Josephine Fock trækker sig som politisk leder af Alternativet

Josephine Fock overtog teten som politisk leder fra Uffe Elbæk i december 2019.

Josephine Fock har lørdag valgt at trække sig som politisk leder i Alternativet, oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Ifølge den nu afgående politiske leder har det været for svært at samle partiet:

- Alternativet er mit hjerteblod, og jeg var selv med til at stifte projektet i 2013. Derfor er det også vigtigt for mig, at partiet kommer godt videre og får et godt kommunal- og regionsrådsvalg næste år og et godt folketingsvalg, når det kommer, lyder det i pressemeddelelsen.

Josephine Fock trækker sig som politisk leder med øjeblikkelig virkning, men hun understreger, at hun ikke forlader partiet.

Alternativets pressetjeneste oplyser, at Josephine Fock ikke har yderligere at tilføje end den pressemeddelelsen, som partiet har sendt ud.

Overtog i december 2019

Josephine Fock overtog teten som politisk leder fra Uffe Elbæk i december 2019.

Siden valgte han helt at trække sig fra partiet i marts 2020, da han "ikke kunne genkende det parti", som han var med til at stifte - blandt andet sammen med Josephine Fock.

Uffe Elbæk var dog langt fra den eneste, da fire ud af partiets fem folketingsmedlemmer valgte at trække sig.

Striben af udmeldelser skete, efter at Josephine Fock blev mødt af anklager om ruskeri og overfusninger. Først anonymt i et portræt i avisen Information og senere offentligt.

Anklagerne førte til, at partiets hovedbestyrelse afholdt et længere ekstraordinært møde. Her valgte et snævert flertal fortsat at støtte Josephine Fock som politisk leder.

Josephine Fock mente selv, at hun havde "rakt hånden ud til et samarbejde" mellem hende og partiets folketingsmedlemmer.

Kun ét folketingsmedlem

Til folketingsvalget i 2015 fik Alternativet 4,8 procent af stemmerne og kom i Folketinget med ni mandater.

Ved valget i 2019 gik partiet tilbage og endte med fem mandater - blandt andet efter flere skandalesager i partiet.

Dels forårsaget af anklager om sexchikane og en overdrevet festkultur, dels på grund af sager, hvor det profilerede medlem og kulturborgmester i København, Niko Grünfeld, blev taget i at pynte på sit CV.

Torsten Gejl blev siden det eneste medlem af Alternativet, der er repræsenteret i Folketinget. Og Torsten Gejl er overrasket over Josephine Focks beslutning om at trække sig:

- Jeg respekterer, at Josephine trækker sig. Men Josephine har skabt en stærk bro fra Christiansborg til vores hovedbestyrelse og bagland, så jeg er fuld af fortrøstning. Nu skal vi lige samle os, men så er jeg sikker på, at vi kommer videre, siger Torsten Gejl.

Han vil dog ikke som udgangspunkt tage over for Josephine Fock:

- Nej, jeg arbejder og forhandler i mange ministerier, og det skal jeg blive ved med at varetage. Så det vil ikke være klogt af mig at samle al magt i partiet lige nu, siger Torsten Gejl.

Alternativets Kultur- og fritidsborgmester i København, Franciska Rosenkilde siger til TV 2, at hun har "respekt for beslutningen", og at hun gør i det partiets interesse.

Politisk redaktør: Svært at se en fremtid

Spørger man politisk redaktør på Børsen, Helle Ib, så er hun "overrasket", men partiet har været i krise i flere år, og hun er ikke helt ligeså optimistisk som Torsten Gejl:

- Man skal være ekstremt optimistisk, hvis man er medlem af Alternativet i dag og regner det for sikkert, at man klarer skærene ved næste folketingsvalg. Vi har at gøre med et parti, der har tabt enormt meget terræn, siger Helle Ib.

Ifølge Helle Ib har der internt været for mange personkampe, og sammenholdt med at flere tidligere medlemmer har lavet nye partiet, og at den grønne dagsorden er blevet mainstream, ser det svært ud for Alternativet:

- Der er så meget, der er hvirvlet op, så på den måde er det enormt svært at se en stor fremtid for det parti – uanset, om Josephine Fock var blevet eller ej, siger hun.