Politik

Kritiseret departementschef flyttet efter ministerrokade

Mogens Jensens departementschef fortsætter som departementschef i Miljøministeriet, oplyser nyudnævnt fødevareminister.

Miljø- og Fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, fortsætter som departementschef i Miljøministeriet efter kritik i minksag, oplyser den nyudnævnte fødevareminister Rasmus Prehn.

I den redegørelse om minkforløbet, som regeringen kom med onsdag, fremgår det, at Henrik Studsgaard vidste, at der ikke var hjemmel i loven til at aflive alle mink, men at han ikke advarede nu tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S) om det med det samme.

- Det nye stærke ministerium for fødevarer, landbrug og fiskeri får en ny departementschef, og da vil jeg selvfølgelig gerne have den bedst tænkelige start, lyder det fra den nye minister.

Statsminister Mette Frederiksen (S) udpeger Rasmus Prehn (S) til minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Han har indtil nu været minister for udviklingssamarbejde.

Vil gå til opgaven med ydmyghed

Det sker, efter at Mogens Jensen onsdag gik af som fødevareminister på grund af minksagen. Han var desuden minister for ligestilling og nordisk samarbejde.

- Jeg kommer til at gå til den her opgave med meget stor ydmyghed, siger Rasmus Prehn foran pressen på Amalienborg Slotsplads, efter at han har været hos dronning Magrethe.

- Vi er i en meget vanskelig situation. Vi er midt i en pandemi, som påvirker os alle sammen, og som desværre også påvirker fødevarer og landbrug. Det skal vi have taget hånd om på bedste vis, lyder det fra Rasmus Prehn.

Ministerium splittes op

Rasmus Prehn bliver minister i et nyoprettet ministerium for fødevare, landbrug og fiskeri, fordi Mette Frederiksen har besluttet, at Miljø- og Fødevareministeriet skal splittes op.

Det betyder, at der nu også blive et særskilt miljøministerium under ledelse af miljøminister Lea Wermelin (S). Der har særligt fra regeringens støtteparti SF været ønske om at splitte Miljø- og Fødevareministeriet op.

De resterende ministerposter, som Mogens Jensen havde, bliver fordelt hos andre ministre og hos Flemming Møller Mortensen, som er ny på regeringsholdet.

Han bliver minister for udviklingssamarbejde og nordisk samarbejde, mens ligestillingsområdet bliver flyttet til Beskæftigelsesministeriet hos beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Mogens Jensen trak sig

Udnævnelserne sker som konsekvens af, at Mogens Jensen onsdag trak sig som minister.

Han konstaterede, at han ikke længere havde den fornødne tillid fra et flertal i Folketinget, efter at regeringen i begyndelsen af november udstedte en ulovlig ordre om at aflive alle landets mink.

To redegørelser har efterfølgende vist, at syv ministre var advaret om, at der ikke var lovgrundlag for at kræve alle mink aflivet.

Sagen har fået partilederne i blå blok til at kræve Mette Frederiksens afgang. Men indtil videre er det kun Mogens Jensen, der er røget på sagen.