Politik

Regeringen vil hæve straf for vanvidskørsel med 50 procent

Med regeringens forslag vil strafferammen være den samme, men der vil kunne lægges 50 procent oveni selve strafudmålingen.

Regeringen vil hæve straffen 50 procent for vanvidskørsel, der resulterer i dødsfald eller alvorlig legemsbeskadigelse eller forvolder nærliggende fare for andres liv eller førlighed.

Det sker for at sende et klart signal om forbrydelsens alvor, fortæller justitsminister Nick Hækkerup (S) til TV 2.

- Vi har desværre set helt forfærdelige episoder, hvor vanvittige personer slår folk ihjel med deres sindssyge kørsel. Det er dybt tragisk og illustrerer behovet for, at hammeren skal falde langt hårdere end i dag.

46.000 bag borgerforslag

Det er ikke første gang, at regeringen foreslår højere straffe. Tværtimod gik det igen i en række af de ni initiativer, regeringen spillede ud med i februar.

Niende initiativ gik dengang på et eftersyn af den nuværende strafferamme for farlig kørsel.

Her fremgik det, at Justitsministeriet ville vurdere, hvorvidt der var behov for skærpelser eller nye bestemmelser for at sikre, at niveauet for straffene var tilstrækkeligt højt.

Siden har 46.000 mennesker underskrevet et borgerforslag om strengere straf til vanvidsbilister, som dræber. Et forslag, som blandt andre 40-årige Jacob Kjær Christensen har sat sin signatur på.

Tre liv, tre års fængsel

I sommer mistede Jacob Kjær Christensen sin lillebror, mor og faster i en ulykke, hvor en 26-årig mand i sin Porsche Cayenne bragede ind i familiens Citroën C4 ved Bogense på Fyn.

Den unge mand var spirituspåvirket og kørte med minimum 154 kilometer i timen på en strækning, hvor han måtte køre 80.

Han blev idømt tre års fængsel og frakendt førerretten i ti år, men gør ifølge Jacob Kjær Christensen ikke op for det tab og den sorg, han skal leve med resten af sit liv.

Med regeringens forslag vil strafferammen være den samme, men der vil kunne lægges 50 procent oveni selve strafudmålingen. Det vil sige, at gerningsmanden i Jacob Kjær Christensens tilfælde ville kunne have fået fire og et halvt års fængsel i stedet for tre.

Andre boller på suppen

Regeringens ønske om at hæve straffen med 50 procent er dog kun første skridt på vejen i kampen for færre vanvidsbilister i Danmark, siger justitsministeren. Folketingets partier forhandler nemlig fortsat om yderligere initiativer - herunder blandt andet konfiskering af biler og øget kontrol med leasingselskaber.

Og ifølge Preben Bang Henriksen (V), formand for Retsudvalget, er der ikke langt igen. Faktisk ville enigheden formentlig allerede have været nået, hvis ikke det var for minksituationen, fortæller han til TV 2.

50 procent oveni den nuværende straf er da også et rigtigt skridt på vejen, lyder det. Men ikke nødvendigvis nok.

- Vi gør grin med ofrene med de nuværende strafniveauer, og 50 procent af ingenting er desværre ingenting. Derfor skal vi ind og fastsætte normalstraffe, som dommerne skal tage udgangspunkt i, siger han og uddyber:

- Situationen, hvor man kører 200 kilometer i timen op ad H.C. Andersens Boulevard, skiller for eksempel vandene. I dag ville det sandsynligvis koste en bøde eller en mindre betinget fængselsstraf, og det kobler vi helt af på. Der skal helt andre boller på suppen.

Aftale i løbet af en uge

Udover spørgsmålet om højere straffe er der ifølge Preben Bang Henriksen kun ét spørgsmål, der afholder forhandlingsparterne fra at nå til enighed:

- Vi er flere partier, som gerne vil have vanvidskørsel sat ind som en måde at få udvist udlændinge, siger han.

Afstanden er dog ikke større, end at det ifølge Preben Bag Henriksen burde kunne lade sig gøre at lande en aftale i løbet af en uges tid.