Politik

Der venter Mette Frederiksen et stort politisk opgør, siger analytiker

Blå blok kræver fødevareministerens afgang. Men der skal mere til, før ministeren går af, siger politiske analytikere.

Minksagen stiller regeringen i den alvorligste situation i dens halvandet år lange levetid.

Det vurderer Hans Redder, politisk analytiker på TV 2, og Hans Engell, politisk kommentator på TV 2.

- Det her er Mette Frederiksen allermest alvorlige grundstødning. For første gang er der skabt tvivl om, hvor dygtig regeringen er til at håndtere coronakrisen, siger Hans Engell.

Fokus er ikke kun rettet mod Mette Frederiksen. Det er i høj grad også rettet mod fødevareminister Mogens Jensen (S), som sidder med det øverste ansvar i fødevareministeriet.

- Lige nu vakler taburetten under Mogens Jensen, lyder det fra Hans Redder.

Blå blok kræver ministers afgang

Sagen startede i sidste uge, da regeringen meldte ud, at alle danske mink skulle aflives for at forhindre spredning af cluster 5, som er en muteret udgave af coronavirussen.

Efterfølgende stod det klart, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at kræve de mange mink aflivet, og det fik flere oppositionspartier til at rette hård kritik mod regeringen.

Mogens Jensen har helt åbenlyst et forklaringsproblem. Han kan ikke bare skyde skylden på embedsmænd

Hans Redder, politisk analytiker på TV 2

Nu kræver en samlet blå blok, at Mogens Jensen går af som minister.

- Jeg mener som minimum, at Mogens Jensen må tage sit gode tøj og gå. Statsminister Mette Frederiksen må kræve hans afgang, når han åbent har erkendt, at han har brudt loven og har gjort det med åbne øjne, siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Politiske kolossale fejl

- Sagen er netop meget alvorlig, ikke blot for regeringen som helhed, men også for Mette Frederiksen og Mogens Jensen som ministre. Regeringen er ekstremt hårdt presset, og det er helt tydeligt, at man over de seneste dage ikke har haft styr på beslutningerne, siger Hans Engell.

Ifølge ham er det påfaldende, at regeringen igangsatte aflivninger af mink uden at have styr på juraen, økonomien samt det politiske flertal, og han kalder det "politiske kolossale fejl".

- Mette Frederiksen vil få stemt sin lov igennem om aflivning, men der vil vente et stort politisk opgør bagefter. For nu har oppositionen for første gang fundet en sag, de kan bide sig fast i.

Går Mogens Jensen af?

Et af de helt store spørgsmål er også, hvad sagen vil betyde for Mogens Jensen.

Ifølge Hans Redder er sagen især sprængfarlig, fordi ministeren vil lukke et helt erhverv.

- Mogens Jensen har helt åbenlyst et forklaringsproblem. Han kan ikke bare skyde skylden på embedsmænd, for som minister er man ansvarlig for sit ministerium, vurderer han.

Ministeren kommer dog ikke til at forlade sin post, så længe kravet kun er fremsat af oppositionspartier, forklarer han videre.

Derimod er alles øjne nu rettet mod støttepartierne, som indtil videre har meldt ud, at de vil have undersøgt sagen til bunds.

Og resultatet af de undersøgelser kommer til at være afgørende i forhold til støttepartiernes opbakning til Mogens Jensen som fødevareminister.

- Hvis Mogens Jensen skal ryge, skal det være, fordi et eller flere af støttepartierne ikke har tillid til ham, lyder det fra Hans Redder:

- Der er en risiko for, at han går af, men det er ikke afklaret endnu.