Politik

Mogens Jensen træder af – men hvad får det af betydning?

Danmark har ikke oplevet statsminister Mette Frederiksen i modvind før, men det får vi lov til nu, fortæller politisk redaktør.

Med fødevareminister Mogens Jensens (S) øjeblikkelige afgang efter minkskandalen stiller spørgsmålene sig i kø.

Hvad betyder det for Socialdemokratiet, hvor Mogens Jensen foruden sin ministerpost også er næstformand? Er der en ministerrokade på vej? Hvor stiller det statsminister Mette Frederiksen (S), som stadig er under skarp kritik for sin medvirken i sagen - og som oppositionen nu ønsker også selv går af?

Politisk redaktør på TV 2, Troels Mylenberg, forsøger her at svare på spørgsmålene.

Fortsætter formentlig som næstformand

Ifølge Troels Mylenberg afhænger Mogens Jensens fremtid i partiet meget af, hvordan statsministeren vælger at løse problemerne.

- I partiet vil man se på Mogens Jensen som ham, der tog skraldet og ofrede sig for Mette Frederiksen. Han bliver formentlig ved med at være næstformand i Socialdemokratiet, og måske kan han endda blive gruppeformand igen, siger Troels Mylenberg.

Mogens Jensen var gruppeformand for socialdemokraterne fra 2011-2012.

I partiet vil man se på Mogens Jensen som ham, der tog skraldet og ofrede sig for Mette Frederiksen

Troels Mylenberg, politisk redaktør på TV 2

Ifølge Troels Mylenberg er der to muligheder for Mette Frederiksen nu: Diskret at finde en ny minister til posten eller benytte lejligheden til at rokere om i sin ministerrække.

- Som regeringsleder har man kun få chancer for at sætte et nyt ministerhold, men vi kender ikke Mette Frederiksen godt nok som statsminister til at vide, hvordan hun vil reagere, siger han.

Derfor tror Troels Mylenberg mest på den første løsning for statsministeren.

Ifølge den politiske redaktør er fødevareministeren ikke nødvendigvis i bad standing i sit eget parti eller i regeringen. Oppositionen derimod har efter halvandet års splittelse efter folketingsvalget samlet sig solidt om at ønske regeringens afgang.

Mette Frederiksen skal sikre forholdet til støttepartierne

At blå blok ikke har været sen til at kræve Mette Frederiksens afgang som statsminister oven på minksagen er ikke nogen overraskelse, siger Troels Mylenberg.

Farligt for Mette Frederiksen er det heller ikke. Men for statsministeren gælder det nu om at sikre sit forhold til støttepartierne, fortæller den politiske redaktør.

For det er dem, statsministeren skal have bag sig, og det skal hun gøre en del ud af at gøre i den kommende tid:

- Det er nok noget, vi vil komme til at se mere til i de kommende finanslovsforhandlinger, og der skal laves noget arbejde dér, siger Troels Mylenberg.

En politisk skandale

Mogens Jensen trak sig som minister tidligere onsdag med øjeblikkelig virkning efter flere ugers tumult omkring minksagen, der er blevet kaldt den største politiske skandale i nyere tid.

På sin Facebook skriver ministeren blandt andet:

- Da jeg har den klare vurdering, at jeg ikke længere har den tilstrækkelige opbakning blandt et flertal af Folketingets partier, har jeg i dag meddelt Statsministeren, at jeg udtræder af regeringen.

Minkskandalen kommer, efter at regeringen 4. november udstedte en ordre om at aflive alle landets mink på baggrund af frygt for virusmutation. En ordre, der efterfølgende viste sig at være i strid med grundloven.

Oppositionspartierne har, siden oplysningerne omkring forløbet kom frem, krævet ministerens afgang, mens flere partier i rød blok denne uge også har sået tvivl om Mogens Jensens fremtid som minister.

I den forgangne uge lovede statsminister Mette Frederiksen, at en redegørelse over hele forløbet skulle udkomme onsdag, men Mogens Jensen valgte altså at trække sig, inden redegørelsen nåede offentligheden.