Pernille Skipper vil 'på ingen måde garantere, at Mogens Jensen bliver som minister'
Indtil videre har støttepartierne meldt ud, at de vil have undersøgt sagen om mink-aflivninger til bunds.
Fokus er for alvor rettet mod regeringens støttepartier, efter blå blok har meldt ud, at de kræver fødevareminister Mogens Jensens (S) afgang.
Det sker, efter ministeren i sidste uge igangsatte aflivninger af alle danske mink for at forebygge spredning af muteret coronavirus.
Men hvad ministeren efter eget udsagn ikke var klar over, var, at der ikke var hjemmel til aflivningerne i loven.
Indtil videre har støttepartierne meldt ud, at de vil have undersøgt mink-sagen til bunds.
Men spørger man Enhedslistens politiske leder Pernille Skipper, ser Mogens Jensens fremtid som minister sort ud.
- Vi har indkaldt til samråd, og vi skal have opklaret det hele. Men jeg vil dog sige, at det ser meget, meget sort ud, og vi kan på ingen måde garantere, at Mogens Jensen bliver ved med at være minister, siger Pernille Skipper til TV 2.
- Der er rod i kommunikationen
I sin kritik af ministeren fremhæver Skipper, at regeringen har handlet uden hjemmel i loven. Desuden mener hun, at ministeren i foråret handlede for langsomt på advarsler om muterede vira.
Begge dele kræver Enhedslisten svar på i det samråd, de har indkaldt til. Og partiet tager sagen meget alvorligt, understreger Skipper.
Søndag skrev fødevareministeren i en mail til TV 2, at aflivningerne af mink ikke kunne vente på, at regeringen fik den nødvendige lovhjemmel.
Tirsdag sagde Mogens Jensen så, at han i sidste uge ikke var klar over, at der ikke var lovhjemmel.
- Der er jo noget rod i kommunikationen, for begge dele kan ikke være rigtigt. Og derfor må vi have afklaret, hvad der er rigtigt, siger Pernille Skipper.
Taburetten vakler under Mogens Jensen
Sagen er alvorlig for Mogens Jensen, vurderer både TV 2s politiske analytiker Hans Redder og politisk kommentator Hans Engell.
Oppositionspartierne har allerede krævet ministerens afgang, men det er støttepartierne, som i sidste ende afgør hans fremtid som minister.
- Lige nu vakler taburetten under Mogens Jensen, siger Hans Redder.
Ifølge Hans Engell vil sagen også betyde et større opgør med regeringen.
- For nu har oppositionen for første gang fundet en sag, de kan bide sig fast i, siger han.