Politik

- Vi har fejlet, siger departementschef til Mogens Jensen

Ordene kom fra Henrik Studsgaard, som var Mogens Jensens departementschef.

Ministeriet svigtede fødevareminister Mogens Jensen (S).

Det siger departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, i sin afskedstale til Mogens Jensen, der netop er trådt ud af regeringens ministerkabinet.

- Uanset hvordan vi vender og drejer det, så har vi fejlet. Vores system har fejlet. Vi har ikke hjulpet dig godt nok. Det er jeg ked af, lyder det fra departementschefen.

Han fortsætter med at sige, han respekterer Mogens Jensens beslutning om at tage ansvaret for det, Henrik Studsgaard kalder ministeriets fejl.

Mogens Jensen svarer tilbage, at han ikke havde forudset sin egen afsked allerede nu.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det her arrangement ikke stod i min drejebog for bare et par uger siden, siger Mogens Jensen

Den ulovlige ordre

For to uger siden sad Mogens Jensen godt i det.

Som mange andre ministre under coronavirus-krisen havde han fået en utilsigtet vigtig rolle i bekæmpelsen af pandemien.

For pludselig ringede de røde alarmer, og det blev malet på væggen, at Nordjylland kunne blive det nye Wuhan – med andre ord frygtede man en ny coronavirus-pandemi med ophav i Jylland.

Regeringen valgte derfor at udstede en ordre om, at alle mink i Danmark skulle aflives. Det skulle dog vise sig at blive skæbnesvangert for Mogens Jensen.

For ordren var ulovlig. Og tilsyneladende havde Mogens Jensen allerede fået at vide, at det var ulovligt – det blev han advaret om 22. september.

To uger før at ordren blev givet.

Departementschef fortsætter

Den redegørelse om minkforløbet, som regeringen offentliggjorde onsdag, viser, at departementschef Henrik Studsgaard vidste, at det var ulovligt at beordre alle mink aflivet.

Dette advarerede han imidlertid ikke den nu tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S) om det med det samme.

Men modsat Mogens Jensen skal Henrik Studsgaard ikke frygte at miste sin post. Han bliver blot forflyttet som led i ministerrokaden, og er nu kun departementschef i Miljøministeriet.

Om udskiftning af departementschefen i Fødevareministeriet siger tiltrædende fødevareminister Rasmus Prehn (S), at han vil have den bedst mulige start.

- Det nye stærke ministerium for fødevarer, landbrug og fiskeri får en ny departementschef, og da vil jeg selvfølgelig gerne have den bedst tænkelige start, lyder det fra den nye minister.

Venstres Sophie Løhde giver tvetydig lykønskning

Sophie Løhde (V), der er politisk ordfører for sit parti, ønsker både Rasmus Prehn og Flemming Møller Mortensen tillykke med deres nye stillinger som ministre.

- Men det må også være trist at stå der på baggrund af den største demokratiske skandale nogensinde, siger hun og fortsætter:

- Der er udstedt en ulovlig ordre fra statsministeren. Da man blev bekendt med, at det var en ulovlig ordre, så foretog statsministeren sig ingenting. Tværtimod blev militæret jo sendt ud. Der kommer hele tiden nye detaljer frem, der bare får skandalen til at vokse, siger hun.