Politik

Blå partier lægger pres på regeringen: - Minkavlerne skal have fuld erstatning for deres tab

Ministre kan endnu ikke svare på, om minkavlere har ret til fuld erstatning. Det er ved at blive undersøgt, lyder det.

En samlet blå blok kræver fuld erstatning til landets minkavlere.

Det skriver partilederne for de fem blå partier i et fælles brev til statsminister Mette Frederiksen (S). TV 2 er i besiddelse af brevet.

- Statsministerens beslutning om at lukke det danske minkerhverv svarer til ekspropriation. Derfor er det vores opfattelse, at regeringen bør gøre det eneste retfærdige og sikre minkavlerne fuld erstatning for deres tab, skriver de i brevet.

Brevet kommer, efter at regeringen har besluttet, at alle minkbesætninger i hele landet skal aflives, fordi der er fundet en ny mutation af coronavirus blandt danske mink, som ifølge myndighederne kan betyde, at en kommende vaccine ikke vil virke.

- Mangel på forståelse for virkeligheden

Partilederne i Venstre, DF, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance har underskrevet brevet.

Partierne mener, at det er "mangel på forståelse for virkeligheden for dansk erhvervsliv", hvis regeringen blot vil give minkavlerne økonomisk støtte ud fra de generelle kompensationsordninger, der er etableret for at hjælpe danske virksomheder under coronakrisen.

- I dette tilfælde er der ikke tale om et midlertidigt driftstab, men om at staten har besluttet helt at lukke et bestemt erhverv, skriver partilederne i brevet.

Avler: - Vi har intet ud over gæld og huse

Minkavlere og andre landmænd har fredag demonstreret i traktorer i Holstebro. Formålet med demonstrationen var at råbe regeringen op, så minkavlere kan få klarhed over, hvordan deres fremtid ser ud, når alle mink er aflivet i Danmark.

- Vi beder politikere om at forstå, at når vi ikke har flere mink, så har vi ingenting ud over gæld og huse, der ingen værdi har. De her gårde kan ikke bruges til noget som helst, sagde medarrangør af demonstrationen og minkavler Carsten Rahbek fra Spjald til TV Midtvest.

Carsten Rabbek mener, at regeringen ikke kan "spise os af med, at der kommer en kompensation på et tidspunkt".

- Vi håber at presse på, så regeringen forstår, at om ti dage er der ingen mink tilbage. De kunne som minimum være klar med udbetaling for de mange mink, og et forslag om, hvad der skal ske med erhvervet, når der ingen mink er tilbage. Men det er der ikke, sagde han.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) oplyser, at der er ved at blive undersøgt forskellige muligheder for, hvordan minkavlerne kan hjælpes. Det er også fortsat uklart, om der er tale om ekspropriation, og om minkavlerne dermed har ret til erstatning.

Minister kan ikke svare nu

Fødevareminister Mogens Jensen (S) oplyser, at der er ved at blive undersøgt forskellige muligheder for, hvordan minkavlerne kan hjælpes. Det er også fortsat uklart, om der er tale om ekspropriation, og om minkavlerne dermed har ret til erstatning.

- Jeg kan ikke svare her og nu, om der er tale om ekspropriation, men der er ingen tvivl om, at det er en af de ting, der er med i grundlaget for den økonomi, der skal udmåles til avlerne, siger han til TV 2.

Til Ritzau oplyser erhvervsminister Simon Kollerup (S), at minkavlerne nok skal få en god kompensation - uanset om der er tale om ekspropriation eller ej.

- I første omgang afventer vi juristernes vurdering af spørgsmålet, og så tager vi de videre drøftelser med Folketingets partier. Så må vi se, hvilket niveau vi ender på, men selvfølgeligt skal der være en god erstatning til minkavlerne, siger Simon Kollerup.

Ekspropriation betyder tvungen afgivelse af sin ejendom eller formuerettigheder til staten eller andre myndigheder mod fuld erstatning. Det kan for eksempel ske i forbindelse med byggeri af en vej, der skal gå gennem et område med huse.

Mogens Jensen vil "selvfølgelig meget håbe", at han kan give minkavlerne svar inden for ti dage, så de ved, hvad de har at forholde sig til.