Mette Frederiksen: Jeg vidste det ikke, da jeg traf beslutningen
Sagen kostede onsdag fødevareminister Mogens Jensen (S) posten.
- Redegørelsen viser, at jeg og regeringen ikke vidste, at der ikke var lovhjemmel, da vi traf beslutningen,
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) til TV 2 dagen efter, der kom en redegørelse i sagen om regeringens håndtering af aflivningen af danske mink, som slog fast, at det skete uden lovhjemmel.
Sagen kostede onsdag fødevareminister Mogens Jensen (S) posten. Men i statsministerens øjne ændrer redegørelsen ikke noget, da den bekræfter hendes forklaring.
Men hvorfor stoppede hun ikke straks den ulovlige ordre om at aflive alle mink, da hun blev klar over, at der ikke var hjemmel i loven?
- Da jeg holder pressemødet, er jeg ikke bekendt med, at der ikke var lovhjemmel, siger Mette Frederiksen.
- Egentligt er det ejendommeligt, at man kan blive ved at med at stille det spørgsmål, når det handler om danskernes sundhed. Det er jo ikke for sjov, at vi har truffet den beslutning, at alle mink skal aflives.
TV 2-redaktør: Alvoren er gået op for statsministeren
TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg, mener, at alvoren er ved at gå op for statsministeren.
- Jeg tror, redegørelsen har åbnet Mette Frederiksens øjne for, hvor alvorlig sagen er, siger han.
Mylenberg noterer sig, at statsministeren i stedet for at slå det hen som "en fejl" nu kalder det "en alvorlig fejl", og at hun ikke afviser behovet for flere undersøgelser.
- Jeg tror, Mette Frederiksen er ved at indstille sig på, at sagen ikke er slut med Mogens Jensens afgang, men nok snarere kun er begyndt.
Det bliver dog ikke med Mette Frederiksens gode vilje, at sagen koster flere ministre posten, mener Troels Mylenberg.
- Mette Frederiksen har svært ved at skjule en enorm ærgrelse over, at sagen er havnet her: At noget, der slet ikke burde gå galt, er gået helt galt og eksploderet mellem hænderne på hende, og at det er hendes ansvar i sidste ende, siger han.
Nyt ansigt på ministerholdet
Mette Frederiksens ord falder kort før, hun har lovet et nyt navn på ministerholdet, når hun præsenterer sine "ændringer på ministerholdet" for dronningen efter Mogens Jensens fald.
- Senere i eftermiddag glæder jeg mig til at præsentere den nye minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Og et nyt navn på regeringsholdet, skrev hun på Facebook ved middagstid.
Afsløringen af det nye ministernavn over for Dronning Margrethe ventes at ske klokken 14.30.
Det sker telefonisk, da Mette Frederiksen tidligere i dag fik at vide, at et familiemedlem er blevet testet positiv for corona og derfor aflyste det besøg hos dronningen, der var sat i kalenderen klokken 11.00.
Statsministerens egen coronatest torsdag formiddag er negativ, men ud fra "et ekstra forsigtighedsprincip" undlader hun trods testsvaret at møde personligt op hos dronningen, som der ellers er tradition for.
Klokken 16.00 er der overdragelser i de berørte ministerier.
Spekulationerne er mange om, hvem det nye ansigt på ministerholdet er. TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg, har allerede fra morgenstunden skitseret flere forskellige scenarier, som du kan se her.