Politik

Radikale slutter sig til Enhedslisten - kan ikke garantere, at Mogens Jensen fortsætter som minister

Det ser svært ud for Mogens Jensen, siger støttepartiets politiske ordfører. Ministeren skal tirsdag i samråd i sagen om aflivning af mink.

Endnu et af regeringens støttepartier meddeler nu, at de ikke kan garantere, at fødevareminister Mogens Jensen (S) kan fortsætte som minister efter den igangværende sag om ulovlig aflivning af mink i Danmark.

Det siger de radikales politiske ordfører Andreas Steenberg til Ritzau.

- Vi er et parti, der synes, at det er meget vigtigt, at lov er lov. Ikke mindst, når det er Grundloven. Det gælder, uanset om det er en blå minister, som laver en ulovlig adskillelse af asylpar, eller om det er en socialdemokratisk minister, der de facto lukker et helt erhverv uden lovgrundlag, siger Steenberg med henvisning til eksminister Inger Støjbergs (V) sag om adskillelse af asylpar.

Tidligere har Enhedslisten meldt ud, at det ser "meget, meget sort ud" for Mogens Jensens ministerfremtid, og at partiet "på ingen måde" kan garantere, at han kan blive siddende på sin post.

Samråd tirsdag

Selvom Andreas Steenberg er skeptisk, understreger han samtidig, at han vil høre Mogens Jensens forklaring i sagen. I sidste uge var fødevareministeren i et samråd om sagen. I denne uge venter yderligere to. Tirsdag morgen og torsdag eftermiddag.

- Det er kun rimeligt, at Mogens Jensen har mulighed for at forklare, hvorfor der er handlet, som der er, og vi forstår også, at der har været tale om en travl situation, hvor regeringen har handlet hurtigt på en stor sundhedsrisiko, siger Andreas Steenberg.

- Så det hele skal belyses, men uanset hvad der er sket, kan det ikke retfærdiggøre, at man bryder Grundloven. Det er en alvorlig sag, og det er i sidste ende Mogens Jensens ansvar.

- Derfor må vi også sige, at det ser svært ud for Mogens Jensen at fortsætte som minister, siger Steenberg.

- Det er et lovbrud, der er sket. Derfor er det svært at se for sig, at han kan fortsætte som minister. Men beslutningen er ikke endeligt truffet endnu, siger Steenberg.

Afhænger også af SF

4. november meddelte statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde, at alle cirka 15 millioner danske mink skulle aflives, da coronavirus var muteret blandt dem og havde spredt sig til mennesker i en sådan grad, at den kunne bringe en kommende coronavaccine i fare.

Få dage senere kom det dog frem, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at aflive alle mink i Danmark.

Mandag aften kom det nødvendige lovgrundlag så på plads. Det skete efter en uges forhandlinger, da regeringen sammen med Enhedslisten, de radikale, SF og Alternativet indgik en aftale. De borgerlige partier forlod mandag aften forhandlingerne.

Onsdag kommer der en redegørelse af sagen, hvor det blandt andet ventes at blive tydeligt, hvornår Mogens Jensen helt præcist fik kendskab til det manglende lovgrundlag.

Blå blok har på forhånd krævet, at Mogens Jensen går af som minister, men afgørelsen afhænger af Socialdemokratiets støttepartier, som ud over Radikale Venstre og Enhedslisten også tæller SF.