Politik

Lægeforeningen revser sundhedsministerens vaccineplan: Det er en dårlig ide

Lægeforeningenen mener, at coronavaccinen skal gives i trygge rammer.

Det er en dårlig idé at lade danske borgere blive vaccineret for coronavirus i de hvide testtelte landet over.

Sådan lyder det fra Camilla Noelle Rathcke, der er formand for Lægeforeningen, efter at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag er kommet med de første meldinger om en kommende vaccineplan.

- Det er rigtig godt at komme hurtigt fra start med covid-vaccinationerne, men det er vigtigere, at det bliver gjort rigtigt og trygt for borgerne, siger hun i en mail-kommentar til Ritzau.

- Derfor skal det være egen læge, der vaccinerer – ikke testcentrene.

Ifølge sundhedsministeren er planen, at Testcenter Danmark under regionerne skal stå for et centralt styret system, hvor folk kan blive vaccineret der, hvor de ellers bliver testet for coronavirus.

Men det er ikke en optimal løsning for patienter i risikogruppen, mener Lægeforeningen.

- De praktiserende læger kender patienterne, ikke mindst dem i risikogruppen, og de kan bedre tage hånd om vejledning og vaccination, så det er trygt for patienterne. Desuden skal der være en læge tilstede for at kunne klare eventuelle umiddelbare allergiske reaktioner, patienterne måtte få ved vaccinationen. Det er der ikke i testcentrene, siger Camilla Rathcke.

I Danske Regioner føler formand Stephanie Lose (V) sig dog overbevist om, at regionerne vil kunne løse opgaven med at vaccinere danskerne i testcentrene under gode og trygge forhold.

- Det er en ny opgave for os, som vi ikke har været vidende om, at vi ville få, før for ganske nylig. Og det er klart, at det er en stor logistik opgave. Men den er vi klar til at tage på os, siger hun.

Det skal blandt andet sikres, at der er medarbejdere, der kan vaccinere, og at der er styr på opbevaringen af de fremtidige vacciner. Eksempelvis skal nogle vacciner opbevares ved høje minusgrader.

Hun kan ikke give et estimat for, hvor lang tid det vil tage, før testcentrene vil kunne være klar til at tilbyde vaccinere.

- Men vores ambition er selvfølgelig at være klar, når vaccinen er klar. For der er rigtig mange, der venter på den her vaccine med længsel, siger Stephanie Lose.