligt, siger finansordfører Lisbeth Bech-Jensen.

SF's bud på stimulerende tiltag er i stedet en række investeringer i klima.

- Stimuli-pakken er jo en blandet landhandel for regeringen, så vi kæmper for, at den skal være grøn. Et af vores fokusområder er energirenovering, oprensning af generationsforureningerne og rejsning af skov. Det vil både skabe faglærte og ufaglærte jobs, siger hun.

Radikale Venstre

Invester i klima og teknologi

Tanken om de grønne initiativer griber Radikale Venstre.

Finansordfører Andreas Steenberg fortæller, at deres prioriteringer er at få skabt varige arbejdspladser ved at investere i teknologi, digitalisering og klima.

Derfor har Radikale Venstre konkret foreslået at investere i flere ladestandere til elbiler, udskiftning af oliefyre og Power-to-X.

Det dækker over en teknologi, hvor man omdanner overskudsenergi fra blandt andet vindmøller til eksempelvis brint. Det anses blandt andet for at være løsningen på, hvordan det i fremtiden kan blive mere grønt at flyve.

Modsat SF er de radikale dog ikke afvisende overfor forslagene fra henholdsvis Enhedslisten og regeringen:

- Vi er ikke imod at gøre noget for oplevelsesøkonomien. Vi skal jo lave en aftale, så derfor hælder vi ikke de andre partier ned ad brættet, siger Andreas Steenberg og tilføjer:

- Vi afviser heller ikke idéen om at udbetale de mange milliarder, der stadig ligger i indefrosne feriepenge.

Venstre

Sænk skatten og udbetal feriepengene​

Udbetaling af indefrosne feriepenge er bestemt noget af det, der slås på tromme for i Venstre.

Derudover ønsker partiet blandt andet at hæve beskæftigelsesfradraget, sætte gang i infrastrukturprojekter, nedsætte et såkaldt "genstartsteam" for landdistrikterne, der skal sikre vækst og bosætning i hele landet, og sænke afgiften på det, de kalder "grænsefølsomme varer".

Det vil sige produkter, som danskerne har hang til at krydse den tyske grænse for at købe. Dog med undtagelse af cigaretter.

Det Konservative Folkeparti

Udbetal feriepengene og indfør et oplevelsesfradrag

Også hos de konservative står udbetalingen af de sidste to ugers indefrosne feriepenge højt på ønskesedlen.

Derudover har partiet ifølge erhvervsordfører Mona Juul foreslået at udvide håndværkerfradraget, så det også kommer til at gælde oplevelsesindustrien. Det desuden ikke alene gælde private, men også virksomheder.

- Forhåbentlig vil virksomheder igen begynde at booke konferencer, overnatninger og bespisning, siger hun til TV 2.

Forhandlingerne om en finanslov for 2021 skal være på plads inden nytår. Det er dog fortsat uvist, om forhandlingerne om økonomisk stimuli bliver en del deraf eller en selvstændig aftale.