Politik

Venstre vil ikke støtte hastebehandling om aflivning af mink

Ifølge Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, gambler regeringen med det danske demokrati.

Venstre kommer ikke til at lægge mandater til den hastelovgivning, der skal give regeringen lovhjemmel til at aflive alle landets mink.

Det siger partiformand Jakob Ellemann-Jensen (V) til TV 2.

- Det her kommer under ingen omstændigheder til at blive vedtaget på en eftermiddag.

Han kalder det "rystende", at regeringen giver en ordre om at aflive alle landets mink uden hverken at have lovhjemmel til det eller styr på, hvordan minkavlerne skal erstattes.

- Hvis vi skal tage stilling til en eventuel - og det er en meget eventuel - hastelovgivning, så skal vi have svar på, hvordan man vil give de ramte mennesker erstatning. Og så må regeringen svare på de spørgsmål, der er kommet i løbet af weekenden, siger han.

Nødvendige opbakning mangler

Hastebehandling af et lovforslag kan ske i særlige tilfælde, hvis der gives dispensation, men det kræver opbakning fra 75 procent af Folketinget.

Der tegner sig derfor nu et billede af, at regeringen ikke får den nødvendige dispensation, når lovforslaget tirsdag hastebehandles.

Henover weekenden har de borgerlige partier nemlig på stribe lagt afstand til regeringens beslutning. Søndag aften lød det dog i en mail fra Venstres formand til folketingsgruppen, at han ikke havde grund til at betvivle regeringens argumenter for at lukke Nordjylland og minkerhvervet ned.

- Jeg er med på, at beslutningen udfordres af i aviserne af forskellige eksperter, men jeg ser ikke, at vi har andre muligheder en at stole på sundhedsmyndighedernes vurdering i en situation som denne, står der i mailen, som TV 2 er i besiddelse af.

"Gambler med demokratiet"

Mandag morgen har Venstre-formandens pibe imidlertid fået en anden lyd.

Ifølge Jakob Ellemann-Jensen har regeringen bedt om svar allerede mandag klokken 14, mens forhandlingerne om selvsamme først indledes klokken 16.

- Regeringen gambler med det danske demokrati, og det skal de holde op med, siger Ellemann-Jensen.

- Hvis man gerne vil have et svar inden i dag klokken 14, så er svaret nej.

Kræver fuld erstatning

En samlet blå blok krævede allerede fredag fuld erstatning til landets minkavlere. Det skrev partilederne for de fem blå partier i et fælles brev til statsminister Mette Frederiksen (S). TV 2 er i besiddelse af brevet.

Brevet kom efter regeringens beslutning om, at alle minkbesætninger skal aflives, fordi der er fundet en ny mutation af coronavirus, som ifølge myndighederne kan betyde, at en kommende vaccine ikke vil virke.

Det har dog siden vist sig, at regeringen ikke har lovhjemmel til at beordre aflivning, hvis ikke der er reel risiko for smitte, eller hvis farmen ligger udenfor en bestemt radius af en allerede smittet besætning.

- At regeringen ikke har lavet deres hjemmearbejde, det er trist og ærgerligt, men vi skylder hinanden at behandle det her med den respekt, det fortjener, siger Jakob Elleman-Jensen.

Ifølge TV 2s oplysninger afholder Venstre et ekstraordinært gruppemøde om situationen mandag klokken 11.