Politik

Mette F. klar til at ændre i regeringens sammensætning

- Der er ingen som helst tvivl om, at der er begået fejl i forløbet, udtaler Mette Frederiksen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) går torsdag til dronning Margrethe for at ændre i regeringens sammensætning.

Det oplyser hun i en pressemeddelelse fra Statsministeriet.

Det sker, efter at fødevareminister Mogens Jensen (S) onsdag trådte ud af regeringen efter sin rolle i sagen om aflivning af mink. En sag, hvor regeringen beordrede alle danske mink aflivet, uden at have lovhjemmel til det.

Afløser fremgår ikke

Mogens Jensen trak sig, forud for en redegørelse om forløbet blev offentliggjort.

- Først og fremmest har jeg jo konstateret, at der ikke er et flertal i Folketinget, som har den fornødne tillid til mig. Så synes jeg ikke, at jeg har nogen anden mulighed end at udtræde af regeringen, og det har jeg meddelt statsministeren i dag, sagde Mogens Jensen.

Der fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvem der skal afløse Mogens Jensen.

- Der er begået fejl

Mette Frederiksen takker Mogens Jensen for sit arbejde som minister. Og så forholder hun sig til den redegørelse om forløbet, som blev offentliggjort onsdag.

- Redegørelsen tegner et billede af et meget beklageligt forløb. Der er ingen som helst tvivl om, at der er begået fejl i forløbet, udtaler Mette Frederiksen.

Hun tilføjer, at hun har noteret sig, at der i Folketinget foregår drøftelser om en yderligere undersøgelse af forløbet.

Hans Engell: Oppositionen lugter blod

Ifølge Hans Engell, der er politisk kommentator, kan der godt komme mere end en ny minister, når Mette Frederiksen torsdag går til dronningen.

- Mette Frederiksen skal i første omgang tage stilling til en reorganisering og en oprydning i ministriet. Og så får vi det store opgør om en uvildig undersøgelse.

- Det er helt tydeligt, at den blå opposition har lugtet blod, de presser på og er alle sammen skarpe i retorikken. Så vi skal nok regne med, at sagen kommer til at fylde længe, siger han.