Politik

Pia Kjærsgaard: - Jeg kan ikke leve med den situation, Dansk Folkeparti står i

I sin jubilæumstale på Dansk Folkepartis årsmøde klynger partiets stifter sig til, at det går op og ned i politik.

25 år efter, at Pia Kjærsgaard stiftede Dansk Folkeparti, står partiet i en krise så dyb, at end ikke stifteren selv kan acceptere tingenes tilstand.

Det fastslår hun i sin jubilæumstale ved Dansk Folkepartis årsmøde i Odense.

- Jeg har altid kaldt en spade for en spade, og sagt det som det er. Så det vil jeg også gøre nu. Dansk Folkeparti står stadig i en svær situation. Det var to forfærdelige valg i 2019, og vi kæmper stadig med efterdønningerne. Sådan er det, siger hun og tilføjer:

- Mange af os kan ikke leve med den situation DF står i, og jeg kan slet ikke.

- Nu skal vi videre

Forklaringerne er flere. Hun og andre i partiets ledelse har begået fejl, indrømmer Pia Kjærsgaard. Men medierne bærer også en stor del af skylden.

Når onde tunger siger, at Dansk Folkeparti har udtjent sit formål, kan jeg næsten ikke være i mig selv

Pia Kjærsgaard (DF)

Hun har før givet partiets formand Kristian Thulesen Dahl ansvaret, men i sin jubilæumstale er de direkte beskydningerne mod formanden gemt væk for en stund. I stedet appellerer hun til fællesskab:

- Modgang gør som bekendt stærk, og modgang har der så sandelig været rigeligt af det sidste års tid. Men ligesom gode tider ikke varer evigt, så gør de dårlige bestemt heller ikke. Og nu skal vi altså videre. Vi skal videre sammen.

Enig med formanden

Netop Kristian Thulesen Dahl slog i sin tale på tromme for flere af partiets gamle mærkesager, og at det er det, der skal til for at få vendt skuden, er Kjærsgaard enig i.

Lyn-analyse

Det er svært at tolke Pia Kjærsgaards indledende ord anderledes end som en løftet pegefinger over for Kristian Thulesen Dahl, når partiets stifter siger, at hun slet ikke kan leve med den situation, partiet står i.

Kjærsgaard vil se resultater, og jeg kan ikke høre det anderledes end en trussel om, at hvis der ikke snart sker noget, så tager partiets mor affære.

Udlændingepolitikken skal strammes, velfærden skal styrkes. Særligt for de allersvageste.

- Når onde tunger siger, at Dansk Folkeparti har udtjent sit formål, fordi en række partier nu også går ind for en stram udlændingepolitik, så kan jeg næsten ikke være i mig selv. Sandheden er, at der er mere brug for Dansk Folkeparti end nogensinde før, siger hun og langer så ud efter Dansk Folkepartis politiske konkurrenter:

- Uden Dansk Folkeparti vil mange partier lige så stille rykke sig tilbage til deres udgangspunkter fra dengang. Både på udlændingepolitikken og velfærdspolitikken vil det skride uden os. Det er det sidste, danskerne har brug for.

Pia Kjærsgaard var formand for Dansk Folkeparti de første 17 år af partiets levetid.