Mogens Jensen vil ikke redde avlsdyr alligevel: Jeg blev misforstået
Fødevareministeren udtalte i et interview tirsdag, at regeringen ville se på muligheder for at beholde nogle mink som avlsdyr.
Først skulle alle minkene aflives, så skulle de måske ikke alligevel.
Spørgsmålet om avlsdyrene har de seneste dage skabt forvirring, efter at fødevareminister Mogens Jensen (S) tirsdag aften åbnede op for, at ikke alle avlsdyr skulle aflives.
Men nu mener fødevareministeren, at han er blevet misforstået:
- Det er jo fremgået af nogle medier, at det skulle være et forslag fra regeringen, at man kunne bevare 56.000 avlsdyr, og det er ikke rigtigt, siger ministeren i dag til TV 2.
Undersøgte muligheden
Ifølge ministeren er misforståelsen opstået, fordi flere partier spurgte ind til, om der var mulighed for at bevare nogle af avlsdyrene. Og det valgte regeringen at undersøge.
Ifølge fødevareministeren er det forklaringen på, at han tirsdag udtalte følgende til TV Midtvest:
- Vi gør, hvad vi kan for at se på, hvorvidt det er muligt at bevare avlsdyr, lød det fra Mogens Jensen.
Men ifølge ministeren var minkavlerne slet ikke interesserede i den løsning, der var på bordet, og derfor er det ikke længere relevant:
- Jeg konstaterer nu, at minkavlerne selv siger, at det her er urealistisk, og det har regeringen nu taget til sig, så vi synes heller ikke, at det nu er realistisk at gå den vej, siger fødevareministeren til TV 2.
- Så jeg opfatter det som en idé, der er lukket, sagde han til TV 2.
Politisk redaktør: Det øger forvirringen
Minkavlerne er forvirrede, og deres forvirring bliver sandsynligvis ikke mindre efter denne udmelding.
Sådan lyder det fra TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg, efter fødevareministerens udtalelse i dag.
- Jeg synes egentlig, det her svar fra Mogens Jensen mest af alt bidrager til at øge forvirringen om, hvad regeringens position egentlig er i forhold til de her mink, siger Troels Mylenberg.
Ifølge ham viser det, at regeringen tilsyneladende ikke ved, hvilken retning de skal gå i forhold til den nuværende mink-situation:
- Der bliver svaret i øst og i vest på spørgsmål fra nord og syd, og det er først og fremmest et bevis på, at det her er kompliceret og vanskeligt, siger han.