Ifølge Mogens Jensen var tekniske problemer årsagen til, at rettelsen af den ulovlige instruks først kom ud tirsdag.
Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling Mogens Jensen (S) måtte onsdag kæmpe for at blive på ministerposten.
Her måtte han svare på spørgsmål om håndteringen af minkaflivningerne, som har sendt både ham selv og regeringen ud i et politisk stormvejr.
Det sker, efter at regeringen på et pressemøde 4. november gav minkavlerne en instruks om at aflive alle mink. En instruks, som sidenhen har vist sig at være ulovlig.
Søndag udtalte fødevareministeren, at han godt vidste, at der ikke var lovhjemmel, men tirsdag var forklaringen anderledes. Her fortalte Mogens Jensen, at han ikke havde kendskab til den manglende lovhjemmel før i løbet af weekenden.
Her er nogle af de vigtigste svar, der kom frem på dagens samråd med fødevareministeren:
Hvornår fandt fødevareministeren ud af, at der ikke var lovhjemmel?
Ifølge Mogens Jensen fandt han ud af det i weekenden.
Mere konkret svar fik vi ikke på, hvornår han præcis fik besked om, at der ikke var lovhjemmel bag aflivningen af alle raske mink uden for risikozonerne.
- Det nærmere tidspunkt kan vi sikkert få, når redegørelsen foreligger. Så jeg var ikke gjort opmærksom på det - hverken da regeringen traf beslutningen eller under pressemødet, sagde fødevareministeren.
Hvilken af udtalelserne fra de seneste dage er korrekt?
Søndag citeres ministeren for at sige, at "man har vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud", mens det tirsdag lød, at han slet ikke havde haft kendskab til manglende lovhjemmel.
- Min udtalelse søndag skal ses ud fra, at jeg i mellemtiden er blevet informeret om, at der ikke var hjemmel. Når jeg bliver spurgt til det brev, der bliver sendt ud til minkavlerne, så forsøger jeg at forklare, hvorfor systemet sender et brev ud til minkavlerne. Det er det, der er forklaringen på det citat, sagde han.
Hvilken besked har Fødevareministeriet givet til Fødevarestyrelsen?
Ifølge ministeren handlede Fødevarestyrelsen på egen hånd, efter at regeringen meldte beslutningen ud på pressemødet.
- Jeg er ikke bekendt med, at der på den måde er givet en ordre til Fødevarestyrelsen. Jeg opfatter det sådan, at styrelsen selv reagerer på beskeden om, at alle mink skal aflives. Om der foreligger en decideret skriftlig korrespondance mellem ministeriet og Fødevarestyrelsen, vil jeg ikke afvise. Men så vidt jeg er orienteret, går Fødevarestyrelsen selv i gang. Det er regeringen, der træffer en beslutning, og så reagerer Fødevarestyrelsen derefter, sagde Mogens Jensen.
Er der lovgrundlag for erstatning til minkavlerne?
Ifølge Mogens Jensen er der ikke lovhjemmel til at udbetale erstatning, så længe der ikke er hjemmel til at aflive:
- Det er klart, at der skal være lovhjemmel til, at alle mink udenfor zonerne skal aflive deres mink, og den hjemmel gives samtidig med, at der gives hjemmel til nødvendig erstatning. Det skal der selvfølgelig gives, og det pågår der forhandlinger om.
- Jeg har det udgangspunkt, at de minkavlere, der er kommet i denne situation, skal have en ordentlig kompensation og erstatning. Det skal der også være lovhjemmel til, og det er sådan, at den kommer på plads samtidig med hjemmel til aflivning, sagde Mogens Jensen.
På samrådet ville Det Konservative Folkepartis Rasmus Jarlov vide, hvorfor man ikke trak instruksen tilbage. I praksis har minkavlerne stadig ikke fået at vide, at de må stoppe med at følge den ulovlige instruks, mente han.
Til det svarede ministeren, at han endnu afventer, om indholdet af det brev, som blev sendt ud til minkavlerne fredag, havde karakter af et påbud eller en opfordring.
- Men det er klart, at da det kommer frem, at der er denne her tvivl, så bliver der udsendt en rettelse af brevet til minkavlerne, og det brev får jeg forelagt og bringer mandag 9. november, men på grund af tekniske problemer kommer det først ud tirsdag 10. november, fortalte ministeren.
Det blev der sagt i minksagen
Statsministeren siger, at alle mink skal dø
På et pressemøde 4. november lød den nedslående besked til landets minkavlere fra statsminister Mette Frederiksen (S):
-Vi vil som regering gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at den muterede smitte bliver inddæmmet, og at den ikke spreder sig yderligere. Det kræver resolut handling. For det første er det nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Det gælder desværre også avlsdyrene.
