Coronavirus

ANALYSE: Mette Frederiksen er det egentlige mål

Oppositionen har ventet snart halvandet år på at finde et ømt punkt hos Statsministeren. Nu har de fundet det, skriver TV 2s politiske redaktør.

Hvem vidste hvad, hvornår?

Sagen om den manglende lovhjemmel bag aflivningen af 14-17 millioner danske mink har klassisk krimiplot i sig.

For hvem har egentlig ansvaret for, at statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag i sidste uge fastslog, at minkaflivningen skulle ske nu og hurtigt?

Og så hurtigt at regeringen ikke havde sikret sig lovmæssig rygdækning?

En skandale af dimensioner. Og noget, der ligner et brud på selveste Grundloven, og i sagens natur er mere alvorligt end, at det blot kan henkastes som en fejl, hvilket ellers var, hvad statsministeren tirsdag forsøgte.

Frederiksen er det egentlige mål

For oppositionen lugter nu blod. Og selv om det er minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling Mogens Jensen (S), der står forrest i beskydningen på både samråd og løbende kritik, så er statsminister Mette Frederiksen det egentlig mål.

Ingen ved lige nu, om der skabes flertal bag kravet fra oppositionen om, at Mogens Jensen må gå af. Ej heller om statsministeren overvejer at ofre sin fødevareminister for på den måde at vise, at ansvaret for fejlen skal placeres. Men sikkert er det, at uanset om Mogens Jensen må gå, så stopper sagen ikke der.

Problemet for Mette Frederiksen er, at det var hende, der i realiteten udsendte den ikke lovhjemlede ordre

Troels Mylenberg, politisk redaktør

Problemet for Mette Frederiksen er, at det var hende, der i realiteten udsendte den ikke lovhjemlede ordre om, at alle mink skulle aflives.

Det var ikke Mogens Jensen, der sagde det på pressemødet, det var Frederiksen selv. Og derfor holder oppositionen fast i, at ansvaret i sidste ende hører hjemme hos statsministeren.

Ved tirsdagens spørgetime var det åbenlyst, at Mette Frederiksen sendte ansvaret for fejlen videre til Mogens Jensen. I hvert fald var det i hans ministerium – altså under hans ansvar – at man burde have sikret sig lovhjemmel. Men alt det er oppositionen sådan set ligeglad med.

Opsparet frustration i oppositionen

For bag ved den udbredte ophidselse ligger også en enorm bunke opsparet frustration, over det man oplever som statsministerens egenrådighed og magtfuldkommenhed. Den frustration tog form straks efter valget i 2019, hvor Mette Frederiksen med stor styrke indtog Statsministeriet og satte sig tungt på magten. Og den er blot vokset i nu otte måneders corona-tilstand.

Foråret igennem slog de borgerlige partier sig igen og igen i tøjret over ikke at blive inddraget nok i regeringens beslutninger om nedlukning, genåbning og i det hele taget indsatsen både sundhedsmæssigt og økonomisk.

Igen og igen var oplevelsen hos de borgerlige partier, at regeringen ikke ville lytte og ikke reelt var interesseret i brede aftaler.

Måske bedst illustreret ved scenen på Marienborg, statsministerens embedsbolig, midt på foråret, hvor alle partiledere var til møde, men hvor de pænt måtte vente på græsplænen, mens Mette Frederiksen informerede offentligheden om situationen og beslutningerne.

Billedet her illustrerer godt, hvilken position oppositionen har stået i, skriver Troels Mylenberg.

Kunne let have undgået kaos

Regeringens svar har gennem hele forløbet været, at corona-situationen er af så alvorlig karakter, at man ikke har hverken tid eller mulighed for inddragelse på det niveau, som oppositionen ønsker sig.

Mette Frederiksen har ikke forsømt nogen lejlighed til at kalde det politisk fnidder, når oppositionen har været politisk uenig

Troels Mylenberg, politisk redaktør

Eller sagt mere direkte: Mette Frederiksen har ikke forsømt nogen lejlighed til at kalde det politisk fnidder, når oppositionen har været politisk uenig i corona-indsatsen. I hendes øjne er situationen så alvorlig, at tiden åbenbart ikke er til politik.

Når der så nu er en sag om regulært lovbrud, som regeringen ikke kan tale sig ud af og få til at gå væk med henvisning til, at corona-situationen er alvorlig, så spiller det altså også ind i oppositionens reaktion, at den har følt sig talt ned til de seneste otte måneder.

Og ganske paradoksalt, så kunne man formentlig have undgået hele dette voldsomme forløb, hvis regeringen havde inviteret partierne med indenfor i beslutningsrummet, inden man beordrede alle mink nedslagtet.

Selv om det dog ikke nødvendigvis havde sikret lovhjemmel bag initiativet, var det ingen af partierne - hverken regeringspartiet, regeringens støttepartier eller de borgerlige oppositionspartier – der i løbet af sidste uge bed mærke i, at der skulle lovhjemmel til at slå alle mink ned.