To ministre tilbageholdt minktrussel, men den ene er fredet, siger støtteparti
Sundhedsminister Magnus Heunicke skal ikke frygte, at Enhedslisten trækker deres støtte, som de gjorde det med Mogens Jensen.
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) er fedtet mere ind i minksagen, end det hidtil har været kendt i offentligheden.
Ifølge Information blev han orienteret om den mulige trussel mod en fremtidig vaccine samme dag som den nu tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S).
Begge tilbageholdt de ifølge avisen den viden for både Folketinget og offentligheden, mens antallet af minkfarme med coronasmitte steg støt.
Én måtte gå
Da Mogens Jensen gik af som minister 18. november, var det blandt andet, fordi støttepartiet Enhedslisten havde trukket deres støtte.
Årsagen var ifølge sundhedsordfører Peder Hvelplund (Ø) særligt, at ministeren havde tilbageholdt informationer.
- Hvis der lander afgørende og alarmerende meldinger på en ministers bord, skal der handles, lød det fra Peder Hvelplund, i minutterne efter at Mogens Jensen havde meldt sin afgang.
Men trods Mogens Jensen og Magnus Heunicke altså sad på informationerne lige længe, skal Heunicke ikke gå samme vej, siger Peder Hvelplund nu til TV 2.
Handlingspligten tæller
Enhedslistens sundhedsordfører har ganske vist indkaldt Heunicke i samråd, hvor han skal redegøre for forløbet. Men ministeren behøver ikke frygte, at tilliden er på spil, siger han.
- Jeg har svært ved at se, hvad der har fået ham til at tilbageholde de oplysninger. Derfor kan det også sagtens være, at vi bliver nødt til at udtale en kritik. Men vi er slet ikke oppe i samme niveau som Mogens Jensen.
Men det var vel af præcis samme årsag, at I ikke længere havde tillid til Mogens Jensen?
- Nej, det er det ikke. Han får information på samme tidspunkt, men det er Mogens, der har handlepligten. Derfor kan man sige, at Mogens Jensens brøde står i, at han hverken informerer eller reagerer. Heunicke svigter alene ved, at han ikke viderebringer de informationer til følgegruppen.
Så uanset hvad Heunicke svarer, har I fortsat tillid til ham?
- Ja, det er ikke hans ansvar, at der ikke bliver handlet på det. Det er uacceptabelt og kritisabelt, men vi er ikke oppe i et niveau, hvor vi drager en konsekvens om ikke at have tillid. Det er ikke ham, der har haft til opgave at handle på de oplysninger. Det bør en ansvarlig minister med handlepligten, siger Peder Hvelplund.
Flere ministre i samråd
Der er endnu ikke sat en dato for, hvornår samrådet om de tilbageholdte informationer skal finde sted.
Sikkert er det dog, at to af Heunickes ministerkolleger, statsminister Mette Frederiksen (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S), onsdag klokken 13 skal svare på spørgsmål om beslutningsprocessen bag den landsdækkende aflivning af mink.
Samrådet er indkaldt af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance.