Politik

Coronasmitte i statsministerens familie udskyder ministerpræsentation

De tiltrædende ministre forventes at blive præsenteret efter 14.30, hedder det i pressemeddelelse.

Præsentationen af ændringer i regeringen bliver udskudt til senere på eftermiddagen.

Det skyldes, at en person i statsminister Mette Frederiksens familie er blevet testet positiv for coronavirus, oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

Mette Frederiksen skulle have været hos dronningen klokken 11, men ud fra et ekstra forsigtighedsprincip vil hun ikke mødes med dronningen.

Telefonisk præsentation

Statsministeren har ikke været i nær kontakt med den smittede person, men vil alligevel lade sig teste ud fra et forsigtighedshensyn. Selvom hun tester negativ, vil hun ikke møde op hos dronningen.

I stedet forventes det "for nuværende og foreløbigt", at Mette Frederiksen klokken 14.30 præsenterer ændringerne i regeringen for dronningen telefonisk.

Herefter vil hun præsentere "de tiltrædende ministre" for offentligheden på slotspladsen, som der er tradition for, hvis hun har testet negativ for coronavirus.

Forinden skal de tiltrædende ministre modtages af dronningen på Amalienborg.

Afskedsaudiens udsat

Anledningen til statsministerens nu aflyste besøg hos dronningen var, at Mogens Jensen onsdag trådte tilbage som minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

Mogens Jensen skulle have været i afskedsaudiens hos dronning Margrethe klokken 12. Men det er udsat til et senere tidspunkt, da Mogens Jensen onsdag var sammen med statsministeren.

I ly af minkskandalen konstaterede Mogens Jensen, at han ikke havde den fornødne tillid fra flertallet i Folketinget. Tilliden var røget, efter at regeringen i begyndelsen af november udstedte en ulovlig ordre om at aflive alle landets mink.

Efter den nye plan er der overdragelse af de berørte ministerier klokken 16.

Aflysning ti minutter før besøg

Der er ikke sluppet informationer ud om, hvordan Mogens Jensens ansvarsområder skal fordeles, og om der bliver bragt nye ministre i spil.

Statsministeriet meddelte omkring klokken syv torsdag morgen, at Mette Frederiksen ville gå til dronningen klokken 11. Pressemeddelelsen om aflysningen blev sendt ud cirka ti minutter før det planlagte besøg.

Kort forinden havde politifolk ved Amalienborg fået oplyst, at statsministerens besøg hos dronningen var blevet udsat.

Dronningen har i øjeblikket residens på Fredensborg Slot, men var taget til Amalienborg for at møde Mette Frederiksen, Mogens Jensen og de tiltrædende ministre.