Mink-sagen

Støjberg-kommentar skaber debat - et opgør tager form, siger politisk redaktør

TV 2s politiske redaktør kalder Støjbergs sprogbrug, der trækker tråde til Trump, for opsigtsvækkende.

Venstres næstformand, Inger Støjberg, vil "have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksens magtarrogance".

Det sagde hun lørdag ved en demonstration mod regeringen i Aarhus, og den udtalelse vækker nu debat i og uden for Venstre.

Udtrykket "dræne sumpen" har været blandt USA's præsident Donald Trumps foretrukne i hans opgør mod det etablerede politiske system i Washington.

Hvad sker der for mit gode gamle parti?

Tidligere Venstre-minister Søren Pind

Og ifølge TV 2s politiske kommentator, Troels Mylenberg, er sump-udtalelsen opsigtsvækkende på flere niveauer.

- Et er, at Inger Støjberg så åbenlyst parafraserer Trumps retorik. Med fuldt overlæg taler hun dette op til et opgør mellem folket og eliten i København.

Ellemann afviser, at Venstre vil dræne nogen sump

Til TV 2 fortæller partiformand Jakob Ellemann-Jensen, at han endnu ikke har set klippet med Støjberg.

- Det er ikke et udtryk, jeg har hørt anvendt. Ikke fra Venstres side i hvert fald. Jeg har hørt det anvendt af den nu snart heldigvis forhenværende præsident i Amerika. Det, han mente med det, det kan jeg forsikre, at det mener Venstre ikke.

- Så når næstformanden siger, at sumpen skal drænes, så synes du ikke, at det er en god idé?

- Jeg har ikke selv hørt det. Jeg kan henvise til, at når den snart forhenværende præsident sagde, at sumpen skal drænes, så var det en henvisning til the establishment (eliten, red.) i Washington og en henvisning til hele statsadministrationen. Det kan jeg forsikre, ikke er Venstres politik. Regeringen skal udskiftes. Statsadministrationen har vi det fint med, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Kommentator: - Et opgør om Venstres linje tager form

Troels Mylenberg kalder det overraskende, hvis Jakob Ellemann-Jensen ikke har hørt Støjbergs vending.

Normalt vil en partiformand nemlig være opmærksom på, hvad hans næstformand kommunikerer, siger han.

- Men det taler de åbenbart ikke sammen om, hvis man skal tro Ellemann. Dertil kommer, at Ellemann prompte hælder sin egen næstformand ned ad brættet ved at sammenligne hende med Trump. Hvis ikke der allerede var lagt op til et opgør om linjen i toppen af det ledende oppositionsparti, så kan man roligt sige, at det tager form, siger Mylenberg.

Ifølge TV 2s politiske kommentator udstiller Støjbergs kommentar og Jakob Ellemanns reaktion også, den splittelse, der er i Venstre mellem storby og land.

- Det virker som om, Inger Støjberg mere eller mindre bevidst graver kløften dybere og på den måde udfordrer Ellemanns lederskab. Endda midt i en sag, som på mange måder har været Venstres mulighed for at samle oppositionen og for en gangs skyld sætte dybe stød ind overfor regeringen.

Troels Mylenberg vurderer, at Støjbergs kommentar ligeledes risikerer at flytte fokus det forkerte sted hen:

- Sigende er det også, at i dag var dagen, hvor Ellemann stolt skulle præsentere Venstres udspil til finansloven. Det forslag lykkes det Inger Støjberg at få sendt lige ned i sumpen.

- Hvad sker der for mit gode gamle parti?

Hvad det konkret er for en sump, Inger Støjberg henviser til, er uklart.

Men både internt i Venstre og blandt politiske kolleger står reaktionerne i kø.

Tidligere Venstre-minister Søren Pind spørger, "hvad der sker for mit gode gamle parti?" opfulgt af en vred emoji.

De radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, mener, at Venstre bør tage afstand fra Støjbergs vending.

- Det dér? Det er splittelse i sin essens. Bliv ikke til GOP (det republikanske parti, red.), skriver hun på Twitter.

SF's næstformand Lise Müller skriver på samme medie, at "Venstre definitivt er sunket så dybt, at man ikke fatter det længere".

TV 2 forsøger at få en kommentar fra Venstres Inger Støjberg.