Politik

Statsministeren lover ’nyt navn på regeringsholdet’

Mette Frederiksen præsenterer sit nye ministerhold for dronningen klokken 14.30.

Der kommer et ”nyt navn på regeringsholdet”, når Mette Frederiksen torsdag eftermiddag præsenterer sine ændringer i regeringen.

Det skriver statsministeren på Facebook.

Hun skriver også, at hun vil præsentere en ny minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, efter at Mogens Jensen onsdag trak sig.

Mogens Jensen var desuden minister for ligestilling og nordisk samarbejde. De ansvarsområder ser altså ud til at blive flyttet til en eller flere andre ministre.

I audiens hos dronningen

Mette Frederiksen vil telefonisk orientere dronningen om ændringerne i regeringen klokken 14.30. Det slår Statsministeriet fast i en pressemeddelelse.

Umiddelbart herefter skal de nye ministre i audiens hos dronningen, og derefter bliver de præsenteret for resten af verden på Slotspladsen foran Amalienborg.

Der er overdragelser i de berørte ministerier klokken 16.

Mette Frederiksen skulle oprindeligt have orienteret dronningen på Amalienborg klokken 11, men planerne blev ændret, fordi en person i Mette Frederiksens familie var testet positiv for coronavirus.

Testet negativ

Statsministeren er nu selv testet negativ for coronavirus. Det ændrer dog ikke på, at det fysiske besøg hos dronningen er aflyst ud fra et ekstra forsigtighedsprincip.

Til gengæld betyder den negative test, at hun fortsætter sit øvrige arbejde. Det vil blandt andet sige, at hun er med til ministerpræsentationen foran Amalienborg, og at hun først på eftermiddagen holder tale for brancheorganisationen for hotel-, restaurant og turisterhvervet, Horesta.

I sit Facebookopslag sender statsministeren også en tak til nordjyderne, hvor størstedelen af de særlige coronarestriktioner nu kan hæves i syv kommuner.

- Tak til nordjyderne for jeres tålmodighed og indsats, skriver hun.

Mette Frederiksen nævner ikke minkskandalen, der kostede Mogens Jensen jobbet som minister, eller de redegørelser, der har trukket flere ministre ind i sagen.

Mogens Jensen skulle også have været også have været hos dronningen torsdag, men hans afskedsaudiens blev udsat, da han var i kontakt med Mette Frederiksen onsdag.