Fødevarestyrelsen siger "skal"
I en mail fra Fødevarestyrelsen sendt ud til alle minkavlere i Danmark fredag 6. november stod der under overskriften 'Minkfarme uden for zonerne' følgende:
- Aflivningen af alle mink (også avlsdyr) skal være overstået 16. november 2020. Du skal derfor begynde på aflivning og pelsning af besætningen hurtigst muligt. (…) Du får 20 kroner i tempobonus per mink ved, at minkene i farmen er aflivet senest 16. november..
Fødevareminister kalder det en "opfordring"
I et skriftligt svar fra fødevareminister Mogens Jensen (S) sendt til TV 2 søndag 8. november står der:
- Regeringen har vurderet, at der i denne alvorlige situation skal handles hurtigt. Regeringen har derfor meldt ud, at alle mink i landet skal aflives af hensyn til folkesundheden. Regeringen har besluttet, at det hastede, situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud.
- Regeringen har skrevet rundt til de enkelte minkfarmere med en opfordring til at påbegynde aflivninger og parallelt hermed arbejdet på at tilvejebringe det nødvendige lovgrundlag til om nødvendigt at påbyde dette - herunder også så minkavlerne kan få den nødvendige kompensation.
Mogens Jensen beklager
I et skriftligt svar mandag beklagede fødevareminister Mogens Jensen, at han og regeringen ikke havde været tydelige nok omkring, hvad der var og ikke var lovhjemmel til i sagen om minkaflivningerne:
- Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at vi burde have kommunikeret klart, hvorvidt der er lovhjemmel til, at myndighederne kan påbyde at aflive raske minkbesætninger uden for sikkerhedszonerne, lyder det.
- Det har ikke været tilfældet i denne sag, og det vil jeg gerne beklage.
Fødevareministeren: Kendte ikke til lovbrud
Tirsdag 10. november sagde fødevareminister Mogens Jensen, at han på pressemødet onsdag ikke var orienteret om manglende lovhjemmel til at aflive alle raske mink.
- Vi har begået en fejl. Der er ikke lovhjemmel til at bede minkavlere slå deres mink ned udenfor de zoner, der er lavet. Og det skal vi have hjemmel til, hvis vi skal kræve det. Derfor er det også beklageligt, at der går et brev ud til minkavlerne, hvor det ikke var klart, at der skulle være tale om en opfordring fra regeringens side, siger han.
Samme dag kommer det frem, at Mogens Jensens ministerium planlægger at have en redegørelse over forløbet på plads ugen efter.
Statsministeren: Det er en fejl
Ved tirsdagens spørgetime i Folketinget blev Mette Frederiksen blandt andet spurgt ind til, hvornår hun vidste, at der ikke var lovhjemmel til instruksen:
- Det bliver Statsministeriet gjort opmærksom på i weekenden. Det er en fejl. Det er også en beklagelig fejl. Jeg sagde, vi ville komme til at begå fejl, og det her er en af dem, svarer Mette Frederiksen.
Veterinærdirektør Hanne Larsen skrev følgende til avisen:
- På de indre linjer har kommunikationen været helt klar, og Fødevarestyrelsen har hele tiden ageret efter, at det ville kræve en hjemmel at påbyde aflivning af raske mink længere væk end 7,8 kilometer fra en smittet besætning.
Støttepartier sikrer lovgrundlag
Mandag fik regeringen en aftale på plads om aflivning, et midlertidigt forbud mod mink og udbetaling af den omdiskuterede tempobonus indgået med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet.
Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti forlod forhandlingerne i sidste øjeblik.
Mogens Jensen i endnu et samråd
Tirsdag var fødevareminister Mogens Jensen (S) igen i samråd om minksagen, hvor han blandt andet blev spurgt ind til, hvorfor ministeren ikke straks stoppede den ulovlige ordre, da han fandt ud af, at der ikke var lovhjemmel til den.
Her henviste ministeren endnu engang til onsdagens redegørelse.
Mette Frederiksen: Der kommer en redegørelse
Tirsdag eftermiddag var statsministeren i spørgetime med Folketingets partiledere.
Her blev hun spurgt ind til regeringens håndtering af minksagen, men talrige gange svarer hun ved at henvise til den redegørelse, som Fødevareministeriet kommer med onsdag.
Mogens Jensen trækker sig
Onsdag trækker fødevareminister Mogens Jensen (S) sig fra sin ministerpost, som en konsekvens af minkskandalen.