Flertal kræver uvildig undersøgelse af minksag
Et flertal har konkluderet, at Fødevareministeriets interne undersøgelse ikke er tilstrækkelig.
Folketingets udvalg for forretningsorden vil have regeringens ulovlige instruks om at aflive alle mink undersøgt uvildigt.
Det fortæller medlem af udvalget Karsten Lauritzen (V) til TV 2.
- Folketingets udvalg for forretningsorden har netop på Venstres initiativ besluttet, at undersøgelsen af regeringens ulovlige minkaflivningsinstruks skal være uvildig. Der nedsættes et særligt udvalg, der skal beslutte formen på den uvildige undersøgelse, siger han.
Intern undersøgelse ikke nok
Fødevareministeriet har allerede sat en intern undersøgelse i gang, der forventes færdig næste uge. Men det er altså ifølge udvalget ikke tilstrækkeligt.
- Man vil jo altid som minister gerne undersøge sig selv. Så har man lidt hånd i hanke. Men det klogeste for Folketinget er at få en uvildig undersøgelse, for jo mere uvildighed, man har, jo bedre og mere uafhængig kan konklusionerne være, siger Karsten Lauritzen (V).
Om der vil blive tale om en advokatundersøgelse, en decideret kommission eller noget helt tredje, er dog fortsat uvist.
Men da Venstre tirsdag fik udvalget til at sætte punktet på dagsordenen, henviste Lauritzen til den kommission, der undersøgte daværende Venstre-minister Inger Støjbergs viden om en ulovlig instruks, da hun i 2016 gav danske asylcentre instruks til at skille mindreårige asylansøgere fra deres ældre ægtefæller eller samlevende.
- Jeg minder om, at sidst der var en minister mistænkt for at give en ulovlig ordre, så besluttede dem, der har magten nu, at der skulle nedsættes en kommission for at undersøge det.
Karsten Lauritzen afviste dog over for TV 2, at en uvildig undersøgelse af regeringen er hævn for Støjbergs instrukskommission.
Skriftligt svar var "alvorlig fejl"
Trods de folkevalgte på stribe afviser at have haft kendskab til lovbruddet, da instruksen om at slå alle raske mink ihjel blev givet, er meldingen onsdag en anden fra den vejledende instans Fødevarestyrelsen.
- På de indre linjer har kommunikationen været helt klar, og Fødevarestyrelsen har hele tiden ageret efter, at det ville kræve en hjemmel at påbyde aflivning af raske mink længere væk end 7,8 kilometer fra en smittet besætning, lyder det fra veterinærdirektør i styrelsen Hanne Larsen i et skriftligt svar til Berlingske.
Spørgsmålet er nu, hvorfor Fødevareministeriet ifølge minister Mogens Jensen (S) først i weekenden blev bekendt med, at aflivningen ville kræve hjemmel i lovgivningen.
- Mogens Jensen begik en alvorlig fejl ved at udtale til pressen, at der ikke var tid til at sikre et lovgrundlag, fordi aflivningen af mink hastede, siger Karsten Lauritzen med henvisning til det skriftlige svar, som fødevareministeren sendte ud til en række medier, herunder TV 2, søndag aften.
Minister var ikke bekendt med lovbrud
I det skriftlige svar stod, at "man har vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud". At dømme ud fra det citat var der altså viden om, at lovgivningen ikke var på plads.
Det var dog ikke tilfældet, lød det tirsdag fra fødevareminister Mogens Jensen. Overfor TV 2 beklagede han fejlen og sagde, at han ikke blev bekendt med den manglende hjemmel i loven før weekenden.
Samme melding kom senere på dagen fra både sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og statsminister Mette Frederiksen (S).
Sidstnævnte var ellers den første til at tage ordene om aflivning af alle mink i sin mund, og tirsdag lød det, at der naturligvis skulle placeres et ansvar i sagen, men at hun fortsat havde tillid til hele sit ministerhold.
Corona-håndtering undersøges allerede
Udvalget for Forretningsordenen består af repræsentanter fra Folketingets partier, og skal blandt andet sikre, at ministre giver korrekte oplysninger til Folketinget. Blandt andet beskæftiger det sig med ministeransvar og grundloven.
Sidst, en lignende beslutning blev truffet i den forsamling, var i maj.
Her besluttede et flertal, at en ekspertgruppe bestående af uvildige forskere med forskellig videnskabelig baggrund skulle undersøge, hvordan regeringen og myndighederne har håndteret coronakrisen.
Dette er breaking news på TV2.DK. Vi arbejder lige nu på at få yderligere oplysninger, og vi anbefaler derfor, at du vender tilbage om kort tid for at få seneste nyt.