Hækkerup i angreb på Støjberg: - Usmageligt
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har søndag taget afstand fra sin næstformands kommentarer.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) retter søndag en skarp kritik af Venstres næstformand, Inger Støjberg.
- Ja, regeringen har begået fejl. Det har vi dybt beklaget og undskyldt for. Men Venstre skaber splittelse i Danmark for at vinde politisk terræn. Det er dybt usmageligt. Og skadeligt. Vi vil ikke have en situation som i USA, hvor befolkningen mister tilliden til myndighederne, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Udtalelserne fra Nick Hækkerup kommer, efter at Inger Støjberg under en demonstration lørdag sagde:
- Vi skal have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksens magtarrogance.
Udtrykket "dræne sumpen" har været blandt USA's præsident Donald Trumps foretrukne i hans opgør mod det etablerede politiske system i Washington.
SF: - Afskyeligt
Også hos SF er der frustration over Inger Støjbergs udtalelser.
Her mener formand Pia Olsen Dyhr, at Inger Støjberg laver en helt urimelig sammenligning ved at drage paralleller mellem Danmark og USA, som i de fire år med Trump som præsident er blevet splittet endnu mere end før.
- Jeg synes, det er afskyeligt. Og jeg synes, at Inger Støjberg bør gå ud og trække sine ord i sig. Vi har ikke brug for et polariseret Danmark på samme måde, som vi ser i USA, siger Pia Olsen Dyhr.
Venstre-folk tager afstand
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har søndag sagt til TV 2, at han ikke har hørt udmeldingen fra Inger Støjberg.
- Jeg har hørt det anvendt af den nu snart heldigvis forhenværende præsident i Amerika. Det, han mente med det, kan jeg forsikre, at det mener Venstre ikke, siger Jakob Ellemann-Jensen til TV 2.
Også den tidligere venstreminister Søren Pind har på Twitter kommenteret udtalelsen fra Støjberg.
- "Dræne sumpen...". Hvad sker der for mit gode, gamle parti, spørger Søren Pind.