Politik

Venstre vil diskutere mink-sagen i magtfuldt udvalg: - Corona er ikke et frikort

Karsten Lauritzen (V) vil også have undersøgt statsminister Mette Frederiksens (S) rolle i sagen.

Venstre har fået tilføjet et punkt på dagsordenen, når Udvalget for Forretningordenen i Folketinget skal mødes onsdag morgen klokken ni,.

Helt konkret vil oppositionspartiet have udvalget til at drøfte den "ulovlige ordre", som regeringen ifølge Venstre har givet i forbindelse med aflivningen af flere millioner mink i Danmark.

Og det er første skridt i forhold til at finde ud af, om der skal iværksættes en større undersøgelse af statsminister Mette Frederiksen (S) og fødevareminister Mogens Jensens (S) rolle og ageren i sagen.

- Jeg minder om, at sidst der var en minister mistænkt for at give en ulovlig ordre, så besluttede dem, der har magten nu, at der skulle nedsættes en kommission for at undersøge det, siger Karsten Lauritzen, som er medlem af udvalget for Venstre, til TV 2.

Her henviser han til den undersøgelseskommission, der undersøgte daværende Venstre-minister Inger Støjbergs viden om en ulovlig instruks, da hun i 2016 gav danske asylcentre instruks til at skille mindreårige asylansøgere fra deres ældre ægtefæller eller samlevende.

Afviser, at det er hævn for Støjberg-kommission

Udvalget for Forretningsordenen består af repræsentanter fra Folketingets partier, og skal blandt andet sikre, at ministre giver korrekte oplysninger til Folketinget.

Lyn-analyse

Venstre gør det her for at sikre sig, at sagen bliver holdt i kog. Regeringen har lovet, at der kommer en redegørelse, men partierne vil have en undersøgelse. Forskellen er, at undersøgelsen kan placere ansvar, mens redegørelsen bare fortæller, hvad der er sket.

Mette Frederiksen har været dygtig til at lede landet med hård hånd, og det har de borgerlige partier været provokeret af. Nu har de for første gang en regulær sag, der viser, hvad de har prøvet at sige hele tiden: At man med fordel kunne have inddraget andre partier i beslutningerne.

Formelt set er det også udvalget, der tager initiativ til større undersøgelser af den kaliber, som Inger Støjberg var involveret i.

Karsten Lauritzen afviser over for TV 2, at det handler om hævn for den kommission.

Han afviser også, at det er en formildende omstændighed, at det politiske landskab i Danmark er hårdt påvirket af coronavirussen.

- En coronapandemi er ikke et frikort til at gøre, hvad der passer en og handle ulovligt. Det er det ikke. Så den fejl, regeringen i den her sag har begået, er at handle uden at tænke sig om og uden at få Folketingets partier med på den beslutning, der skulle træffes, siger han.

Han håber, at Folketingets øvrige partier vil bakke op om, at også statsminister Mette Frederiksens rolle i sagen undersøges.

- Det siger noget om alvoren i denne sag, at man ved langt mindre alvorlige sager har taget kommissionsredskabet i brug, siger Karsten Lauritzen.

Havde ikke lovhjemmel til beslutning

Sagens kerne er, at statsminister Mette Frederiksen onsdag i sidste uge på et pressemøde sagde, at alle mink i Danmark skulle aflives på grund af mutationer af coronavirus.

Senere er det kommet frem, at der kun var lovhjemmel til at kræve en aflivning, hvis minkene allerede er syge eller på farme mindre end 7,8 kilometer fra farme med syge dyr.

Det erkendte fødevareminister Mogens Jensen (S) søndag, hvor han i en skriftlig kommentar begrundede det således: "det hastede, situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud".

Tirsdag siger han til TV 2, at han på pressemødet i sidste uge ikke var opmærksom på den manglende lovhjemmel.

Oppositionen vil vælte minister

I oppositionen er der bred enighed om, at fødevareminister Mogens Jensen (S) bør gå af efter det, de kalder en vaskeægte skandale.

- Det er et godt sted at starte, lød det tirsdag fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

Det bakkes blandt andre op af Dansk Folkeparti, Konservative og Nye Borgerlige, mens Liberal Alliance kræver en undersøgelse af forløbet fra Ombudsmanden.